03/02/2026
Kompressionsprodukter
Skal kommunerne udlevere behandlingsredskaber?
Lovforslag om ændring af SEL § 115, stk. 2 lægger op til, at kommunerne skal udlevere personligt tilpassede kompressionsprodukter til:
- patienter, der får behov for at benytte produkterne som behandlingsredskaber og ikke har været i behandling i sygehusvæsenet for lidelsen inden for de seneste 12 måneder
- patienter, der har brug for produkterne som behandlingsredskaber og hvor regionen har afsluttet behandlingsforløbet
Lovforslaget bryder helt grundlæggende med principperne for sektoransvar.
For den enkelte borger kan det være fint at få en afklaring af, hvor de kan få adgang til behandlingsredskabet.
For kommunerne tænker jeg, at det kan blive en dyr omgang, eftersom regler der indeholder ordet "kan" ikke følges op af øget økonomisk bevilling til at løse opgaven.
Hvis det interesserer dig kan du læse mine faglige refleksioner herunder
God dag og god arbejdslyst
---------------------------------------------
Lovændring: SEL § 115, stk. 2 – mulighed for udlevering af kompressionsprodukter til behandlingsmæssige formål:
Gennemlæsning af lovforslag til ændring af Serviceloven § 115, stk. 2: Kommunalbestyrelsen kan uanset stk. 1 yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter efter § 112 giver anledning til flg. overvejelser:
• Det fremstår af bemærkninger til lovforslaget, at kommunerne skal gøre brug af SEL § 115, stk. 2 med afsæt i indholdet i Politisk aftale om udlevering af kompressionsprodukter, indgået den 15. december 2025
• Aftalen fastslår, at Regionerne bærer ansvaret for at udlevere individuelt tilpasset kompressionsprodukt til patienter der af behandlingsmæssige årsager skal benytte produkterne. Der skal udleveres produkter til op til 1 års forbrug. Der skal udleveres produkter til mere end 1 år, hvis der fortsat er et behandlingsmæssigt formål.
• Kommunen KAN udlevere produkter til de borgere, der beskrives som flg.:
Uddrag: bemærkninger til lovforslag pkt 2.2
” Borgere med nyopstået behov for kompressionsprodukter, der ikke har modtaget sygehusbehandling for den pågældende lidelse inden for 1 år og dermed ikke forsynes af regionen, eller som har afsluttet sygehusbehandlingen for den pågældende lidelse, skal forsynes af kommunen, hvis betingelserne i servicelovens § 112 er opfyldt.
Det gælder både for de borgere, der allerede har været i behandling og derfor her og nu står og mangler et nødvendigt kompressionsprodukt, samt de borgere, der fremadrettet vil have et behov herfor.”
Behov for afklaring af begrebet ”afsluttet sygehusbehandling”
Formuleringen jf. bemærkninger pkt 2.2. giver anledning til at anmode om en klar og entydig ordlyd ift hvornår sygehusbehandling er ”afsluttet”?
Er det ”afsluttet sygehusbehandling”, hvis en patient sendes hjem med en meddelelse om, at der skal bruges kompressionsstrømper fremover for at forebygge blodpropper, vævsskade mm….
Men patienten skal ikke til kontrol ift den tilstand der udløser lægefaglig vurdering af behovet for at benytte kompressionsprodukter?
Hvis der ikke er klarhed over netop denne del af regionens opgaveløsning, vil det i praksis betyde, at alle borgere ganske som hidtil, henvender sig med ansøgning om kompressionsprodukter. Og lovændringen vil reelt ikke have ændret noget som helst – udover, at kommunerne nu kan presses til at dække den samlede regning for behandlingsredskaber på vegne af regionerne.
-------------------------------------------------------------------
Overvejelser vedr. udkast til ændring af SEL § 115
Indsættelse af stk. 2:
Jf. bemærkninger til lovforslaget:
Uddrag bemærkninger til lovforslaget indledning pkt. 1:
” Med henblik på at sikre, at borgerne får udleveret de kompressionsprodukter, som de har behov for og ret til, har regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danske Regioner og KL den 18. december 2025 indgået en aftale om udlevering af kompressionsprodukter, som indeholder de overordnede rammer, indenfor hvilke udlevering af kompressionsprodukter skal ske. Aftalen vil være gældende frem til implementering og ikrafttræden af initiativet om en model for et klart ansvar for behandlingsredskaber og hjælpemidler, som indenrigs- og sundhedsministeren i samarbejde med social- og boligministeren skal udvikle, jf. Aftale om sundhedsreformen af 15. november 2024.”
