15/02/2026
Endnu et vigtigt emne jeg også vil tage op er den særlige form for dårlig samvittighed, som også følger med når man har valgt en frivillig anbringelse. Noget som jeg også synes er vigtigt at få sagt højt ❤️
Den der kommer,
når jeg er syg.
Når kroppen siger stop.
Når hovedet dunker, feberen banker, og energien er væk. ❤️🩹
For når jeg er syg,
kan jeg ikke bare tage mig sammen og køre derned.
Og selvom jeg ved, at hun er i gode hænder…
så føles det alligevel forkert. 💔
For hvilken mor bliver hjemme,
når hendes barn bor på bosted?
Hvilken mor bliver under dynen,
når planen egentlig var et besøg? 🥺
Jeg ved godt, hvad svaret er:
En mor, der også er et menneske.
En mor med en krop, der også kan blive ramt.
En mor, der ikke hjælper nogen ved at køre afsted på pumperne. 🙏
Men samvittigheden lytter ikke altid til fornuft.
Den hvisker:
“Hun har allerede måttet undvære dig så meget…”
“Burde du ikke bare tage afsted alligevel?”
Og den gør ondt.
For jeg vælger hende – hver eneste dag.
Også de dage, hvor jeg ikke fysisk kan være der.
Også når kærlighed må sendes i tanker, og savn, i stedet for i kram og hånd i hånd. 🥺❤️
Det er ikke ligegyldighed.
Det er ikke fravalg.
Det er bare endnu en af de svære realiteter,
når man er mor til et barn, der bor et andet sted. ❤️
Og måske skal vi sige det højt:
At dårlig samvittighed ikke altid betyder,
at man gør noget forkert.
Nogle gange betyder det bare,
at man elsker rigtig meget. ❤️