Commitment Lab

16/09/2026

🙏 Nogle gange er det mest afgørende ikke, hvad systemet kan se på papiret.
Men om nogen ser mennesket.

Efter halvanden måneds kamp var jeg tæt på at give op.

Min mors situation i Helsingborg var blevet så uholdbar, at vi som familie var alvorligt bekymrede for, hvad der ville ske med hende og hendes 90-årige mand.

Min mor ønskede plejehjem.

Men i Sverige starter vejen til en plejebolig som udgangspunkt med, at andre muligheder i hjemmet skal være afprøvet og udtømt.

Det havde de også været.

Hjemmepleje.
Sygepleje.
Forskellige former for hjælp.

Men alligevel var situationen fortsat uholdbar.

Min mor blev dårligere.
Hun tabte sig.
Hun blev mere angst og utryg.

Og hendes 90-årige mand, der selv var alvorligt ramt af Alzheimer, kunne ikke længere være den, der skulle passe på hende.

Jeg havde skrevet.
Ringet.
Forklaret.
Sendt oplysninger.
Argumenteret.
Bedt om hjælp.

Og så skete der noget, jeg ikke havde forventet.

Enhedschef Maj Gram fra Helsingborg Kommune og kolleger kom ud i deres hjem.

De kom ikke bare for at læse sagen.

De kom for at se.

Se min mor.
Se hendes mand.
Se deres hjem.
Se deres hverdag.

Se den virkelighed, som ikke nødvendigvis kan forstås fuldt ud gennem en sagsbeskrivelse.

De så dem.

Og dét blev et vendepunkt.

Kort efter blev min mor og hendes mand godkendt til plejebolig.

Den 21. august flyttede de ind på Bokliden, et natursmukt og roligt sted uden for Helsingborg, med meget venligt personale.

Jeg kan næsten ikke beskrive den lettelse.

Jeg græd.

Ikke fordi alt pludselig var løst.

Men fordi jeg for første gang i lang tid kunne mærke:

Nu er de et sted, hvor andre mennesker også tager ansvar for, at de kan leve et værdigt liv.

Det har gjort stort indtryk på mig.

For jeg har arbejdet med ledelse, organisationer og menneskers trivsel i mange år.

Jeg ved godt, at systemer skal have rammer.

Lovgivning.
Visitation.
Ansvar.
Dokumentation.
Økonomi.
Faglighed.

Og selvfølgelig skal der være retssikkerhed.

Men jeg er også blevet mindet om noget helt grundlæggende:

Et menneskes behov for hjælp bliver ikke mindre, fordi det er vanskeligt at placere ansvaret organisatorisk.

Tværtimod.

Jo mere kompleks situationen er, desto større er behovet for, at nogen tager ansvar for at skabe sammenhæng.

Ikke nødvendigvis ved selv at løse alt.

Men ved at sige:

“Vi ser jer. Lad os finde ud af, hvad der skal til.”

Det er måske noget af det vigtigste, vi kan gøre i velfærdssamfundet.

At se.
At lytte.
At tage ansvar.
At skabe sammenhæng.

Og først derefter spørge:

Hvilket system hører denne sag til?

Ikke omvendt.

Men hvad fortæller denne oplevelse os egentlig om værdighed, helhedsorientering og den måde, vi organiserer velfærd på?

Det vender jeg tilbage til.

08/09/2026

🤔 Hvad sker der med vores tillid til velfærdssamfundet, når et menneske i nød bliver til en sag mellem systemer?

Jeg har ikke skrevet her på Commitment Labs side, i næsten tre måneder.

Ikke fordi jeg ikke har haft noget på hjerte.

Tværtimod.

Jeg har stået midt i en af de perioder i livet, hvor det private fylder mere end det professionelle.

Samtidig med, at jeg selv er ved at genvinde kræfter efter en længere fysisk belastning, har tre af mine betydningsfulde nærmeste været i alvorlige livskriser.

Og siden medio juli har jeg kæmpet for min 83-årige mor.

Min mor er dansk statsborger og modtager dansk pension. Hun har boet i Sverige siden 2009. Hun er fysisk meget svækket. Hun lever med svær skoliose, fibromyalgi, angst og depression og har længe vejet blot 36 kg. Nu er hun heldigvis begyndt at tage lidt på og vejer 37 kg.

