Psykoterapeut Lea Lykkegaard

28/05/2026

Vi lærer bare at fortsætte.
At klare os.
At være der for alle andre.
At sætte os selv til side.

Og nogle gange bliver vi så gode til det, at vi ikke længere kan mærke os selv og vores egne behov.

Det er hverken sundt eller selvkærligt.

Jeg oplever ofte hos mine klienter, at det først er, når kroppen siger fra — med hjertebanken, søvnproblemer, kronisk træthed, tankemylder, kort lunte eller svigtende hukommelse — at de stopper op.

Og jeg kender det også selv.
Hverdagen, to do-listerne og kalendergymnastikken overtager fokus. Og pludselig opdager jeg, at jeg har glemt mig selv i det hele.

Jeg øver mig i at stoppe op.
Nogle gange bare et øjeblik.
Trække vejret.
Mærke efter.
Give nervesystemet en lille pause.

For ellers kan jeg ikke være nærværende — hverken overfor mine børn, min partner, mine veninder, mine klienter eller mig selv.

Det er først, når vi bliver stille, at vi kan høre hjertet slå 🤍

📸

26/05/2026

At rejse alene med ét barn kan noget helt særligt.
Ikke fordi søskende ikke er værdifulde relationer – men fordi der opstår en anden ro, når ingen skal dele, konkurrere, vente eller tilpasses hele tiden.

Da mine to ældste var mindre, havde jeg ikke mulighed for at rejse på samme måde med dem. Men jeg prioriterede så vidt muligt alenetid med dem hver især. Små lommer af tid, hvor de ikke skulle kæmpe om min opmærksomhed. Hvor relationen fik lov til at stå alene.

Det er noget af det mest værdifulde, jeg har gjort som mor.

Man lærer hinanden at kende på en anden måde, når der bliver stille nok. Når samtalerne får lov at opstå uden afbrydelser. Når ingen skal fordeles hensyn imellem.

Lige nu er jeg i Rom (samt en enkelt dag i Pompeji 🌋) alene med min yngstearving på 15 år.
Og vi har glædet os og forberedt os. Noget af historien og kulturen har vi allerede været omkring gennem bøger og dokumentarer — selvom man aldrig bliver færdig med en by som Rom. Her bugner af historie, kunst, mennesker, varme, stemninger og gelato 🍦

Vi tager det hele ind.
Men vi øver os også i pauserne. Stilletid ved poolen. Podcast i ørerne. Samtaler, der får lov at tage den tid, de tager.

Det slår mig igen, hvor meget nærhed der kan vokse frem, når der ikke hele tiden skal navigeres i alles behov på én gang.
💚🤍❤️

27/04/2026

Museum Jorn.
Det er som om, at Asger Jorn er flettet ind i mit liv, selvom han døde året før, jeg blev født.

Vi delte had/kærlighedsforhold til den samme hjemby.

Meget af min barndom og ungdom tilbragte jeg på Jornmuseet.

Jeg var ikke en af de seje og populære, der altid hang ud med vennerne. Tværtimod har jeg brugt meget tid alene efter skole. Ofte på biblioteket, men jeg cyklede også tit ned på museet, som lå tæt på mit barndomshjem.

Værkerne Den Foruroligende Ælling, Stalingrad samt Tolden & Fuglene optog mig - og har på hver deres måde sat deres spor hos mig.

I dag har jeg Trolden & Fuglene hængende i stuen. Og da jeg var ung, var det Ællingen, der prydede mine vægge.

At gå rundt på museet er som at kigge i et spejl. Alle følelser afbilledes, nuanceres, gemmes, udstilles.
Mørke erstattes af legende farveeksplosioner, der igen erstattes af det ensomme mørke.

Vis mig det menneske, der ikke kan genkende dette.

♥️

23/04/2026

Når ens søster eller bror har en alvorlig sygdom …

I følge Rigshospitalet rammes hvert år over 33.000 børn og unge af en kronisk eller alvorlig sygdom. Det har store konsekvenser - ikke blot for det syge barn, men også for de raske søskende, der let kommer til at lide under det massive fokus, der helt naturligt er på den syge bror eller søster, og de bekymringer, de selv og forældrene står med.

Derfor afholdtes der lørdag 11. april 2026 for fjerde gang Super Seje Søskende Dag – en særlig dag for børn i alderen 5–18 år, som netop har en alvorlig eller kronisk syg bror eller søster med tilknytning til Rigshospitalet. Her fik de en pause fra hverdagen og mulighed for at være i centrum en hel dag.​

Jeg har været med alle 4 år. Jeg har en brevskrivningscafé for forældrene, hvor de skriver kærlighedsbreve til deres raske børn.

Flere af forældrene, som for nogles vedkommende har været med flere gange, fortalte mig, at Kærlighedsbrevet er det vigtigste for deres børn. Nogle rammer det ind i guldramme og har det hængende ved siden af sengen. Andre har lamineret det, for det blev næsten “læst i stykker”.

Det er en rørende dag. Både for børn, forældre og os frivillige.

Jeg glæder mig allerede til næste år ♥️♥️

23/04/2026

Børneterapi hos mig foregår ikke altid i mit sædvanlige samtalerum.

Det føles ofte akavet og kunstigt for børn at sidde og samtale i en klassisk terapeutsetting i to stole overfor hinanden.

Derfor rykker jeg tit ud af mine vante rammer for at møde børnene i deres.

Her er vi på Hedeland med varm kakao, kikkerter og bærbar printer.

Den svære samtale ligger som underlægningsmusik til det smukke sceneri.

