Susan Gulstad/ Autisme & ADHD - Coaching & Sparring

20/01/2026

Så kort og præcist. Tak Catrine.

16/01/2026

Pauser. Uden dårlig samvittighed.

Mange af de mennesker, jeg taler med, bruger enormt meget energi på at forstå og forklare deres behov for pauser. Både over for andre og over for sig selv.

Behovet for pauser med alenetid og mulighed for at trække sig lidt.

Ofte ankommer selvbrejdende tanker med sammen med behovet: Burde jeg ikke kunne mere? Gøre mere? Være mere? Er jeg doven? Uhøflig? Asocial? Selvisk?

Men behovet for pauser og tid til at samle sig efter indtryk er ikke en luksus, du snupper dig. Det kan være en helt afgørende forudsætning for at kunne være i hverdagen og klare dét, du gerne vil.

Det er i pauserne, at nervesystemet falder til ro, indtryk får lov at lande og energien bygges op igen. At tilvælge pauser er derfor at tage dig selv alvorligt og ofte er prioritering af pauser et bedre og mere langsigtet valg end endnu en indsats for at få dig og det hele til at hænge sammen.

Og når det så er sagt - jeg ved, at det ikke er så nemt endda med de pauser.

Måske er du i tvivl om det virkelig kan passe for dig.

Måske mærker du først på bagkant, at du skulle have indlagt pauser.

Måske har du svært ved at være i og med dig selv i pauser.

Måske er du i tvivl om, hvilken type pause, der giver mening for dig.

Og måske har du rigtigt svært ved at give udtryk for eller finde plads til dit pausebehov.

Det er helt forståeligt. Det kræver noget arbejde. Og måske noget støtte fra en tæt omsorgsperson eller en fagproffesionel.

Bare husk:

- at pausebehov ikke er et tegn på svaghed, men på ansvarlighed

- at det nogle gange er klogt at stoppe, før kroppen gør det for os

- at et nej tak ikke altid behøver en forklaring

- at alenetid ikke behøver at være noget, man undskylder for eller skammer sig over

Der findes i øvrigt ingen standard for, hvor meget eller hvor længe man skal kunne eller hvor mange pauser, man har brug for.

One size fits nobody ❤️

Rigtig god weekend fra mig til dig.

28/11/2025

Der er brug for din støtte. Salamanca Medier er et fantastisk initiativ skabt af enormt dygtige journalister/forældre, der formidler egne og andres oplevelser, så det mærkes og forhåbentlig skubber til dagsordner.

SALAMANCA VOKSER, men vi har brug for din hjælp, hvis vores "empatimaskine" skal op i omdrejninger

En empatimaskine. Det kalder journalist Michael Nørrelund Salamanca i den artikel, som "MigogAalborg" har lavet om vores nye medie, og baggrunden for at lave det.
Vi ved godt, at det kan lyde lidt abstrakt. En empatimaskine.

Men vi synes egentlig, at ordet er meget rammende. For vi oplever, at der hersker en form for empati-brist, når det gælder børn, unge og voksne med funktionsnedsættelser, som ADHD og autisme (og handicap i det hele taget).
Mange har svært ved at tro på, at den gruppe i samfundet kæmper så meget, som de beretter om.

Hos Salamanca er vi optaget af at vække empatien med vores journalistik. Og hvordan gør man så det?
For eksempel ved at lave indhold, som kan "mærkes", og som går tæt på familierne, uden at bruge sprog, som stigmatiserer, og med plads til nuancerne og de kritiske spørgsmål.

Og så gør vi det ved at tegne et "helt billede" af den her gruppe. Det er netop én af årsagerne til, at vi startede vores eget online-medie. Selvom de gængse medier laver masser af artikler om familier med autisme og ADHD, så får man kun "små fragmenterede glimt" af vores virkelighed. Der mangler ofte en helhed - at de mange tråde samles.

