31/03/2024
NÅR NATUREN DØR
Da Greenpeace inviterer mig til at holde en begravelsestale over Vejle Fjord, står jeg over for et dilemma. Begravelsen den 6. april skal holdes ved bredden af fjorden. Der vil være en præst, gravøl og sænkning af gravsten, alle disse ritualer, der skal forsone med tabet og måske endda give en smule håb. Men vil en begravelsestale ikke mest af alt minde om en politirapport?
For der er en drabsmand, og vi er alle hans medvidere, det landbrug, der nægter at begrænse sin udledning af kvælstof. For gødning skal der til, vækst, skal der til, en udpint, misbrugt jord trænger til kunstigt åndedræt. Og så ryger livet langs de danske kyster med i købet i det, de indenfor militæret ville kalde collateral damage, utilsigtet skadevirkning, som når et missil ved en fejl rammer uskyldige civile. Så det er den status, havlivet langs vore kyster og i vores fjorde har: Uskyldige liv, der stod i vejen i landbrugets krig med naturen.
Danmark er målt pr. indbygger en af de største CO2-udledere i verden, nummer seks på den sorte verdensrangliste over klodens mest effektive kvælere, og allerede den 18. marts, tolv dage tidligere end sidste år, havde vi opbrugt vores del af planetens ressourcer. Hvis der var en tilsvarende deprimerende rangliste over kvælstofudledere, ville Danmark med landbruget i spidsen sikkert kunne fejre lignende triumfer.
Vi er jo vant til begravelsestaler over hele erhverv. Ikke mindst over minkbranchen, en flok af professionelle dyremishandlere, hvis fåtallige udøvere i erstatning for en brat nedlukning modtager et beløb, som nu nærmer sig 30 milliarder, en astronomisk sum i samme størrelsesorden som omkostningerne til Storebæltsbroen eller den københavnske metro.
Den egentlige skandale var ikke nedlukningen af en i forvejen konkurstruet branche, men dansk presses ukritiske køb af branchens veliscenesatte Tude-Marie-historier om hårdt arbejdende familier, der efter generationers selvopofrende indsats mistede deres livsgrundlag. Forfatteren Mathilde Walter Clark, der fortjent har vundet flere priser på sin afdækning af den virkelige skandale i bogen “Det blinde øje”, gjorde det helt basale, som journaliststanden undlod: Hun researchede. Hun købte ikke en løgnehistorie. Hun satte sig for at undersøge virkeligheden.
Når dansk landbrug føler sig presset af berettigede krav om CO2-afgifter og begrænsning af den dræbende kvælstofudledning, reagerer branchen på lignende måde. Vi får historien om Danmarks ældste erhverv, slægtsgårde, der har været i familie-eje siden Gorm den Gamle, og vi forstår, at ethvert krav til landbruget svarer til et mord på kongefamilien.
Sandheden er aldeles udansk. Kun 7.500 landbrugsvirksomheder er selvejende. Der er med andre ord stort set ingen selvstændige landmænd tilbage. Omkring 40 % af lønarbejderne i fødevarebranchen er østeuropæere, der er både underbetalte og rettighedsløse, sådan som Fagbladet3F til overflod har dokumenteret det. Er det denne slavelignende arbejdskraft, der udgør essensen af danske værdier siden Gorm den Gamle?
Landbruget er landets mest subventionerede erhverv, og ville formodentlig ikke eksistere uden EU, da den gennemsnitlige landbrugsvirksomheds årsoverskud omtrent på kroner og ører svarer til EU-støtten. Ingen arbejdsløshedsbølge ville skylle over Danmark, hvis landbruget blev nedlagt i morgen. Ingen økonomisk katastrofe rejse sig i horisonten. Livet ville vende tilbage i havet omkring Danmark, naturen ville blomstre igen, og ingen ville savne lobbyisterne fra Landbrug og Fødevarer, ja, selv det flertal i Folketinget, der stik imod befolkningens ønsker i årtier har adlydt deres diktater, ville drage et lettelsens suk.
DETTE ER ET UDDRAG AF EN ARTIKEL, DER I DAG LØRDAG DEN 30. MARTS STÅR I DAGBLADET POLITIKEN:
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9830297/Vejle-Fjord-er-død.-Der-er-en-drabsmand-og-vi-er-alle-hans-medvidere
