Nuar Terapi v/ Thomas Raun

Name: Nuar Terapi v/ Thomas Raun
Address: Jægersborg Allé 93, Gentofte, 2820, DK
Telephone: +4523964604

Hjem
Danmark
Gentofte
Nuar Terapi v/ Thomas Raun

Ring Rutevejledning Website Kontakt virksomheden

Igennem relevante og jordnære samtaler arbejder jeg med mennesker der hvor de er i livet. Alt for mange af os går rundt og skal levere og præstere konstant.

Man skal nyde før man kan yde

Hvis vi ikke får mærket os selv og lavet noget der fylder os op med energi, kan vi heller ikke være noget for andre. Det gør at vi glemmer vores egne behov, og derved ”mister det gode humør”, bliver utilfredse, og i visse tilfælde nedslidte og stressede. Efter min mening er det derfor vigtigt, at finde frem til det der giver os glæde og fylder os op med energi så vi kan være noget for vores familie, relationer, arbejde osv. Dette kan bl.a. gøres ved at få italesat sine værdier og prioriteret disse ift. hverdagen.

21/10/2026

Mænd vil løse problemer. Kvinder vil dele dem
Ugens emne: At dele eller at fikse

En af de ting jeg oftest oplever i parterapien er, at to mennesker begge forsøger at vise omsorg for hinanden, men alligevel ender med at føle sig misforstået.

Det ser tit sådan ud:

Hun kommer hjem og fortæller om en dag, hvor alt har været for meget. Chefen, børnene, en veninde der skuffede.
Han lytter. Og efter to minutter siger han: "Det kan du jo bare.. (løse ved at...)"
Og så sker der noget. Hun bliver stille. Han bliver forvirret. Han mente det jo godt.

Ofte er det manden der vil fikse og kvinden der vil dele. Men det kan også være omvendt, og det er ikke det vigtigste.

Det vigtige er, at de to taler om to forskellige ting.

Når hun deler, er hun sjældent ude efter en løsning. Hun vil gerne have lov til at sætte ord på det og mærke, at nogen er med hende i det. Når den anden så kommer med en løsning, føler hun sig ikke mødt og hører noget andet end det, der bliver sagt:

"Du overdriver."
"Du skal ikke have det sådan."
"Kan vi ikke bare komme videre?"

Og når han kommer med løsningen, er det sjældent for at afvise hende. Det er hans måde at vise, at han holder af hende. Han kan ikke holde ud, at hun har det svært og det eneste, han ved han kan gøre, er at handle.

Så hun føler sig ikke hørt. Og han føler sig afvist, fordi hans hjælp ikke blev taget imod.

Ingen af dem har gjort noget forkert. De har bare to forskellige måder at vise omsorg på, og de ramler ind i hinanden.

Hun leder efter nogen, der bliver. Han leder efter noget, han kan gøre. Og så går de skævt af hinanden, selvom de egentlig vil det samme.

Et spørgsmål til dig:
Hvornår har du sidst delt noget svært og fået en løsning, du ikke havde bedt om? Eller måske givet en løsning?

📅 Læs med på fredag, hvor jeg deler en enkel måde at hjælpe hinanden på.

16/10/2026

Hvad hvis du ikke skal finde dig selv, men give dig selv plads?
Ugens emne: Hvem er du, når du holder op med at tilpasse dig?

I mandags handlede det om frustrationen over altid at tilpasse sig. I onsdags om spørgsmålet: Hvem behøver jeg ikke længere at være?

Men hvad sker der bagefter?

Når de gamle roller begynder at løsne sig, opstår der et tomrum. Mellem det, der var, og det der endnu ikke har fået navn. Det kan føles som et ubehageligt sted at være. Du ved endnu ikke helt hvem du er, og du har ikke svaret endnu.

Derfor har mange af os travlt med at fylde det ud.

Vi finder et nyt arbejde.
En ny relation.
Et nyt projekt.
En ny livsstil.
En ny måde at forklare os selv på.