Vi siger "vores virkelighed", fordi vi selv sidder i suppedasen. Og nej, det er ikke børnenes autisme-diagnoser, der er problemet, det er "alt det andet". Fordomme, inklusion, der slår fejl, isolation, besparelser og konstant risiko for overbelastning i udsultede rammer. Blandt meget andet.

Hos Salamanca har vi fundet vores "kald". Ja, det lyder egentlig også abstrakt, men altså, det betyder egentlig bare, at vi har tænkt os at bide os fast i det her stofområde, og bruge alle de faglige greb, vi kender til hudløshed, fra vores lange arbejdsliv som journalister.

Men vi er samtidig nødt til at sige det højt: Vi har brug for al den støtte, I kan mestre!
Hvis du vil hjælpe en empatimaskine op i omdrejninger kan du:

- Tale højt om os, dele opslag, like og kommentere

- Blive betalende medlem (det koster 59 kroner om måneden, via salamanca.dk)

- Hive fat i os, hvis du gerne (frivilligt) vil bidrage til driften på de sociale medier, og har kompetencerne- også gerne de grafiske.

- Tippe os, hvis du har (gratis) input til, hvordan vi får et sejl på skibet (får gjort mediet bæredygtigt økonomisk)

- Er journalist med særlig indsigt i området og lyst til, og mulighed for, at bidrage (frivilligt)

- Er en dygtig skribent med noget på hjerte, der gerne vil bidrage med et debatindlæg eller en kronik (hvor autisme og/eller ADHD er omdrejningspunktet).

- Gerne vil hyre os til undervisning/foredrag

Kontakt os på [email protected]
Eller på 2113 6631

Du kan læse artiklen fra "MigogAalborg" her:
https://migogaalborg.dk/salamanca-podcast-medie/

Foto: (arkiv)

14/10/2025

Hvis du endnu ikke er begyndt på D-vitamin, så er det nu, du skal i gang 🫶 Jeg taler med stort set alle mine klienter om netop det i denne tid. Og sammen finder vi fif til at huske hvordan, man får dem taget👇

Efter mit sidste opslag om træthed giver det næsten sig selv, for vi går den mørkere tid i møde, og kroppen får ikke længere den sol, der hjælper os med at danne D-vitamin.

Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor:

💊 10 mikrogram D-vitamin DAGLIGT FRA OKTOBER TIL APRIL til børn over 4 år og voksne.

Og for nogle – fx hvis man sjældent er ude, har mørk hud, går tildækket eller er gravid – gælder det HELE ÅRET.

Nogle mærker behov for mere end de 10 µg. Her er det en god idé at rådføre sig med læge eller apotek. Du kan også se hos Sundhedsstyrelsen, hvad den øvre sikre grænse er for din aldersgruppe. Jeg indsætter link til Sundhedsstyrelsens anbefalinger i kommentarfeltet 👇

D-vitamin er ikke en mirakelkur mod træthed, men MANGEL PÅ D-VITAMIN HJÆLPER BESTEMT IKKE et sårbart nervesystem på vej.

Det spiller en rolle for både HUMØR, ENERGI, MUSKLER og IMMUNFORSVAR.

Optages bedst sammen med lidt fedt, fx et måltid med olie, æg eller nødder. Fås også i kapsler med olie inkluderet. Smart!

💡 Og hvordan husker man så lige at tage den D-vitaminpille?

Her kommer lidt fif:

⭐️ Hav vitaminerne stående dér, hvor du allerede har en vane – fx ved tandbørsten eller ved kaffemaskinen. Du laver nu en vanestak ved at forlænge en allerede indarbejdet rutine med en lille bid mere - før eller efter vanen/rutinen.

⭐️ Læg vitaminerne sammen med din anden medicin.

⭐️Sæt en alarm på mobilen (og prøv så at lade være med bare at slukke for den 😉).

⭐️Bed en anden minde dig om det. To hjerner husker bedre end én.

⭐️Hav et sæt stående på jobbet, så er der større chance for, at de faktisk bliver taget. Eller put dem i madpakken, når den laves.

