18/08/2026
Jeg har altid mistet.
Forleden delte jeg lidt af min historie med en klient, som sørger.
Da min mor døde, følte jeg en enorm tomhed. Jeg var 23, og hun var 56 år.
Stadig kan jeg rammes af sorg - det føles som en klump, der siger: Det er synd for mig. Jeg mangler min mor og har manglet hende i så mange år. Hvorfor var det lige min mor, der skulle dø tidligt? Jeg sørger også over, at jeg har sørget.
Der er noget selvoptaget barnagtigt i de følelser, når jeg ser dem på skrift. Men de er i min krop nu og da (selvom jeg er voksen og det er 28 år siden). Jeg vil ikke gemme dem væk, når de kommer. De må gerne titte frem og blive til tårer og hulk. Jeg er taknemlig for, at min kæreste gider høre om min mor, som han aldrig har kendt. At han trøster mig, når sorgen og minderne ruller en sjælden gang. Det gør det lidt nemmere at bære.
____
Her i klinikken kan jeg holde et rum for dig, som har mistet. Måske er der et bestemt område af kroppen, som holder på al tristheden og vreden over, at nogen skulle dø fra dig. Selv mange år efter.
Du er altid velkommen.
