28/08/2026
I går opdagede jeg, at to af stenene i min mors ring er væk. Endda den store, der sad i midten😟
Jeg har ledt overalt. Den er væk.
Min mor elskede den ring, men gik næsten aldrig med den. Den var for kostbar, og hun var bange for, at der skulle ske noget med den. Jeg har haft den på hver eneste dag, siden jeg arvede den. På padelbanen, i havet, ude i haven. Fordi jeg synes, man skal bruge det gode, man har.
Og ja, du må gerne tænke, at det er helt selvforskyldt. Det kan jeg godt leve med😉
Nu går jeg så og tænker på, om hun sidder deroppe og ryster på hovedet, fordi hun havde kaldt den. Eller om hun er stolt over, at jeg lever et liv, hvor jeg ikke går og passer på alting.
Jeg tror på det sidste. Jeg håber i hvert fald på det.
For hvis jeg lægger det hele sammen, alt det min bekymringsløshed har givet mig gennem årene, så er to sten en pris, jeg er villig til at betale. Det gør stadig ondt!! Men jeg ville gøre det igen.
Og det er faktisk dét, jeg sidder med, når jeg møder de ledere, jeg arbejder med.
For de holder igen i alt det små. Kommentaren de lader ligge, fordi mødet er ved at være slut. Stillingen de ikke nævner, at de gerne vil have. Uenigheden de ikke siger højt, fordi det er nemmere at komme videre.
Ringen viser mig regningen. Der ligger et tomt hul, og jeg kan se præcis, hvad det kostede mig at bruge den.
Tilbageholdenhed viser dig ingenting. Der sker bare aldrig noget.
Ved du egentlig, hvad din koster dig? 😉