24/08/2026
I dag er det et år siden, at min bog Sammen om sorg – sorgpolitik på arbejdspladsen udkom.
Bogen voksede blandt andet ud af de samtaler, jeg har med mennesker i min klinik. For når jeg møder mennesker i sorg, som stadig går på arbejde eller er på vej tilbage, handler udfordringerne sjældent kun om selve arbejdet.
Spørgsmålene hober sig op:
Hvad skal jeg sige til mine kolleger?
Hvornår er det rigtigt at vende tilbage?
Hvor meget skal jeg fortælle?
Hvorfor spørger de ikke længere, hvordan jeg har det?
Hvordan forklarer jeg, at jeg godt kan arbejde, men ikke som før?
Nogle begraver sig i arbejdet, fordi det giver en pause fra sorgen. Men når de kommer hjem, er de helt flade.
Andre vender hurtigt tilbage og opdager først senere, hvor meget koncentrationen, hukommelsen og energien er påvirket.
Mange oplever, at lederen og kollegerne gerne vil hjælpe, men ikke ved hvordan. Berøringsangsten fylder, og tavsheden kan blive tolket som manglende omsorg – selvom den ofte skyldes usikkerhed.
Netop derfor skrev jeg bogen.
Fordi den enkelte medarbejder ikke selv skal bære hele ansvaret for at forklare, hvad sorgen gør ved arbejdsevnen, eller finde ud af, hvordan tilbagevenden skal foregå.
Og fordi ledere ikke skal stå alene med en af de sværeste samtaler i arbejdslivet uden viden, sprog eller rammer at støtte sig til.
Efter et år bliver jeg stadig både glad og berørt, når jeg hører, at bogen bliver brugt til at åbne samtaler og skabe bedre støtte på arbejdspladser.
Tillykke med dit første år, Sammen om sorg.
Behovet for, at vi bliver bedre til at være sammen om sorgen – også på arbejdet – er desværre ikke blevet mindre.