Og lige med det samme føles det bedre, for nu ved vi igen, hvem vi er.
Men tit er det bare en ny rolle, der tager den gamles plads.
Den tilpassede bliver til den, der "arbejder med sig selv".
Den hjælpsomme bliver til den, der hjælper andre med at hele. Og åbningen lukker sig igen, før der nåede at komme noget frem.

Men døren skal bare have lov til at stå åben.

Ikke for evigt, og ikke som en passiv ventetid. Men længe nok til, at du kan mærke efter, uden at skulle være noget bestemt til tiden.

For i det vakuum kan der begynde at vise sig noget, som ikke er skabt for at imponere nogen, passe ind eller holde det liv i gang du allerede har bygget.

Måske en længsel, du har overhørt i mange år.
Måske en sorg, der gerne vil have lov til at være der.
Måske en lyst, du ikke engang har turdet sige højt.

Tabet af den du var, kan være begyndelsen på mødet med den, du aldrig har haft plads til at blive.

Et spørgsmål til dig:
Hvad ville der ske, hvis du lod tomrummet stå åbent i lidt længere tid, uden at skynde dig at fylde det ud?

Jeg håber, ugens opslag har givet dig mere lyst til at være et sted uden svar. Og lyst til at lytte efter, hvad der gerne vil frem.

Rigtig god weekend

14/10/2026

Hvem behøver du ikke længere at være?
Ugens emne: Hvem er du, når du holder op med at tilpasse dig?

I mandags handlede det om frustrationen over altid at være den, der tilpasser sig. Og om fornemmelsen af at være fremmed i sig selv og i sit eget liv.

Nu kommer det spørgsmål, rigtig mange sidder tilbage med:
“Hvem er jeg, hvis jeg ikke længere er den hjælpsomme?”

Den stærke.
Den nødvendige.
Den, der holder sammen på det hele.
Den, der altid ved hvad der skal ske.

Når de roller begynder at løsne sig, kan det føles, som om man er ved at miste sig selv. Og det er et sårbart sted at være. For hvem er du, hvis du ikke længere er den, der præsterer og passer ind?

De kvinder jeg møder, har ofte båret de her roller siden de var små. Ikke fordi de valgte dem, men fordi de var nødvendige på det tidspunkt. Det ægte i os bliver tit pakket væk i en tidlig alder, mens tilpasningen og præstationen tog over.

Derfor kan “Hvem er jeg?” spørgsmålet føles meget stort. Det kalder på et færdigt svar, og det har du ikke endnu.

Prøv i stedet at spørge:

Hvem behøver jeg ikke længere at være?

Du behøver altså ikke have svaret på, hvem du er. Du skal bare begynde at mærke, hvad der ikke længere passer til dig.

Det kan være:
At du ikke behøver at være den, der altid har en løsning.
At du ikke behøver at sige “det er fint”, når det ikke er det.
At du ikke behøver at gætte, hvad alle andre har brug for, før du mærker dit eget behov.

Det kræver som regel mod, for det kalder ikke på nye mål eller endnu forbedret eller optimeret udgave af dig selv. Det kalder på en villighed til at stå, bare et øjeblik, uden svar og uden at skulle være noget bestemt.

Du mister ikke dig selv, når du lægger en rolle fra dig. Tværtimod bliver der mere plads til dig – Som i hele dig.

Et spørgsmål:
Hvem behøver du ikke længere at være?

📅 Læs med på fredag, hvor jeg deler, hvad der kan vise sig i det tomrum, hvor det gamle er løsnet og det nye endnu ikke har fået navn eller form.

13/10/2026

Når du er blevet fremmed i dit eget liv
Ugens emne: Hvem er du, når du holder op med at tilpasse dig?

Der kommer ofte et tidspunkt, hvor den du har været, ikke længere passer til den, du er ved at blive.

