30/04/2023
Kære alle.
For et godt stykke tid siden bad jeg om andre pædagogers erfaringer med deres arbejdsmiljø. Anonymt og i mail eller på Messenger. Den slags forpligter.
Det har været en svær øvelse.
Der var virkeligt mange fortællinger, der pegede imod et alt for dårligt arbejdsmiljø for pædagoger.
Strukturelt, fagpolitisk, fagligt, samt konkret og kontekstuelt i forhold til hverdagens praksis.
Fokus blev særligt på svar fra vuggestue og børnehave, hvilket i min optik giver fin mening.
Læsetiden er lang. Passer nok til en kop kaffe på ca.15.min.
Giv et læs, en kommentar til debatten en deling eller blot et like eller anden reaktion.
Glædelig 1.maj.
MVH. Daniel.
1.Maj 2023
Følgende kan tilsendes i pdf format.
Tekst påbegyndt: 14/4-23.
Udgivet: 1/5-2023-Arbejdernes internationale kampdag.
Ca. læsetid: 16-Min.
Overskrift: Det gode pædagog-liv. Har vi det?
Anonymt citat: “Jeg tror ikke på at vi pædagoger og ledere helt forstår, at vi er frøer i en gryde, hvor vandet har nået sit kogepunkt… det har faktisk kogt i årevis.”
(Alle bidrag er videregivet anonymt. Nogle med små redigeringer uden særlig indflydelse på betydning.)
En tanke nager. Eller rettere. Mange tanker nager.
Det er tanker der kredser om pædagogers vilkår.
Om deres mulighed for trivsel i arbejdet.
Om deres mulighed for efteruddannelse.
Om arbejdsmiljøets indvirkning på en stigende mistrivsel i faget.
Om mulighederne for at skabe gode og udviklende børneliv.
Om hvorvidt pædagoger får en rimelig løn i forhold til deres uddannelsesniveau.
Om pædagoger får en ordentlig uddannelse og efteruddannelse, samt mulighed for at avancerer og/eller få lønforhøjelse. Hvilket jo må indebære en afskaffelse af den såkaldte slutløn efter de første 10 år af arbejdslivet.
Denne tekst og dens indhold er lang. Og indholdet er søgt værende repræsentativt for de fleste pædagogers vilkår for deres arbejde. Det er muligt, at visse pædagogiske opgaver og vilkår er underrepræsenteret eller fraværende i denne tekst. Det beror allermest på præmissen om bidrag fra virkeligheden. Ikke desto mindre tager den fat på pædagogers forhold på det generelle plan.
Teksten handler samtidig om en indirekte kritik af de temaer, som BUPL de sidste mange år har fokuseret på. (Eller undladt at fokuserer på!)
Har vi ramt rigtigt?
På den rigtige måde?
Har “samarbejdspolitikken” mellem BUPL, KL og de politiske partier været den rette vej?
Er løn det vigtigste tema lige nu? Løn er let at få fagpolitisk tilslutning til. Men måske skærmer det for vigtigere dagsordener?
Samtidig er det vigtigt at bemærke, at indeværende skrift IKKE arbejder ud fra et kvantitativt vokabular, endsige analyse, hvor statistiske undersøgelser får en særlig plads som valideringsværktøj.
Tværtimod vil denne tekst fokusere på almindelige dygtige pædagogers erfaringer fra deres hverdag. Og kan derfor siges at være tættere på en kvalitativ tekst uden endegyldige svar. Og allermest pege på spørgsmål til videre drøftelse.
I stedet skal teksten opfattes som noget der kan kickstarte debatten om pædagogers vilkår, samt rotere rundt om BUPL`s strategi for det gode pædagogliv…
Udgangspunktet for teksten er en spørgerunde i facebookgruppen : “Pædagogfagligt netværk”, der er en offentlig gruppe for pædagoger med (D.D) 52.420) medlemmer, fra mange forskelligartede pædagogiske funktioner.
Her svarer pædagoger i forskellige funktioner anonymt på spørgsmål om deres erfaringer, oplevelser og meninger om vilkår for deres arbejde, og de skæbner de tænker dette afstedkommer for Danmarks børn og unge.
Som en slags intro til teksten vil jeg starte med følgende bidrag:
“For ikke så længe siden oplevede jeg et barn på 5, skubbe et andet barn på 5, så hårdt ned af et bord, at pigen ramte ryglænet med struben." " Jeg kunne ikke nå at forhindre det, for jeg var alene.”