⭐️Gør det til en regel: ingen rejser sig fra bordet, før vitaminerne er taget.

🙏Har du nogle gode fif, der virker for dig så del endelig i kommentarfeltet. Jo flere fif, jo bedre.

Jeg ønsker dig en dejlig aften,
Susan

11/10/2025

Mange fortæller mig, at de er ekstra trætte for tiden. Måske handler det om de mange små skift, vi står midt i. Når efteråret kommer, kan det kalde på noget nænsomhed. Over for dig selv, dit barn, din kollega eller bare én, du er tæt på.

🍂Det er for alvor blevet efterår og mine voksne klienter fortæller, at de er trætte. Forældre beretter det samme, både om deres børn og sig selv.

Hvorfor?
Der er sjældent én forklaring. Oftest et samsurium af mange små ting.

Men noget, der giver mening for mange, er SAMTALEN OM SKIFT og OVERGANGE.

🧠For hjernen arbejder altid på højtryk, når noget ændrer sig.
Og skift er der mange af, året rundt og døgnet rundt:
fra sovende til vågen
fra mørke til lys
fra nattøj til "dags-tøj"
fra stilhed til lyd
fra alene til flere til mange

🚿Et hverdagsnært eksempel er badet. Mange ved, hvor svært det kan være at komme i gang. Som en ung mand engang sagde til mig:

"Jeg kan virkelig godt lide at stå under bruseren, men tanken om at skulle derind og senere ud igen, kan tynge så meget, at jeg næsten giver op på forhånd."

Badet rummer flere skift på én gang: fra tørt til vådt, fra koldt til varmt, fra tøj til nøgenhed, fra aktivitet til stillestående.

For mange bliver det en uoverskuelig række af små overgange, som hjernen skal håndtere i træk.

SKIFT kræver et fleksibelt nervesystem og en hjerne, der kan omstille sig, planlægge, handle og undervejs regulere de følelser, der opstår.

SKIFT kræver sanser, der hurtigt kan vænne sig til nye indtryk: lyd, lys, temperatur, lugt, tøj mod huden.

📍Og det er sjældent ét skift i sig selv, der vælter os.

Ofte er det den samlede belastning af mange små skift. I omgivelser, relationer, sanseindtryk og krav, der langsomt udmatter.

🍂Og hvad så med efteråret? Det er et stort skifte!
- Lyset ændrer sig og påvirker døgnrytmen.
- Vejret skifter fra dag til dag.
- Tøjet skal pludselig tilpasses igen.
- Der er flere sanseindtryk, mere fugt, mørke, blæst og kulde.

🤧Samtidig begynder sæsonen for forkølelser og influenza...
Når sygdom rammer, ændres planer, møder aflyses, kolleger bliver hjemme, og vikarer træder til.

Alt dét betyder nye ansigter, nye rytmer og mange små justeringer i hverdagen.

Det kræver store omstillingskræfter, både mentalt og socialt.

🤸‍♀️🧘‍♀️Aktiviteterne ændrer sig også.

Vi rykker fra ude til inde, hvor luften er tungere og flere mennesker samles på mindre plads.

Lydene bliver tættere, stemmerne flere og bevægelsesfriheden mindre. Det betyder, at nervesystemet måske skal håndtere FLERE SANSEINDTRYK, samtidig med at der er færre naturlige pauser og mindre plads til at regulere sig selv.

For nogle er det kærkomment og hyggeligt.

For andre er det overvældende, og træthed er et helt naturligt tegn på, at SYSTEMET ARBEJDER PÅ HØJTRYK for at integrere forandringerne.

💭💬Nogle gange kan det give ro blot at få sat ord på, hvad der sker. At forstå, hvorfor noget føles tungt. For mange af dem, jeg taler med, giver netop den samtale et lille pusterum og en oplevelse af ikke at føle sig forkert.

🤎 Genkender du? Hvilke skift, store eller små, er svære for dig – eller for én, du holder af?