Det starter sjældent med en krise. Ofte mere som en stille tomhed. Det, der før gav energi, gør det ikke længere og der kan opleves en form for distance til sig selv og omverdenen.

Arbejdet, rollerne, relationerne, de gamle drømme. Det hele fungerer stadig.
Du står op og gør det du plejer.

Men et sted indeni er du holdt op med at kunne genkende dig selv. Noget passer ikke længere.

Mange af de kvinder jeg har i terapistolen lige nu, har været dygtige til at tilpasse sig. De har været:

Den fleksible
Den hjælpsomme
Den der kan mærke, hvad der er brug for
Den der har sørget for det hele hænger sammen

Og det har virket. Det har givet plads, anerkendelse og ro.

Men nu er der en irritation, som de ikke helt kan forklare.
Du siger "det er fint", og kunne råbe indeni.
Du er den, der finder en løsning, så alle andre har det nemt.
Du er den, der husker det hele, og alligevel ikke bliver spurgt, hvad du selv har lyst til.
Du møder dig selv i en tanke som "hvorfor er det altid mig, der giver efter?" Og måske også skammer dig lidt over den.

Og når nogen så spørger "hvad vil du?", ved du det faktisk ikke. Du har brugt så lang tid på at mærke, hvad andre har brug for, at dine egne ønsker og behov er blevet svære at høre.

Frustrationen er det første tegn. Den er et tegn på, at tilpasningen begynder at koste mere end den giver.

For meget af det, vi bygger vores identitet på, er ikke selvvalgt. Det var en nødvendighed vi lærte tidligt, at man blev elsket når man var nem, stærk eller dygtig.

Så det blev vi.

Og når livet begynder at vokse ud af den konstruktion, kan det føles som at miste sig selv.

Men måske er det ikke dig du mister.
Måske er du ved at genfinde dig selv.

Et spørgsmål til dig:
Hvor i dit liv mærker du frustrationen over altid at være den der tilpasser sig, selvom alt udadtil ser ud, som det plejer?

📅 Læs med på onsdag, hvor jeg kommer nærmere: Hvem er jeg, når de gamle roller begynder at løsne sig?

09/10/2026

Blikket du leder efter hos andre, er også dit eget
Ugens emne: At eksistere gennem andres blik

Tidligere på ugen skrev jeg, at det blik vi leder efter udefra, også er vores eget.

Men hvordan begynder man så at se sig selv, og ikke af andre?
Noget af det første er at opdage, at du ofte ikke aflæser den andens dom, men din egen.

F.eks. hvis din partner er stille, og du tænker "jeg har gjort noget forkert", ved du i virkeligheden ikke, hvad de tænker. Det er en dom der kommer fra dig selv. Du lægger altså noget i dig selv over i andre.

Det er en vigtig opmærksomhed. For så er det ikke kun andre, der bestemmer, hvad du er værd. Dit eget blik på dig selv er med til at afgøre det og det blik kan du lære at ændre.

Du kommer dog aldrig helt til at slippe behovet for andre. Yalom beskrev, at vi altid er lidt alene i vores egen oplevelse, uanset hvor tæt vi er på nogen. Men jo bedre du kan holde ud at være det, jo mindre har du brug for at bruge andre som spejl, og jo mere kan du møde dem, som de er.

Så hvordan begynder man?
Læg mærke til øjeblikket, hvor du leder efter bekræftelse. Du vil have et "godt gået", et smil, en reaktion. Stop op i kort øjeblik og spørg dig selv: Hvad ville jeg sige til mig selv lige nu, hvis ingen så det?

Prøv at være i stilheden, når ingen reagerer. Den stilhed, du før fyldte med at lede efter, hvad du havde gjort eller IKKE gjort, kan blive et sted, hvor du mærker dig selv.

Hver gang du bliver hos dig selv i stedet for at være i andre og deres reaktion, bliver dit eget blik lidt stærkere.

Og der er en bonus: Når du ikke længere skal bekræftes for at mærke dig selv, får du plads til at se den anden, som han eller hun faktisk er.