Situationen her er sikkert genkendelig for mange pædagoger i vuggestue og børnehave. Og den vækker frustration over ikke at være nok voksne. Ikke at være nok hænder. Det er ikke kun voldsomt uheldigt for børnene, men er også kimen til et særligt stressende og dårligt arbejdsmiljø for de involverede pædagoger.
Nogle pædagoger oplever, at blive bremset på forskellig vis ved, at det selvsamme system, der burde være designet til at hjælpe barnet med udfordringer og mistrivsel, ikke formår at løse opgaven. Derfor er oplevelsen, at besparelser og bureaukrati er med til at fastholde børn i situationer, der er uheldige for deres trivsel og udvikling. Og her er konsekvensen ikke kun synlig eller tæt på for børn eller familie. Over tid skaber præmisserne nemlig en art faglig resignation. Hvilket også fremgår i følgende citater:
“Udsigten til at få ekstra ressourcer til børn i udsatte positioner i daginstitutionerne, er tæt på umuligt, pga. besparelser på området.
Jeg har årligt haft 1 barn eller 2 på min stue, der havde brug for ekstra ressourcer og selv med skarpe og tydelige beskrivelser og argumenter i ansøgningerne, fik vi afslag gang på gang.
Jeg har nærmest givet op med at bruge tid på de grundige beskrivelser, da dét også tager tid fra arbejdet med alle de andre børn.
Eller som en anden beskriver:
“Har oplevet det samme." Børn som falder fuldstændig igennem i systemet som fx 4 årige børn, som har levet med omfattende omsorgssvigt, de falder igennem på trods af gentagne underretninger og møder med PPR. Der var ofte intet at få, af hjælp/støtte til, eller der er utrolig lange ventetider. Det var tæt på at få mig til at stoppe i det her fag. "Jeg blev ikke pædagog for at se på børn blive svigtet.”
Og igen:
“Det er vidst en offentlig kendt hemmelighed, at man i visitationen presses til at sende børn med behov for 1:1 normering ud i botilbud med dårligere normering (læs billigere) det er så godt som altid dømt til at gå galt - har selv stået i det, hvilket resulterede i flere langtidssygemeldinger, da personalet ikke var uddannet til at imødekomme barnets behov, ligesom rammerne heller ikke matchede.”
Andre fortællinger, hvor bemanding og vilkår ikke kan løse de pædagogiske opgaver, er mange. I det følgende er der flere bud på, hvordan de vilkår pædagoger arbejder under, ikke kan imødekomme børns behov for trivsel, støtte, vejledning, eller nødvendig udlicitering af opgaverne til andre mere passende professionelle.
“Jeg har som vikar siddet med 11 børn om et bord, da det ene får et epileptisk anfald." Jeg var helt alene da min kollega var ude og skifte ble.”
Og videre:
“Jeg har oplevet børn med enormt tydelige behov for særtilbud blive afvist gang på gang. "Selvom barnet på ingen måde trives i almen tilbuddet."
Og i samme tråd nævnes de negative konsekvenser af pædagogers vilkår.
Disharmonien mellem muligheden for at hjælpe, støtte og skabe udvikling, dannelse og trivsel hos børn, og muligheden for at bedrive det arbejde under givne vilkår.
Hvor udfordringer nogle gange kan forstås som styring (Og hermed en tidsmæssig udhuling af de professionelles råderum over egen praksis) via koncepter, økonomistyring, dårlig normering og mistillid til fagprofessionelles autoritet og frihed ind i opgavernes praksis og løsninger. Det beskrives for eksempel:
“Jeg har oplevet mange kollegaer tydeligt give udtryk for, at de ikke gider være der, er trætte, er stressede, har mareridt om nogle af børnene.”
Eller videre hedder det:
“Jeg har oplevet millioner af gange at være alene med 11 vuggestuebørn / 20 børnehavebørn fordi kollegaen var ude og skifte bleer". “Både som vikar og studerende(og om lidt nok også som færdiguddannet).”
Og frustrationen og den faglige indignation fortsætter:
“Jeg har oplevet al pædagogik forsvinde for at bevare de basale omsorgsbehov - mad, bleskift, kram." "Tænk, at vi er nået hertil.”