Jeg ønsker dig en rolig og rar efterårsweekend 🍂

Kh Susan

29/08/2025

Kære alle jer, der følger siden her 🌱

Måske har du lagt mærke til, at siden har skiftet navn. Tidligere delte jeg viden om inklusion og specialpædagogik i børne- og skoleområdet. Dette med udgangspunkt i mit daglige virke.

Mit arbejde har siden ændret sig, og derfor giver det mening, at siden nu afspejler den retning, jeg arbejder i til daglig.

I dag arbejder jeg især med samtaleforløb for voksne, ofte sent diagnosticerede med autisme og/eller ADHD. Desuden med forældre, der søger sparring og støtte i hverdagen. Derudover superviserer jeg fortsat fagpersonale og underviser i autisme/ADHD feltet.

Her på siden vil jeg fremadettet dele refleksioner, små indsigter og idéer, som udspringer af mit samarbejde med netop voksne med ASF/ADHD og forældre. Indimellem også opslag eller artikler fra andre, som jeg tænker kan spejle, inspirere eller give genkendelse til jer, der læser med.

Jeg håber, at opslag stadig vil appellere til både privat- og fagpersoner. Jeg ved endnu ikke, hvor ofte jeg kommer til at poste, men når jeg gør, er det mit håb, at det giver mening eller inspiration til dér, hvor du befinder dig.

Tak fordi du stadig er her og velkommen til en ny retning 💚

Kærlig hilsen og rigtig god weekend til dig,
Susan 🌻

28/08/2025

Salixas om "PDO". Teksten taler for sig selv 💔

Kære Mattias Tesfaye

Du har helt ret!
Børn lider af PDO (Pisse Dårligt Opdraget)
ISÆR børn med diagnoser!
Dog ved jeg ikke om vi er helt enige i definitionen af PDO 🤔

Jeg er autist og HELT KLART også PDO!
Jeg er nemlig blevet opdraget til forsøge at være noget jeg ikke var, er eller nogensinde vil blive.
Jeg er blevet opdraget til ikke at være til besvær.
Ikke at sige nej.
Til at samarbejde, også selvom samarbejdet var usundt for mig.
Til at være flittige, dygtig og få høje karakterer, som jeg ikke kan bruge til noget i dag, fordi jeg er førtidspensionist, grundet livslang stressoverbelastning.
Til at opføre mig korrekt, altid, lige meget hvordan jeg havde det, og endda ofte uden tydelig instruktion om hvad “korrekt opførsel” egentlig er.
Jeg er blevet opdraget til at ignorere og undertrykke mine følelser, både de fysiske og følelsesmæssige, i en sådan grad, så jeg som voksen har svært ved at mærke og stole på dem.
Jeg er blevet opdraget til at føle mig forkert fordi jeg ikke kunne leve op til neurotypiske krav og opførsel.
Jeg har fået skæld ud for at gøre, hvad der blev sagt, fordi jeg ikke forstod at der blev ment noget andet.
Jeg har fået skæld ud for at fylde for meget, er blevet bedt om at dæmpe mig, gøre plads til andre, så jeg i dag stadig føler skam, når jeg taler meget og højt om et emne, der begejstrer mig.
Jeg er faktisk så Pisse Dårligt Opdraget, at hverken forældre eller lærere evnede at opdrage autismen ud af mig! Hverken med skæld ud eller disciplin.
Jeg er blevet opdraget til at leve et liv, der var så unaturligt for mig og den jeg var inderst inde, at jeg blev syg.

Dengang jeg var barn fandtes skolevægring nemlig ikke. I stedet fandtes depression, selvskade, selvmordstanker, spiseforstyrrelser og angst. Og her er kun nævnt de diagnoser JEG endte ud med, fordi jeg er så Pisse Dårligt Opdraget.
Diagnoser som jeg, i modsætning til min autisme, ikke er født med, men fik som følge af et uautentisk liv, med alt for mange krav jeg aldrig havde en jordisk chance for at kunne leve op til.
Min eneste trøst er, at jeg blev Pisse Dårligt Opdraget af forældre og lærere som ikke vidste bedre.