Et spørgsmål til dig:
Hvad ville du sige til dig selv i dag, hvis du så dig selv med omsorg i stedet for med dom?

Jeg håber ugens opslag har givet dig et nyt blik på dig selv og på de blikke, du leder efter hos andre.

07/10/2026

Hvad koster det at leve i andres blik?
Ugens emne: At eksistere gennem andres blik

Når du kun mærker dig selv, når nogen ser dig, lægger du en stor opgave hos den anden.
Den anden skal være dit spejl.

At du er god nok, at du er til, at du betyder noget.
Og det er en opgave, ingen kan bære.

Den amerikanske psykoterapeut Irvin Yalom skriver, at der i hvert menneske ligger en grundlæggende ”alenehed”. Han kalder den eksistentiel isolation. Uanset hvor tæt vi er på nogen, kan de aldrig helt komme ind i vores oplevelse, og vi kan aldrig helt komme ind i deres.

Kernen er, at vi træder ind i tilværelsen alene og forlader den alene.
Ingen kan dø vores død for os, og ingen kan fuldt ud dele vores subjektive oplevelse, uanset hvor tæt vi er på hinanden.

Og fordi angsten for denne grundensomhed er svær at bære, udvikler vi forsvar. Som kan være en ”fusion” hvor vi opløser grænserne mellem os selv og andre.
Det er ikke et tegn på, at noget er galt. Det er et vilkår for at eksistere.

Men det er svært at holde ud. Så vi forsøger at lukke afstanden. Ved at blive set. Ved at blive bekræftet. Ved at blive nødvendige for nogen.

I parforholdet kan det koste kontakten på tre måder.
Du tilpasser dig det, du tror den anden vil se, i stedet for at vise hvem du er.
Din partner bliver en form for overdommer. Deres humør bliver en slags vejrudsigt, du hele tiden aflæser.
Du holder op med at være nysgerrig. For du er så optaget af, hvad de ser i dig, at du ikke ser, hvem der står foran dig.
Så bliver kontakten mellem jer en transaktion eller handel. Jeg viser dig det, du vil se og du bekræfter mig til gengæld.

Men ægte kontakt kræver to adskilte mennesker, der mødes. Ikke to mennesker, der ser igennem hinandens blik for at kunne være til.

Et spørgsmål til dig:
Hvor beder du din partner om at bekræfte dig, uden at du siger det højt? Og hvad ville der ske, hvis du i stedet bare lod dem være til?

📅 Læs med på fredag, hvor jeg skriver hvordan du begynder at se dig selv lidt mere, uden at det afhænger af hvad andre ser.

05/10/2026

Føler du kun du eksisterer, når nogen ser dig?
Ugens emne: At eksistere gennem andres blik

Mange af de klienter jeg har her hos mig, har kun lært at mærke sig selv gennem andres blik.

Følelsen af "jeg er her, og jeg betyder noget" opstår altså ikke indefra. Den kommer først tilbage til dem fra en andens reaktion. Det bliver lidt som at gå rundt uden et spejl: man ved ikke helt, hvem man er, før nogen holder et spejl op. Problemet er bare at det bliver andres spejl og syn.

Og vi kender det nok alle sammen i en eller anden grad. Når vi bliver rost. Bekræftet. Spurgt til råds. Når nogen siger: "Det var godt gjort" eller "Dig kan jeg altid regne med."

Men for nogen, kan der uden det blik blive helt stille indeni. Som om man ikke helt er der.

Det kan også være omvendt. Kritik, et skuffet blik, en tone der er lidt for kort. Det gør ondt. Men det gør også noget andet: det viser, at man findes. At man betyder nok til, at nogen reagerer. Og så kan kritik næsten være lettere at holde ud end ingenting.

Mange kender det i parforholdet. Du aflæser tonen, ansigtet, pausen. Når din partner er glad, kan du slappe af. Når de er stille, begynder du at lede efter, hvad du har gjort.