Uddrag bemærkninger til lovforslaget pkt. 3:
” Lovforslaget muliggør dog ikke automatisk sagsbehandling, da kommunalbestyrelsen vil skulle behandle hver sag konkret og individuelt, hvilket vil indebære faglige skøn. Der kan således ikke sagsbehandles efter objektive kriterier, hvorfor der ikke er mulighed for at automatisere sagsgangene. Dette skyldes, at der i hvert enkelt tilfælde vil skulle foretages en konkret og individuel vurdering ved kommunalbestyrelsens afgørelse om støtte til kompressionsprodukter som hjælpemiddel efter servicelovens § 112, idet der vil skulle tages stilling til, om betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.”
Refleksion:
Det forekommer vidtgående at indføre en midlertidig lovændring, der i praksis vil pålægge kommunerne en stor arbejdsbyrde.
• Dels skal det i kommunerne afklares, hvilke kriterier de (hver især) vil lægge vægt på, når der pr ansøger skal tages stilling til om et individuelt tilpasset kompressionsprodukt skal udleveres
• Dels skal der – igen – tages fat i gamle sager. I hvert fald hvis der på baggrund af denne lovændring nu tilgår kommunerne en ny bølge af ansøgninger, godt hjulpet på vej af læger/behandlingsansvarlige i regionsregi
• Ordlyden ” individuelt tilpasset kompressionsprodukt” udelukker reelt alle de produkter, der massefremstilles og kan fungere som relevant behandlingsredskab for borgeren. F.eks. ”rejsestrømper” – der skal aktivt indhentes oplysninger om hvorfor en borger ikke kan gøre brug af de almindeligt tilgængelige produkter til behandling af tilstanden
Oplysning af sagen vil i realiteten påføre kommunerne en administrativt tung arbejdsgang og en stor udgift til at indhente lægelige oplysninger, hvis det er den praktiserende læge der skal give svaret. Det vil samtidig føre til øget ventetid for borgeren
Kommunerne har ret til at vejlede borgeren om, at pgl kan købe produkterne og anvende dem i ventetiden frem til afgørelse er truffet. Hvis borgeren reelt viser sig at klare sig fint i den periode, hvor sagsbehanding pågår, så er det dokumentation for, at der, når væsentlighedskriteriet skal anvende efter 1 år (jf aftalen) at borger ikke er berettiget.
Det forekommer samtidig vidtgående og ugennemtænkt, når en større omlægning af ansvarsfordelingen er under udarbejdelse (sundhedsreformen) hvilket i praksis kan føre til, at regionen alligevel skal udlevere behandlingsredskaber. Helt i tråd med det ellers så almindeligt kendte og anerkendte sektoransvar.
Uddrag, bemærkninger til lovforslaget:
Regionens ansvar: behandling varetages af regionen inkl redskaber hertil
” Det fremgår af aftalen, at regeringen, Danske Regioner og KL er enige om, at regionsrådet ud fra en vurdering af borgerens behov i forlængelse af sygehusbehandlingen skal udlevere et passende antal kompressionsprodukter svarende til 1 års forbrug i forbindelse med afslutning af behandling på sygehus. Regionsrådet vil derudover også skulle forsyne patienten med nødvendige kompressionsprodukter, så længe det er som led i eller som fortsættelse af den iværksatte sygehusbehandling, også hvis behandlingen varer længere end 1 år. ”
Kommunens ansvar:
gruppe 1: borgere, der ikke har været i behandling, men får behov for individuelt tilpasset kompressionsprodukt:
”Borgere med nyopstået behov for kompressionsprodukter, der ikke har modtaget sygehusbehandling for den pågældende lidelse inden for 1 år og dermed ikke forsynes af regionsrådet, eller som har afsluttet sygehusbehandlingen for den pågældende lidelse, skal forsynes af kommunalbestyrelsen, hvis betingelserne i hjælpemiddelbestemmelsen i lov om social service er opfyldt. ”
Refleksion: Her vil kommunernes sygeplejersker være udslagsgivende for kommunens forsyningspligt
Gruppe 2: borgere, der opfylder de almene kriterier jf. SEL § 112 (væsentlighed) efter 1 år:
”Parterne er desuden enige om, at såfremt borgerens funktionsevne er vurderet til at være varigt nedsat, og hvor der fortsat er behov for kompressionsprodukter efter 1 års forbrug, overgår forsyningsforpligtelsen efter 1 år til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen skal derefter udlevere kompressionsprodukter, hvis kommunalbestyrelsen ud fra visitationskriterierne nævnt i hjælpemiddelbestemmelsens væsentlighedskriterium vurderer, at borgeren er berettiget til det, og der dermed vurderes at være behov for eksempelvis udskiftning. ”
Refleksion: Her vil der igen være behov for en omfattende analyse svarende til indholdet i 4-24 (!)(Som nu er kasseret og erstattet af 4-15 og 20-22) Det lægger op til en administrativ tung arbejdsgang, der i realiteten vil føre til, at hovedparten af ansøgere efter et år får afslag, jf. nuværende praksis og derefter alligevel selv skal købe deres produkter.