Måske, hvis jeg havde været barn i dag, så var jeg blevet opdraget af forældre og lærere som kunne se og forstå min mistrivsel, lytte til mig og tilpasse kravene til min autisme, så jeg slap for at gøre vold på mig selv hver dag.

Måske ikke, for når jeg ser på den folkeskole jeg gik i og den vi forventer, at børn skal kunne klare sig i i dag, så kan jeg jo se, at der ikke bliver lyttet til børnenes mistrivsel!
De bliver stadig tvunget ind i rammer, hvor de skal gøre vold på sig selv hver dag og hvor de gør deres bedste og fejler.
Først den dag, hvor vi møder børn i mistrivsel med omsorg og kravtilpasning og masser af kærlighed, først den dag bliver opdragelsen god.

Så ja, børn er stadig Pisse Dårligt Opdraget, for pga af udtalelser som dine, bliver de stadig opdraget til at føle sig forkerte, ikke gode nok, og at der ikke er plads til dem netop som de skønne, unikke mennesker de er. ⭐️✨🌟
Mennesker som kunne vokse op og blive til noget, hvis bare vores samfund ville se på os som hele mennesker i vores egen ret, som kan trives og blomstre i de rette rammer 🌻 ❤️

18/11/2024

𝗗𝗲 𝗸æ𝗺𝗽𝗲𝗿 𝗳𝗼𝗿 𝗼𝘀, 𝗻å𝗿 𝘃𝗶 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗸𝗮𝗻 𝗸æ𝗺𝗽𝗲 𝘀𝗲𝗹𝘃.

De står i skyggen.
De ser alt, mærker alt – og bærer det i stilhed

Og 𝘢𝘭𝘭𝘪𝘨𝘦𝘷𝘦𝘭… taler vi sjældent om dem.

De pårørende.
De usynlige helte.

Jeg tænker ofte på et særligt øjeblik. Det, du kan se på billedet –
Min far, der omfavner mig. Et stolt øjeblik, fastfrosset i tid.
Fra dagen, hvor jeg, efter adskillige års kamp, endelig kunne kalde mig student.

Men hvad billedet ikke fortæller om, er vejen dertil.
𝘌𝘯 𝘷𝘦𝘫 𝘩𝘷𝘰𝘳 𝘵𝘰 𝘬𝘢𝘮𝘱𝘦 𝘶𝘥𝘴𝘱𝘪𝘭𝘭𝘦𝘥𝘦 𝘴𝘪𝘨 𝘴𝘪𝘥𝘦 𝘰𝘮 𝘴𝘪𝘥𝘦:

𝗠𝗶𝗻 𝗲𝗴𝗲𝗻.
Og den stille kamp, mine forældre kæmpede bag kulisserne.

Et utal af kampe, der begyndte i barndommen og fortsatte gennem mine ungdomsår:

🔹 De kæmpede for mig, da jeg blev holdt et år tilbage i børnehaven og fik en vanskelig start i skolen.
🔹 De stod midt i kampen, da kontaktbøgerne bugnede af lærernes frustrerede – og ofte ubarmhjertige – ord.
🔹 Min far tog kampen op med teenage-Daniel og fik bremset min vej ind i et ungdomskriminelt miljø – et sted, hvor jeg i min ensomhed søgte tilflugt, selvom jeg godt vidste, at det ikke var det rette sted for mig.
🔹 De stod ved min side gennem det hele: Da jeg blev mobbet ud af HHX. Gennem ensomheden der fulgte. Og da min fraværsprocent på HF blev mit tavse råb om hjælp.

Og så kom de fire bogstaver, der skulle have været min redning: 𝗔𝗗𝗛𝗗.

Men roen udeblev. ..I stedet fulgte den vanlige kaos. Depression. Angst.
Medicin, der dulmede, men kun maskerede smerten.

Og alligevel, igennem det hele. I skyggerne... Stod de der.

Mine forældre.