De behov pædagoger, med deres faglighed og etik ved er så vigtige, bliver sværere og sværere at imødekomme i de rammer og vilkår vi sættes i. Som en skriver om denne urimelige situation:
“ Fælles for historierne er, at alle mine kollegaer var, eller i hvert fald en gang var, meget glade for deres arbejde og brændte for det. "Men i takt med ringere vilkår blev de også mere udbrændte.”
Som bekendt er stress og mistrivsel blandt pædagoger netop en stigende faktor for vores arbejdsliv. Det samme gør sig gældende for de børn og unge som vi skal hjælpe til en god start på livet. Ja. Hjælpe til gode liv. Og det kan vel ikke være rimeligt? For hverken børn, forældre, eller pædagoger?
En skriver:
“Hej Daniel,
Jeg så dit opslag i pædagogfagligt netværk og har lyst til at byde ind med en historie. Der skal spares i den kommune, jeg bor og arbejder i, og det vil betyde serviceforringelser, har vi fået at vide. Jeg arbejder på en specialskole, hvor vi har fået at vide, at de, der kan råbe politikerne op, det er forældrene, og derfor ønsker ledelsen, at det skal kunne mærkes, at vi ikke har lige så mange penge og derfor ikke har et lige så godt tilbud. Blandt andet har de bedt os om, ikke at gøre vores sommerferiepasning særligt attraktiv i forhold til de aktiviteter, vi påtænker at lave. Det er eddermame fagligt utilfredsstillende, at nogen beder en om at gøre sit job dårligt. Og jeg har IKKE tænkt mig at bruge vores (i forvejen) udsatte børn som en brik i et politisk spil.
Det her er blot en af maaaange historier jeg kan komme med. En anden kunne være, at man i sit værdigrundlag ønsker at være et fagligt fyrtårn, men har flere medhjælpere ansat, end uddannet personale.”
Eksempelvis er der en historie fra Herlev Kommune, hvor Thomas Gyldal Petersen, Herlevs borgmester og formand for børne- og undervisningsudvalget i KL, har ansvaret. Overskriften på artiklen hedder sigende:
“Politikere kalder brugen af vikarer i Herlevs folkeskoler både ‘bekymrende’ og ‘alvorligt’.”
https://heleherlev.dk/politikere-kalder-brugen-af-vikarer-i-herlevs-folkeskoler-baade-bekymrende-og-alvorligt/?fbclid=IwAR2yO69Bwc8z92FOSkme8DFgjwcsZi6orGxlvxq7agcvnOREFIq1ZOW35i8
Det er således ikke kun i vuggestuer og børnehaver, at uudannede og unge vikarer sættes til at stå for en i forvejen uoverkommelig opgave med at sikre kvaliteten af det gode børne og ungeliv. Folkeskolen, hvor pædagoger som bekendt har en stor rolle, rammes også.
Fortællinger om pædagoger ansat i skole og SFO lyder da også, at mange bruges som vikarer, i stedet for at passe deres job som primær pædagoger på en årgang, eller i en klasse. Resultatet er dårligere relationer til børnene. Hvorfor den vigtige relationsdannelse, der er kimen til et godt pædagogisk udviklings- og trivselsarbejde, som ja, endda styrker læringspotentialet, forringes og udhules. Med mistrivsel blandt børnene til følge.
Eksemplet fra Herlev står selvfølgelig ikke alene. Der er generelle rygter og beskrivelser i hverdagen om et netop voldsomt forbrug af vikarer i folkeskolen. Både for lærere og pædagoger.
Vi mangler simpelthen professionelle til at varetage opgaverne.
Der uddannes samtidig ikke nok pædagoger.
De kommende årgange er små.
Mange pædagoger står til at gå på pension.
Flere og flere trækker sig fra faget på grund af mistrivsel.
Man må undre sig over, at situationen får lov til at fortsætte på denne selvmords færd.
Samtidig vokser frustrationen over tilstanden. Her skrives for eksempel:
“Manglen på kollegaer i vuggestuer/børnehaver, for overhovedet at nå et minimum af pædagogik, skriger mod himlen".
Ja, og nu er den minimums-lov (som blot var et flot hold kæft bolsje) så godt som skrottet. “
Eller videre:
“Vi skal kæmpe for flere kollegaer (om de er uddannede eller ej!) -og stoppe med at slide vores nuværende ansatte i bund -tilmed med krav om fuld tid!