Hendes 90-årige mand er alvorligt ramt af Alzheimer og har samtidig betydeligt nedsat hørelse og fysisk funktion. De kunne ikke længere passe på hinanden.

Og jeg stod som datter i Danmark med en mor, der havde brug for hjælp NU.

Det var her, noget begyndte at gøre ondt.

Jeg opdagede afstanden mellem:

det velfærdssamfund, vi siger, vi har – og det velfærdssamfund, man kan opleve, når man står midt i det.

Jeg kontaktede først den danske kommune, hvor min mor havde boet i omkring 30 år, før hun flyttede til Sverige.

Svaret var, at sagen ikke kunne behandles, fordi hun ikke opholdt sig i kommunen.

Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor min mor ønsker at bo tæt på sin familie, henviste tilbage til Rudersdal.

Rudersdal henviste til Sverige. Sverige henviste til, at andre muligheder i hjemmet først skulle være udtømte.

Og imens?

Var der et menneske midt imellem.

Min mor.

Ikke en sag.

Ikke et CPR-nummer.

Ikke en kommunegrænse.

Et menneske.

Det blev en opslidende kamp.

Ikke mindst fordi jeg som pårørende skulle navigere mellem forskellige kommuner, forskellige fagpersoner, forskellige telefonnumre, forskellige vurderinger og forskellige forståelser af, hvem der egentlig havde ansvaret.

Det er svært at forklare, hvad det gør ved én.

For man bliver både taknemmelig og frustreret.

Man møder mennesker i systemet, som oprigtigt vil hjælpe.

Og samtidig oplever man et system, hvor organiseringen og ansvarsfordelingen nogle gange fylder mere end mennesket.

Det er den ambivalens, jeg har haft svært ved at slippe.

For hvad er det egentlig, vi mener, når vi taler om værdighed?

Og hvad betyder helhedsorientering, når et menneske i akut mistrivsel bliver mødt gennem flere forskellige systemers afgrænsede perspektiver?

Jeg vender tilbage til det. For historien slutter heldigvis ikke her.

Men måske er det allerede nu værd at spørge:

Hvad sker der med vores tillid til velfærdssamfundet, når vi som borgere og pårørende oplever, at vi først skal finde den rigtige dør, før nogen kan hjælpe mennesket bag døren?

06/06/2026

💭 Hvad hjælper dig med at tune dig selv ind på dagen, før den for alvor går i gang?

Løfterig weekend til alle 🌱

📸 Jeg tog ikke en selfie for at huske, hvordan jeg så ud den morgen. Jeg tog den for at huske, hvordan jeg havde det. Onsdag morgen stod jeg foran et stort spejl hos en samarbejdspartner i København. Et sted, hvor jeg lige nu har fornøjelsen af at bidrage et par dage om ugen. Jeg har lagt mær...

08/04/2026

15 ÅR 🤝🙏🚀✨

15 ÅR 🤝✨ Ved dette jubilæum mærker jeg først og fremmest stor værdsættelse og stille glæde. For 15 år siden tog jeg et valg. Ikke kun om at starte virksomhed – men om at stå ved et fagligt og menneskeligt ståsted: At arbejde med mennesker – menneskeligt. Siden da har jeg haft den ...

08/03/2026

Eleanor Roosevelt havde måske stadig ret

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag ♀️
har jeg fundet tre perspektiver frem – på tværs af tid – som siger noget vigtigt om lederskab, relationer og modet til at være sig selv.

Da Eleanor Roosevelt som 74-årig skrev om, hvor hun hentede sin energi, pegede hun på noget enkelt og dybt menneskeligt:

At livet bliver virkelig værd at leve, når andre mennesker har brug for én.

Samtidig understregede hun noget, som stadig er overraskende aktuelt:
At vi må balancere vores forpligtelser med afveksling og afslapning – og at vores evne til at samle ny energi i høj grad afhænger af vores livsindstilling.

Det interessante er, at hun skrev dette i en tid, hvor kvinder i høj grad var opdraget til først og fremmest at passe deres pligter.

Meget har heldigvis ændret sig siden da.
Men spørgsmålet er måske også: Hvor meget har egentlig ændret sig?