Uden manual.
Uden garanti – kun håbet og troen på, at det en dag ville blive bedre.

De kæmpede for mig, da jeg ikke kunne kæmpe selv.
De troede på mig, da jeg selv havde mistet troen.
De bar min byrde, som var den deres egen.

Min far nåede at se mig finde min vej, før kræften på kort tid rev ham fra mig for 9 år siden. Hans største gave til mig var aldrig råd eller løsninger, men hans urokkelige tilstedeværelse – og sammen med min fantastiske mor, en stille, kærlig insisteren på, at jeg nok skulle finde min plads i verden.

𝘖𝘨 𝘥𝘦𝘵 𝘨𝘫𝘰𝘳𝘥𝘦 𝘫𝘦𝘨.

𝗙𝗼𝗿 𝘀å𝗱𝗮𝗻 𝗲𝗿 𝗱𝗲𝘁 𝗺𝗲𝗱 𝗽å𝗿ø𝗿𝗲𝗻𝗱𝗲.

De ser og tror på det bedste i os, selv i vores mørkeste øjeblikke.
De giver os modet til at kæmpe videre, når vi er ved at give op.

𝘚å 𝘵𝘪𝘭 𝘥𝘪𝘨 𝘥𝘦𝘳𝘶𝘥𝘦...

𝘿𝙞𝙜, der holder dit barn tæt i håbet om, at din kærlighed alene kan skærme dem mod smerten.
𝘿𝙞𝙜, der knuger din partners hånd og holder fast, selv når stormen raser.
𝘿𝙞𝙜, der ser dine søskende kæmpe og vil give alt for at kunne tage bare lidt af deres smerte.

Til dig, der kæmper for nogen.
Til dig, der holder fast i håbet.
Den, der lyser op, hvor mørket troede, det havde vundet.

𝘋𝘶 𝘦𝘳 𝘥𝘦𝘯 𝘴𝘢𝘯𝘥𝘦 𝘩𝘦𝘭𝘵 𝘪 𝘥𝘦𝘯𝘯𝘦 𝘧𝘰𝘳𝘵æ𝘭𝘭𝘪𝘯𝘨.

Dette er til dig.

𝘈𝘧 𝘩𝘫𝘦𝘳𝘵𝘦𝘵 𝘵𝘢𝘬.

24/05/2024

Nysgerrighed, anerkendelse og støtte 🙏

Som socialpædagog har du stor sandsynlighed for at møde mennesker i dit arbejde, der ikke identificerer sig med det køn, de blev tildelt ved fødslen. Især hvis du arbejder med mennesker med autisme. Men hvad er kønsidentitet egentlig? Og hvad kan du gøre som socialpædagog for at imødekomme ...

14/05/2024

Sofie Klingberg er journalist og en virkelig dygtig en af slagsen.

Samtidig er hun mor til en dreng med autisme og ADHD.

Hun beskriver i denne kronik på mest ulykkelige vis, hvor uendeligt stort et pres forældre til børn med særlige behov er under, mens deres børn og de selv gradvist belastes mere om mere.

Det er trist, men uhyre vigtig læsning. Jeg håber, du vil tage dig tiden - og også hjælpe Sofie med, at kronikken når langt omkring.

https://politiken.dk/debat/kroniken/art9845865/Jeg-er-s%C3%A5-tr%C3%A6t-af-at-folk-siger-til-mig-at-vi-bare-skal-s%C3%A6tte-flere-gr%C3%A6nser-for-vores-s%C3%B8n?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAAR2PWQUfKoF5Iu5rgSJ-CjdcvOTblflHbE6iUU0dsgCH4FQa88OiJ5Jz4LI_aem_AW4kCZSluq47psu_97HT44lE1tDVDVRFZS5rbseASrFXRDU9y5TscnUI3Zp1E9Us7EbBsNyn8ScujlCSWMII-3z-

Som mor til en dreng med særlige behov oplever jeg ofte, at andre antyder, at hans udfordringer må skyldes dårlig opdragelse. Det er børnene, der taber, når vi udskammer deres forældre eller kommer med hurtige konklusioner.