Det giver ingen børn eller voksne flere kolleger, hvis vi kræver alle går på fuld tid. Det giver ikke flere favner, ikke flere hjerner at spare med… Det vil med garanti betyde, at en som jeg, forlader faget -og det er vel næppe formålet…”
Man kan tydeligt læse i teksten ovenover, at frustrationen og indignationen er så høj, at selv kravet, eller håbet, om flere uddannede kollegaer kan forlades. Hvis blot der er hænder nok.
Frustrationen bliver yderligere tydelig med følgende udsagn:
“Jeg har aldrig lagt skjul på min frustration over en fagforening(er), der ikke formår at læse deres medlemmers berettigede kritik, som det nødråb, man aldrig vil få via ‘tilfredsheds/brugerundersøgelser… Et gennemsnit over alle pædagogernes meget forskellige vilkår, giver jo ikke et reelt billede af hvor behovet er størst.
En fagforening, som let kunne få fakta på bordet, havde de været ude i praksis og set og oplevet jammerlige normeringers konsekvenser for pædagogernes vilkår og faglighed. En fagforening, som roste pædagoger for at stå frem med ‘min normering’, men som ikke spottede muligheden for f.eks. at få flere tal via f.eks. en anonym whistleblower-app, hvor pædagog og medhjælper let og hurtigt kunne melde dagens normering ind…”
For ja, ledere kæmper for at få enderne til at mødes -men når det hele allerede kollapser, er blot en kollega fraværende, ja så siger det jo alt om de reelle normeringer.
Jeg tror ikke på, at vi pædagoger og ledere helt forstår, at vi er frøer i en gryde, hvor vandet har nået sit kogepunkt… det har faktisk kogt i årevis.”
Det er en krads kritik af BUPL, der tegnes i ovenstående fortælling. Og jeg kan sagtens leve mig ind i den harmdirrende frustration, som den er udtryk for. At den oplevelse og erfaring er virkeligheden for rigtig mange pædagoger i en tid, hvor pædagogprofessionen langsomt kvæles og indsnævres til ren nødpasning.
Hvor hverdagen byder på evige seancer af kompromisser på både faglig etik og faglig praksis.
Det er unødigt dårligt prioriteret, at Folketinget ikke sikrer børn og unges trivsel, personlige udvikling, læring og dannelse, ved at sørge for ordentlige arbejdsvilkår for en af Danmarks vigtigste professioner.
Vi må spørge os selv?
Hvorfor dropper man ikke budgetloven?
Hvorfor tilføres der ikke nok midler til pædagoguddannelsen?
Hvorfor sikres der ikke nok midler til efteruddannelse?
Hvorfor uddanner man ikke medhjælpere med løn i større omfang?
Hvorfor styrker man ikke praktikvejlederuddannelsen?
Hvorfor taler vi om papirsnormeringer forklædt som minimumsnormeringer, når alle ved at vi har brug for maximumsnormeringer? Ja- Gulv Normeringer?
Hvorfor sikrer vi ikke udviklingen af kvalitativ og kontekstuel forskning på børne- og ungeområdet, sådan at vi kan sprede praksisorienteret udviklingsarbejde blandt de professionelle? De, der rent faktisk ved hvad de arbejder med og hvorfor?
I den forstand er det svært at udtømme de kritiske spørgsmål til både BUPL, KL og den til enhver tid siddende regering.
Vores vigtigste råstof er de kommende generationer. Og vi misser chancen for, at hjælpe dem ordentligt på vej, på en kløgtig, etisk forsvarlig og forebyggende facon.
Jeg tror sgu vi sover i timen her. Og det vil bide sig selv i halen, når stigningen af ældre for alvor sætter ind…
Hertil kommer, om vi for alvor kan sikre rekruttering under de givne vilkår?!? Samt. Og det er mindst ligeså vigtigt. Om vi kan fastholde de pædagoger, der allerede arbejder i branchen, når både løn og vilkår er uovertrufne dårlige?
Andre skriver (Her om de dårlige normeringer):
“Den aktuelle pædagog mangel er jo blot et eksempel på, at vi har satset forkert i tidligere OK -vi ikke har fokuseret på at sikre en værdig normering… Hvem gider lege børne-bunkePasser, hvis man har uddannet sig til at være pædagog?”
