25/10/2011
Det kan ske for selv den bedste, og åbenbart også for undertegnede. Det er ellers længe siden sidst, men på det seneste er det som om den er kommet snigende. Den har taget et langsomt tilløb, men nu er det helt tydeligt, den er her. Jeg mærker det helt ind i mit inderste indre, og bare det at mærke den, gør det hele værre. For det kan da ikke være rigtigt? Ikke mig. Det er jo nærmest pinligt, når jeg nu har den funktion jeg har. Coach og alt det der.
Men den er god nok. Desværre. Jeg har en dårlig dag. Ikke bare lidt dårlig, men godt gennemrådden. Jeg er gnaven. Starter dagen med at liste ud af sengen, uden at sige godmorgen, og uden at reagere på armen der sniger sig over fra den anden side af sengen, for at markere at det nok er liiiige tidligt nok for den kvindelige halvdel af vores lille familie.
Rammer badeværelset med en uendelig trang til bare at give op. Præcist hvad der skal gives op, står lidt uklart, men det er tydeligt for mig, at det i hvert fald skal gives op. ”Det” kan faktisk rende og hoppe”. Tænder radioen. Hvor er de gode morgenværter? De rigtige? Dem som altid er der, de eneste som virker. Hrmpf…de er åbenbart i Berlin for at lære at lave radio. Irriterende. Men ret typisk for den her møgdag.
Da jeg kommer op i soveværelset er hun stået op, og gået ned i køkkenet kan jeg høre. Tager tøj på, og går i køkkenet. Jeg forsøger virkelig at være optimistisk. Ingen grund til at starte dagen med en krig. Det går dog ikke skide godt. Nødtørftige morgenhilsener, og et kys på panden.
”Sovet godt”
”Nej”
”Nå, det samme her”
Får mig noget morgenmad. Hun spørger mig til en ting på jobbet. Jeg vrisser af hende. Synes ikke rigtigt det kommer hende ved. Jeg skal bare lige sidde her med mit blad og koge. Hun går på badeværelset med et dybt suk. Fint, så får jeg fred.
Inden jeg går, skal jeg lige op og sige farvel. Ok, strengt taget er det ikke hendes skyld at jeg har en rådden dag, så jeg tager mig sammen. Hun skal have et kys, et kram og et ønske om en god dag.
Så gør hun noget. Lidt irriterende faktisk, for det ødelægger min ellers perfekt dårlige morgen. Dobbelt irriterende, fordi det er sådan et møgbilligt kneb, som jeg oven i købet selv har lært hende. Typisk som den slags kommer tilbage og bider en lige i røven.
Men det virker. Jeg begynder at grine. Jeg kan jo godt selv se det, det holder jo ikke. Skynder mig dog at kalde hende for irriterende. Men det virker ikke rigtigt, når man siger det med et stort smil på læben.
Jeg er lige blevet coachet på 10 sekunder. Og det er mig der er coachen, ikke hende!!! Coaching er i sin grundessens at stille forstyrrende spørgsmål, så den coachede får ændret sit tankemønster. I det her tilfælde skulle der kun et enkelt spørgsmål til. Det satte mig på rette spor, og nu er jeg overbevist om at jeg får en dejlig dag, på trods af den dårlige start. Ind imellem er livet ikke så svært.
Den morgensure coach
Hvad hun spurgte om?
”Hvilken slags dag vil du gerne have i dag?”