12/03/2024

Josefine❤️

08/03/2024

I går aftes slugte jeg alle afsnit af "Med drager mod dæmoner".

Den gav mig undervejs ondt i maven, fik mit hjerte til at føles tungt og min hals til at snøre sig sammen i sørgmodighed. Men den gav mig også masser af smil, glædestårer og håb. Jeg gik rørt og bevæget i seng.

Vi følger Josefine, Ask og Luca gennem deres efterskoleår på Østerskov, der er en rollespilsefterskole. Forstanderen byder på første dag velkommen med:

"Jeg er sikker på, at der på alle efterskoler er fællesskaber, men vores er unikt. Vi deler dét som alle andre har lidt svært ved at forstå. Vi er alle nørder på Østerskov og vi er stolte af det. Så velkommen!"

Og så er scenen sat for dét der skal vise sig at give et helt enestående indblik i 3 unge og deres kammeraters liv.

Undervejs i refleksioner over livet giver Ask udtryk for blandt andet tanker og følelser omkring kønsidentitet og en spiseforstyrrelse, der fylder og samtidig giver en følelse af at være i kontrol. Om selvtillid og selvværd, om den svære kærlighed og om hvordan man elsker sig selv.

Luca fortæller ærligt og sårbart om seksuelt overgreb og om vejen videre herfra gennem ensomhed til fællesskab og ud i en alene- tilværelse i egen lejlighed. Om mobning i folkeskolen og om hvordan rollespil og fællesskabet har været hendes redningsplanke i en svær og tung barn- og ungdom.

Josefine fortæller, hvordan hun som 9 årig diagnosticeres med Aspergers Syndrom og om hvordan det sociale gennem hele hendes skoletid har været så umådeligt vanskeligt. Om hvordan dét at spille rollespil eller at klæde sig ud giver tryghed, fordi det så er rollen, omgivelserne forholder sig til og ikke Josefine. Hun fortæller om, hvordan hun i det sociale benytter systemer for at se sammenhænge og viser hvordan hun på den måde er på et enormt overarbejde i det sociale felt: "Jeg gør bare, hvad andre gør og så ser jeg, hvordan det lykkes."

Dokumentaren er spækket med vidunderlige unge, der reflekterer så smukt over livet og pladsen her.

Den viser os medarbejdere, der så tydeligt VIL de unge, lytter og anerkender dem for alt det fine de er og alt det svære, de har med.

Og så ser vi i glimt forældre og bedsteforældre, der passer på deres børn. Og for alle os, der er i det daglige er tæt på forældre til børn, der ikke passer ind i gennemsnittet, så mærker og genkender vi forhåbentlig de både store glæder, der ses, når det går den unge godt og også de enorme bekymringer og dét belastningspres, der følger, når det er rigtigt svært.

Jeg kender kun Østerskov af omtale, men hvor er jeg dog grundlykkelig for, at det sted findes! Og hvor er jeg helt på halen over at se den udvikling, de unge gennemgår. Mange, mange flere af steder som dette og meget, meget mere plads og rum til at være præcis dén man er.

Jeg håber sådan, at du vil give dig tid til at se med. Og at dele at den findes. Jeg har kun nævnt en flig af, hvad dokumentarist Camilla Magid har formået at formidle i det her fantastiske værk.

Jeg slutter af med et par citater fra Ask:

"Det er et sted, hvor jeg for første gang har følt mig som en del af et fællesskab."

Og senere, da efterskoleåret er ved at rinde ud:

"Jeg skal vænne mig til at jeg bliver særlig igen. Det skal jeg være klar på."

Rigtig god weekend - og må du mærke, at du hører til et sted, hvor du føler dig tryg og mødt og må du undervejs sende dét fællesskab en kærlig og taknemmelig tanke,
Susan.

En coming-of-age dokumentarserie om at være udenfor - og om for første gang at finde sig selv og et fællesskab gennem fantasi og kreativitet.