Og om frygten for fremtiden:
“Jeg gruer for når to af mine kolleger går på pension inden for nærmeste fremtid… For ja jeg kan nok tiltrække en pædagog og medhjælper eller to, men dem ‘tager’ vi så fra en anden vuggestue… Det er fandme ikke fedt…”
Til spørgsmålet om arbejdsmiljø er her en længere og uddybende kommentar:
“Hej Daniel
Du spørger til eksempler på arbejdsmiljø 😊
Jeg arbejder i en integreret inst. I børnehaveafdelingen. Den består af 3 stuer og er en 60 børns inst. ( i gamle dage 80 børn) vi har i de sidste par år nået op på 25 børn pr stue 😕
Vi er fast 2 pædagoger på hver stue og en medhjælper/studerende vi har forskellig timetal.
Antallet af børn er efter en sommerferie på ca 17-19 børn pr. stue og stiger så i løbet af året.
Som alle andre steder går vi til møder, netværk, forældresamtaler og meget mere. Her er det bestemt ikke altid der bliver sat vikardækning på. Eksempel på mandag har min studerende fri ( arbejdstid 8-12) det betyder vi er 2 pædagoger til 21 børn. Heraf er der pt. 3 børn der kræver en hel særlig tilgang med kæmpe omveje, tålmodighed, særlige hensyn og voksne med et roligt nervesystem. En helt uoverskuelig opgave når vi kun er 2 ( også svært når vi er 3 fra kl 9-12) jeg oplever at de veltilpassede børn ikke får den opmærksomhed de har brug for. De passer ofte sig selv og leger "bare". Børns leg er vigtig MEN det er nærværende og tilgængelige pædagoger også. Børn der fylder eller kræver noget særligt ( dem har vi flere og flere af) tager al vores tid og opmærksomhed. De 3 årige der starter bliver alt for hurtigt overladt til sig selv hvis ellers de er “nemme” men de har stadigvæk brug for tæt kontakt med pædagoger.
Den tid vi har til forberedelse til f.eks. Tr. opgaven, forældresamtaler, tjek op på aula og lignende er skemalagt men ofte aflyses den, eller også går man fra med dårlig samvittighed fordi vi ved, at 2 personaler er alt for lidt.
Når vi spiser frokost på vores stue og er 3 personaler, har vi 4 børn der spiser ved et bord alene. Det antal øges efterhånden som antallet af børn øges.
De fysiske rammer i huset, og de mange børn skaber konflikter og støj, som ikke er til gavn for nogen. Pt har vi et barn på en stue der burde gå i specialbørnehave. Han har fået stillet et helt rum til rådighed for, at han kan være der. Det går ud over pladsen til andre børn. Vi har langt om længe fået 20 eksterne timer til ham (han er der 30-35 timer om ugen) resten betales af eget budget og betyder færre penge til vikarer eller medhjælper timer.
Jeg oplever på ingen måde at vi kan leve op til lovgivningen, og er rigtig bekymret for det kommende tilsyn. Det bliver umuligt at leve op til den model (......) kommune har valgt. Desværre tror jeg ikke pilen kommer til at pege tilbage til kommunen, men på ledelsen og medarbejderne. 😡
Håber der er noget du kan bruge. Og tak fordi du gider kampen.”
Ovenstående kan virke som noget af en bombe. Men den er eksemplarisk i forhold til de fortællinger, som der kører inden for det faglige fællesskab. Derfor er kritikken af BUPL heller ikke så langt væk.
“Det er jo lige præcis det." “Vores” fagforeninger arbejder ikke for at forbedre pædagogernes arbejdsvilkår. De arbejder desværre for at kunne lave symbolske aftaler, der ikke forandrer noget som helst.
"Vi burde have en fagforening der flytter pædagogernes stress væk fra individet og hen på de dårlige arbejdsvilkår.”
En medhjælper beskriver sin situation:
“Jeg arbejder som medhjælper i en integreret institution.
Vi har to stuer med normalt 12 børn på hver. Pt. er der 13 børn på hver stue, og snart kommer nr. 14. Kommunen har måtte lukke stuer i flere institutioner p.g.a. pædagog mangel. Derfor er der blevet åbnet for, at vi, hos os, skal køre med 14 børn.”
Og videre lyder det:
“Der har tidligere været ansat fire pædagoger i vuggestuen, men grundet to opsigelser og en barsel er der nu kun én.