”For at kommunalbestyrelsen kan udlevere kompressionsprodukter i overensstemmelse med de overordnede rammer i aftale om udlevering af kompressionsprodukter af 18. december 2025, er det nødvendigt, at kommunalbestyrelsen kan fravige forudsætningen om, at hjælp ikke kan bevilges efter anden lovgivning, som ifølge § 115 i lov om social service skal være opfyldt, for at kommunalbestyrelsen kan yde støtte til hjælpemidler. Regeringen foreslår derfor med lovforslaget, at der indsættes en ny bestemmelse i lov om social service, som vil give kommunalbestyrelsen mulighed for at yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter som hjælpemiddel uanset forudsætningen om, at hjælp ikke kan bevilges efter anden lovgivning.”
Uddrag bemærkninger til lovforslag pkt. 2.2
” Det gælder f.eks. i de tilfælde, hvor borgeren har et nyopstået behov for kompressionsprodukter uden forudgående sygehusbehandling, eller borgeren ikke har modtaget sygehusbehandling for den pågældende lidelse inden for 1 år.”
Refleksion: aftalen pålægger regionen at påtage sig ansvar for udlevering af produkter det første år eller mere. Herefter giver SEL § 115, stk. 2 kommunerne mulighed for at vælge at være servicemindede og vælge at udlevere produkter, der ikke længere udleveres af regionen fordi ? selvom det er af behandlingsmæssige årsager og selvom det muligvis er midlertidigt…..
Loven lægger umiddelbart op til alene at omhandler den gruppe af borgere, der IKKE har været i kontakt med sygehusvæsenet indenfor de seneste 12 måneder og alene af hjemmesygeplejen vurderes at have behov for kompressionsprodukter i en periode????
Uddrag bemærkninger til lovforslag pkt 2.2
” Borgere med nyopstået behov for kompressionsprodukter, der ikke har modtaget sygehusbehandling for den pågældende lidelse inden for 1 år og dermed ikke forsynes af regionen, eller som har afsluttet sygehusbehandlingen for den pågældende lidelse, skal forsynes af kommunen, hvis betingelserne i servicelovens § 112 er opfyldt. Det gælder både for de borgere, der allerede har været i behandling og derfor her og nu står og mangler et nødvendigt kompressionsprodukt, samt de borgere, der fremadrettet vil have et behov herfor.”
Refleksion: ”har afsluttet behandling”
Denne del af bemærkningerne udvider reelt personkredsen, der kan omfattet af lovændringen.
Det store stridspunkt tænker jeg opstår ift regionens egen definition af, hvornår behandling er afsluttet. Er det, når de sender en borger ud af døren med oplysning om, at kompressionsstrømper vil være gavnlige/nødvendige, men der ikke følges op med kontrol?
I så fald vil alle regionens patienter lande hos kommunen
Det er vigtigt, at der indarbejdes en præcisering af, hvad der ligger i denne ordlyd.
Kan en lægelig vurdering af behov for brug af kompressionsstrømper reelt forpligte eller ”fritage” regionen for at udlevere noget som helst, hvis patienten afsluttes uden efterfølgende kontrol af tilstanden?
