05/10/2026
Jeg holder af mennesker der har fejlet, og som selv tør stå ved alle deres fejl. Det gør dem lettere at være sammen med, i al min fejlbarlighed, og jeg stiller mig gerne til rådighed med alle mine fejl.
Du skal ikke præstere noget, du skal ikke skjule noget, du skal komme med alle dine fejl og mangler og fortrydelser og alt dit rod og lægge det foran mig. Jeg tør godt være sammen med dig, jeg kan lide dig med det hele.
Og hvordan kan det være, jeg har det sådan? Jeg har forsøgt at forstå, hvorfor jeg tiltrækkes så stærkt af mennesker i krise – af det ægte, det uperfekte, det der ikke er pyntet på. Måske fordi jeg dér møder noget virkeligt. Det gør mig tryg.
Men det er heller ikke hele sandheden, for jeg elsker også at være sammen med dem, der er lette om hjertet. Eller måske er det ikke en modsætning – for jeg ved godt, at de også bærer på dybde, det gør vi jo alle.
Vi behøver bare ikke lade os tynge af den. Der er noget modigt i det, som gør, at det lette bliver lettere og lysere. For vi ved godt, vi skal dø. Vi ved godt, at der er slid. Vi ved, vi selv har svigtet. Men det tynger os ikke – ikke på de dage, hvor vi danser og er glade ved hinandens nærvær og smil, og hvor vi lærer hinanden bedre og bedre at kende. For det bliver intenst, fordi vi tør åbne os.
Og det er også det, jeg gerne vil afspejle i klinikken – at jeg både er lys og mørke. Men når jeg er sammen med dig, som kommer med dit og lægger det foran mig, så må du gerne læne dig op ad mig. Jeg kan ikke undgå at blive påvirket, men du skal ikke være bange for, at jeg ikke kan holde dig. Jeg holder dig, fra du kommer til du går – og næste gang du kommer, og så videre, indtil du ikke har brug for det længere. Og så går der noget tid, og så har du måske brug for det igen.
For vi er mennesker i et samfund, i familier – der sker ting, og vi har brug for at kunne læne os op ad en, der kan holde hovedet koldt, hjælpe os med at forstå, og bare være der og rumme det hele.