Vi er i hvert fald to medhjælpere der gerne vil merit-uddanne os, men nu ordningen med løn under uddannelse er lukket ned af KL, er det jo ikke helt så nemt. Det er ikke så meget pga lønnen for mit vedkommende, men mere fordi, jeg ikke synes, det giver en særlig god work/life-balance at skulle arbejde og studere samtidigt (som man skal på pædagog som sporskifte-meritten).
Det er nemlig ret drænende at have ansvar og opgaver som en pædagog uden at have uddannelsen. "Jeg sparrer med min leder og den tilbageværende pædagog, men jeg synes godt nok, det er svært.”
Her til sidst får vi en snert af de besværligheder der skabes for de medhjælpere, der gerne vil uddanne sig og blive til professionelle pædagoger.
Desværre bremses nogle medhjælpere af økonomiske og praktiske hensyn, da de ofte har et familieliv eller andre kontekster, der gør det umuligt at tage en SU finansieret pædagoguddannelse. Endsige tage en aftenmerit efter et fuldtidsjob som medhjælper.
Så!
Hvad foregår der egentlig? Med vilkårene for den pædagogiske professions arbejde? er vi ved vejs ende for fagforeningernes særlige arbejde som opposition og talspersoner for professionelle arbejderes arbejdsmiljø og vilkår? Ser vi en generel udmavring af fagpolitikkens indflydelse?
Bevares. Hverdagen kører.
Der arbejdes hårdt, godt og indædt af de tillidsvalgte i BUPL på alle niveauer.
Spørgsmålet er ikke rettet imod indsatsen. Men imod strategien, der vælges af ledelsen. Og jo. Selvfølgelig spørges vi.
Men som medlemmer nudges vi også af dem, der burde vide bedst…
Opsamlende, tilføjende og næppe udtømmende kan vi sige:
Vi uddanner for få pædagoger.
Pædagoguddannelsen er for dårlig.
Efteruddannelse er ikke sikret for alle.
Praktikvejlederuddannelsen bør styrkes.
Favorabel uddannelse af fastansatte medhjælpere bør styrkes.
Vi skal have maximum-normeringer ikke papirs-minimumsnormeringer.
Vi skal frisætte pædagogers professionelle dømmekraft.
Vi skal lytte til den pædagogiske etik.
Vi skal mindske strukturelle barrierer mellem pædagog, PPR, og lignende.
Vi skal klæde BUPL bedre på, så de kan varetage vores vilkår bedre.
Vi skal kæmpe for at afskaffe budgetloven og søge højere løn.
Vi skal kæmpe for afskaffelse af “slutløn”!!!!!!!
Vi skal ud af samarbejdspolitikken med KL og de gængse politikere i en siddende regering.
Vi må orientere os mere balanceret imellem ja-hat og nej-hat…
Jeg er med på, at resultatet af denne tekst er lettere "fantastisk". Endda, at klogere mennesker end jeg med det samme vil kaste sig over teksten og gennembore dens saglighed og validitet med alskens kvantitative og lignende til dels faktuelle modargumenter.
Jeg er samtidig med på, at teksten ikke indeholder en masse fyldestgørende svar på pædagogprofessionens udfordringer.
Det beror allermest på tekstens form. Nemlig at synliggøre udfordringer og nej-hat, frem for succes- historier og ja-hat.
Fordi det er på tide, at vi siger stop! At vi siger NEJ.
Det er ikke godt nok! Vores arbejdsliv og arbejdsmiljø opnår ikke den forventelige kvalitet og etik. Og det går ud over de mennesker vi er sat i verden for at støtte, hjælpe og uddanne.
Så spørgsmålet her er. Helt til sidst.
Hvad tænker I?
Som menige pædagoger.
Jer der ikke har bidraget til denne tekst. Men jer som blot læser med.
Hvad er jeres virkeligheds udfordringer i, og med, det pædagogiske arbejde?
Lad os alle høre. Anonymt i min mail, eller her i indeværende tråd/debat?
Hvor skal vi hen du??!!??
Mail: [email protected]
»Jeg anerkender fuldkommen, at der eksisterer en udfordring omkring vikardækning på folkeskolerne i Herlev, og det skal tages meget alvorligt.« Sådan lyder det fra børne- og uddannelsesformand Marco Damgaard (S) som reaktion på Herlev Bladets seneste artikel om undervisning og brugen af vikar...