Jeg holder meget af at holde rummet (også under åben himmel) for børnene. Jeg oplever en umiddelbarhed. Både i tilgangen til mig - og til de store - og nogle gange svære - følelser, der ellers kan være svære at sætte ord på.

♥️

21/04/2026

Nogle gange kræver det ikke mere end 30 sekunder.

En varm kop kaffe.Solopgang over vandet.Et øjeblik hvor ingen forventer noget af dig.

De små pauser – mikroøjeblikkene – er ikke ligegyldige.De er dér, du lige lander i dig selv igen.Dér, du får en lille smule energi tilbage.

Ikke alt behøver være lange selvkærlige ritualer. Nogle gange er 30 sekunder nok til at trække vejret lidt dybere… og fortsætte.

Har du en idé til mikroøjeblikke med energiboost, som andre måske kan bruge? ☀️♥️

01/03/2026

Jeg har binget Heated Rivalry to gange i træk 🏒🫣🥰

SPOILER ALERT (giv dig selv lov til at se den, før du læser videre).

Første gang sad jeg med den der uro i kroppen.
Den velkendte fornemmelse af, at nu går det galt.

Nu bliver det for sårbart.
Nu trækker én sig.
Nu får skammen det sidste ord.

For det er jo det, mange af os kender.
At når det bliver ægte, bliver det også risikabelt.

Men det sker ikke.

I stedet bliver de.
De tager ansvar.
De gemmer sig ikke bag ironi, afstand eller magtkampe.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på Sue Johnson og hendes helt enkle spørgsmål, som for mig og rigtigt mange andre parterapeuter, anses som grundsten i et bæredygtigt parforhold:

“Er du der for mig, når jeg har brug for dig?”

Det handler ikke om perfektion.
Eller fravær af triggere og konflikter.

Men oplevelsen af, at du ikke står alene, når det bliver svært.

Når én vakler, bliver det mødt med ro.
Med kontakt.
Med “jeg er her”.

Sårbarhed bliver ikke gjort forkert.
Den bliver ikke gjort farlig.
Den bliver taget alvorligt.

Og det er dér, noget smukt sker.

For passion og tryghed kan sameksistere.

Begær forsvinder ikke, fordi man tager ansvar for sine mønstre.
Tværtimod.

Når vi ved, at den anden bliver – også når vi viser det, vi skammer os over – så tør vi give os mere hen.
Så bliver kærligheden ikke mindre intens.
Den bliver mere holdbar.

Måske er det derfor, fortællingen rammer så mange.

Ikke kun fordi den er passioneret.
Men fordi den viser det, vi længes efter:

At vi kan være sårbare – uden at miste hinanden.
At vi kan tage ansvar – uden at miste gnisten.
At tryghed og lidenskab godt kan bo det samme sted.

Det er ikke dramaet, der gør relationer stærke.
Det er modet til at blive.
Og modet til at svare:
“Ja. Jeg er her.” 🤍

14/02/2026

Kærlig opmærksomhed er ikke noget, der kun hører én dag til.

Og heller ikke noget, du behøver at forbeholde andre.

Du er det vigtigste menneske i dit liv.
Så husk også kærlighed til dig selv ♥️

Den måde, du taler til dig selv på.
Den pause, du giver dig selv.
Den hånd, du lægger på dit eget bryst, når det hele larmer.

I dag sad jeg i saunaen med udsigt over Øresund.
Kulden omsluttede min krop, da jeg var i vandet. Nu er det varmen, der forkæler.

Horisonten, der holder alting.

Det gør noget ved mig.
Det samler.
Kaster det indre anker.
Giver ro.

Selvkærlighed er ikke forkælelse.
Det er regulering.
Det er ansvar.
Det er at møde sig selv, som man så ofte møder andre.

Den største kærlighedserklæring er ikke blomster – men nærvær.

Og at blive hos dig selv.
Også i hverdagen ⚓️

kærlighedhverdag

10/02/2026

Blomster visner. Chokolade bliver spist.
Parterapi kan ændre noget - både nu og i fremtiden.

I behøver ikke være i krise for at passe på jeres forhold.
Faktisk tværtimod.

Valentinsgave med holdbarhed ❤️
Send mig en mail på [email protected] og vær sikker på, at du har gaven i din mailbox inden lørdag.

Kærlig hilsen Lea ♥️

11/01/2026

Jeg er stolt - og helt utroligt taknemmelig over at være den, der holder rummet og cirklen for disse kvinder.
At bevidne deres proces og opdagelser om dem selv, er smukt og rørende.

Tak til SMILfonden & Velliv Foreningen, der gør det muligt.
Og især tak til de kvinder, der deltager.

♥️

At være mor til et barn, som typisk ikke bliver rask, er hårdt.❤️

Når man lever med kronisk og alvorlig sygdom, er hverdagen fyldt med bekymringer, logistiske udfordringer og et konstant pres – og for mange bliver egenomsorg sat helt på pause.

Derfor er vi stolte af, at vi i 2025 har skabt et nyt, trygt fællesskab: Kvindecirklen.

Kvindecirklen er et særskilt støttetilbud for mødre i SMILfonden, hvor de kan dele erfaringer, finde støtte og opdage nye ressourcer i sig selv.🌱

”Her skal de mærke, at de behov, de så længe har sat i baggrunden, godt kan fylde lidt mere, uden at det går ud over deres børn,” fortæller Lea Lykkegaard, vores familierådgiver i SMILfonden.

Det første forløb er allerede i gang – og fællesskabet tyder på at være lige det frirum, mange mødre har savnet. 🧡

👉 Læs mære om vores nye støttetilbud her: https://smilfonden.dk/et-nyt-stoettetilbud-for-moedre-til-boern-med-kronisk-og-alvorlig-sygdom/