For mange kvinder – også i ledelse – kæmper stadig med balancen mellem ansvar, forventninger og retten til at sætte grænser.

Her rammer hjerneforsker Ann-Elisabeth Knudsen noget præcist i sin aktuelle bog.
At vi nogle gange må huske, at “nej” er en hel sætning.

Evnen til at sige nej er ikke mangel på engagement.
Det er en forudsætning for integritet.

Og dermed også for at kunne være noget for andre uden at miste sig selv.

Når vi løfter blikket yderligere, viser forskning i de såkaldte blue zones – beskrevet af bl.a. Susan Pinker – noget lige så tankevækkende:

Når man sorterer kost, motion og søvn fra, er der især to faktorer, som kendetegner mennesker, der lever længere og holder sig mentalt friske:

• social integration – at vi taler med mennesker i vores hverdag 🤝
• og at vi har to-tre stabile relationer, vi kan regne med ❤️

Kort sagt:
Vi mennesker er nødt til at være sociale – hver dag og hele livet.

For mig taler disse perspektiver direkte ind i det, jeg kalder Væredygtig selvledelse.

Væredygtig selvledelse handler om at have mod til at være og vise sig som det menneske, man er – og på et bevidst grundlag håndtere hverdagens udfordringer og muligheder.

Kimen ligger i vores evne til refleksion 🧭
🤔 Hvor har jeg mit fokus?
🤔 Hvilken indstilling møder jeg verden med?
🤔 Og arbejder mine tanker, følelser og handlinger for eller imod mine værdier?

Når vi tør stå i den refleksion, opstår noget afgørende:

Vi kan både
• engagere os i andre mennesker
• sige ja til fællesskabet
• og sige nej, når vores integritet kræver det.

Målet er i virkeligheden enkelt – men ikke altid let:

At hvile i at være sig selv
og samtidig nyde at skabe betydning i sine relationer og projekter.

Til glæde og gavn for både én selv – og de fællesskaber og organisationer, vi er en del af 🙏🏻

På en dag som i dag er det måske værd at spørge:

💬 Hvornår mærker du i dit arbejde, at du både er tro mod dig selv – og samtidig gør en forskel for andre?

29/01/2026

✨ OVERSKUD til nye løsninger – refleksioner fra Nytårskur 2026 på DPU

I fredags deltog jeg i Nytårskur 2026 på DPU, Aarhus Universitet – en begivenhed præget af faglig tyngde, håb og et tydeligt både strategisk og menneskeligt overskud.

Institutleder Claus Holm indledte sin tale med ordene:
“Dette er en lys-tale – en tale præget af overskud.”

Overskud kan blandt andet aflæses i, stor søgning til DPU, mange stærke ansøgere og et institut i fortsat bevægelse.

🤝 Et centralt omdrejningspunkt i talen var DPU’s kommende strategiperiode 2026–2030, hvor et styrket fællesskab er en bærende ambition. Et fællesskab kendetegnet ved disciplinær individualisme i samspil med et tydeligt fællesskabsansvar – hvor lederskab udfolder sig på alle niveauer, og hvor vi i samarbejdet er til stede, bidrager og tager ansvar.

Der blev sat ord på betydningen af kollektiv samhørighed – ikke kun i de formelle samarbejder, men også i hverdagen: i seminarer, i frokostpausen og i de organisatoriske rammer, der skal understøtte både faglig og social trivsel. Med fokus på øgede indflydelsesmuligheder og mere agile beslutningsprocesser.

🎯 Samtidig var ambitionerne klare:
At være internationalt excellent.
At styrke forskningstyngden.
At være innovative i egen pædagogik og didaktik.
At fortsætte udviklingen af attraktive studiemiljøer på campus.

🔄 Og ikke mindst, at balancere det dobbelte kerneansvar som både forsknings- og uddannelsesvirksomhed – hvor fællesnævneren er evnen til at oversætte forskning til konkrete løsninger, og hvor studerende understøttes i at transformere deres læring til praksis.

