10/09/2015
I morgen er det 2 x 7 år siden terrorangrebet på World Trade Center.
På tirsdag er det 7 år siden Finanskrisen for alvor startede med Lehman Brothers krak.
I denne september er det så flygtningekrisen i Europa.
Det er selvfølgelig ikke en regel, men hver 7. september ser ud til at give store udfordringer.
Man kan selvfølgelig begynde at overveje, hvad man skal gøre af sig selv i september 2022.
Men måske er det mere konstruktivt, hvad man kan lære af det. Mit bud er følgende
1. Alle tre ting er kommet som lidt af et chok, selvom alle tre ting ligesom lå i kortene. Vi har længe vidst, at Syrien var i opløsning og i virkeligheden meget store dele af Mellemøsten og Nordafrika. Ligeledes var ejendomsprisstigningerne ude af kontrol forud for sammenbruddet i subprime og i øvrigt det danske boligmarked. Det er i øvrigt tilfældet igen ret mange steder i verden. Og hvad 11. september angår, var CIA jo opmærksomme på Bin Laden og for at det ikke skal være løgn havde der faktisk været et terrorangreb på World Trade Center tidligere. For at gøre en lang historie kort synes jeg, at læresætning nummer 1 må være, at man - ligesom fx. på miljøområdet - må anlægge et forsigtighedsprincip, når man taler om risici, der er tæt på at være eksistentielle.
2. Den offentlige debat om alle tre begivenheder har været ekstremt polariseret efter min mening og meget lidt faktabaseret.Vi er nødt til at have bedre fakta fra medier og andre for at kunne danne os en kvalificeret mening. Jeg indrømmer gerne, at min viden om Syrien er - for at sige det mildt - begrænset, men det er altså også meget svært at finde informationer, som virker objektive og valide.
3. Det tredje og måske vigtigste er efter min mening, at det politiske system i både Europa og USA har vist så store svaghedstegn, at man må anlægge et forsigtighedsprincip og lave det om. Det gælder på EU-plan, hvor det jo rent ud sagt er en parodi, at formanden for EU-kommissionen er den tidligere leder af den europæiske udgave af Cayman Islands. Hvordan skulle han på nogen som helst overbevisende måde kunne appellere til europæisk solidaritet? Hvad er det for et vanvid, der har grebet vores eget land, når det tilsyneladende er politichefen, der fører udlændingepolitikken?
Det er nemt at skyde skylden på politikerne, men det er ikke mit formål. Jeg synes, at når det går så galt på så vigtige spørgsmål så mange gange, er det nok en systemfejl. Jeg kan ikke huske om det var Einstein eller en anden, som ikke var helt tabt bag en vogn, der sagde noget i retning af, at de virkelig vanvittige er de, der gør det samme igen og igen og forventer at opnå et andet resultat næste gang. Det gælder desværre efterhånden os, der forventer, at der kommer noget fornuftigt ud af Slotsholmen, Bruxelles og Washington.