🌱 Med dyb værdsættelse over at bidrage som ekstern lektor gennem de seneste tre år – med vægt på min anmelderroste bog Væredygtig ledelse og humanokratisk praksis – oplever jeg det som en gave at være en del af et fagligt miljø, hvor begrundede håb ikke står alene, men hviler på vedholdende strategiske indsatser og dokumenteret mobilitet og resultatskabelse i de seneste strategiperioder.

Det peger på et øget potentiale for livfuld sammenhængskraft og konkurrencedygtig værdiskabelse – og på modet til at innovere de kerneområder og kernekompetencer, man ønsker at differentiere sig på.

🌍 Jeg er overbevist om, at når vi konsekvent vægter væredygtige samarbejdsmiljøer, der fremmer menneskeligt overskud til overskud, så skærper vi frisættende forbundethed, innovative løsninger og formålsbåret fremdrift.
Til gavn for den oplevede kvalitet hos studerende og samarbejdspartnere – og styrkende for ambitionen om at være toneangivende med højeste kvalitet i uddannelse og forskning og et stærkt engagement i samfundsudviklingen lokalt, nationalt og globalt.

30/12/2025

TILLID til at vi i 2026 bliver endnu bedre til at bygge bro mellem eksistens, etik og udviklende arbejdsfællesskaber 🤝

Ved årsskifte, mærker jeg først og fremmest stor værdsættelse og håb 🙏🏻

Værdsættelse af at arbejde med ledere og organisationer, der tager alvorligt – menneskeligt. Ikke som bløde værdier, men som et grundvilkår for bæredygtig organisering, ansvarlig ledelse og reel værdiskabelse.

Noget af det mest meningsfulde, jeg ved, er at undervise og samarbejde med masterstuderende. Ledere og praktikere, som midt i et travlt arbejdsliv insisterer på, at ny viden og kritisk refleksion skal kunne bruges. At begreber først har værdi, når de kan omsættes til dømmekraft, handling og ansvar i hverdagen.

I den offentlige samtale – også her på LinkedIn – ser jeg jævnligt, hvordan fremtrædende fagpersoner markerer, hvad er og ikke er. Ofte med et tydeligt opgør med modeller og metoder og en understregning af, at ledelse primært handler om viden, begreber og forståelser.

🔎 Her bliver jeg nødt til at være mere tydelig:
Det er et privilegeret standpunkt.

For i praksis kan ledere ikke nøjes med at forstå. De skal handle. Og de bliver målt – ikke på deres begrebsapparat og tidligere kunnen – men på de menneskelige, organisatoriske og forretningsmæssige konsekvenser af deres valg.

👉 Et jordnært eksempel fra virkeligheden:
En leder kan forklare psykologisk tryghed korrekt og reflekteret.
Men hvis samme leder fortsat, presser dagsordener igennem, undgår konflikter, lukker dialogen når tiden er knap, og ikke følger op når medarbejdere siger fra – så eksisterer den psykologiske tryghed kun i sproget.

Her er viden ikke neutral.
Her bliver fraværet af handling et ledelsesvalg.

Det er netop derfor, jeg insisterer på, at viden, begreber og teorier forpligter, når man har ansvar for andre menneskers arbejdsliv. Viden og hensigter skal kunne omsættes, afprøves og justeres i praksis – ellers risikerer vi at efterlade ledere alene med både ansvaret og skylden.

Det handler ikke om at vælge side mellem teori og praksis.
Det handler om at tage ansvar for forbindelsen mellem dem.

At bygge bro mellem det, der hidtil har fungeret – og det vi nu ved, er mere udviklende, opbyggende og fællesskabsbefordrende.
At lade strategi kunne ses i hverdagen.
At lade værdier kunne mærkes i relationerne.

🌱Det er dét, både ledere, organisationer og masterstuderende fortæller mig, gør en forskel:
Når teori ikke fritager for ansvar – men kvalificerer handling.
Når refleksion ikke stopper ved erkendelse – men munder ud i praksis.

Det er her, min faglige bor.
I og Væredygtig selvledelse.
I det menneskelige ansvar, vi har for hinanden – og for de arbejdsfællesskaber, vi former hver dag.

Mit for 2026 er, at vi bliver endnu mere modige i netop dette:
At insistere på, at ledelse altid er både et etisk, eksistentielt og praktisk ansvar.

LØFTERIGT nytår og på praksis lærende gensyn 🤝🚀