Det starter ofte tidligt. Måske blev du mest set, når du var ”dygtig”, ”nem” eller hjælpsom. Eller når der var noget galt. Så lærte du, at man bliver virkelig i andres øjne.

Og den lære tager vi med ind i vores relationer.

Når andres blik bliver dit eneste spejl, bliver du afhængig af, hvad de ser.
Men det er ikke hele historien. For blikket, vi leder efter udefra, er også vores eget.

Det kommer vi tilbage til senere på ugen.

Et spørgsmål til dig:
Hvad sker der i dig når nogen roser dig, eller når nogen kritiserer dig? Og hvad sker der indeni, hvis der ingen reaktion er?

📅 Læs med på onsdag, hvor jeg deler hvad det koster at leve i andres blik, og hvad det gør ved kontakten i parforholdet.

02/10/2026

En enkel vej tilbage til kontakt, selv når I er langt fra hinanden
Ugens emne: Når vi beskytter os i stedet for at mødes

I ugens to første opslag har vi set på de fem måder, vi beskytter os på i en konflikt: kamp, flugt, frys, tilpasning og ”fikseren”.
Vi bruger dem alle, men de holder os fra det vi egentlig længes efter. Nemlig kontakt med den anden.
Så hvad gør man, når man opdager at man er i en af dem, og gerne vil tilbage til kontakt?

Her er en lille øvelse, du kan bruge. Alene, eller sammen med din partner.

Det første skridt er at genkende, hvor du er.
Spørg dig selv: Hvad gør jeg lige nu?
Kæmper jeg for at blive hørt?
Trækker jeg mig?
Er jeg gået i sort?
Siger jeg bare ja for at bevare freden eller fordi det er nyttesløst?
Eller forsøger jeg at løse det, før vi overhovedet har talt om det?

Bare det at sætte ord på det, flytter noget. Du går fra at være i reaktionen til at se den.

Det andet skridt er at sige det højt.

Ikke som en undskyldning eller forklaring. Bare som en oplysning.
"Jeg kan mærke at jeg er ved at lukke ned."
"Jeg bliver skarp i tonen lige nu, fordi jeg er bange for ikke at blive hørt."
"Jeg vil gerne løse det her hurtigt, men fordi det er ubehageligt ikke at vide hvad der skal ske."

Det er ikke sætninger, der løser konflikten. Men de gør noget andet vigtigt. De fortæller den anden, at du stadig er der, selv i din beskyttelse. Det er forskellen på at forsvinde ind i mønstret og på at blive i kontakt, mens du er i det!

Det tredje skridt er at spørge ind til den anden.

"Hvor er du henne lige nu?"
"Hvad har du brug for?"
Ikke for at løse det for dem. Bare for at se dem, der hvor de er.

Det er det, der skaber kontakt. Ikke at ingen af jer reagerer. Men at I begynder at se hinandens reaktioner, i stedet for kun at være i jeres egne.

Det kræver øvelse. I kommer til at glemme det, falde tilbage i de gamle mønstre, og prøve igen. Det er helt normalt.

Men hver gang I genkender mønsteret og siger det højt i stedet for at handle på det alene, kommer I lidt tættere på hinanden, selv midt i det svære.

Et spørgsmål til dig:
Hvad kunne du sige højt, næste gang du mærker dig selv gå i en af dine kendte reaktioner?

30/09/2026

De to reaktioner i en konflikt, du måske slet ikke lægger mærke til
Ugens emne: Når vi beskytter os i stedet for at mødes

I mandags kiggede vi på kamp, flugt og frys. De tre er ret nemme at få øje på, både hos os selv og hos partneren. Vi har alle prøvet at presse på eller at trække os.

Men der er to andre strategier, der kan være lidt sværere at genkende. Ikke fordi de fylder mindre. Men fordi de ligner noget positivt.

Tilpasningen
Tilpasning sker, når du forsøger at bevare relationen ved at please og undgå konflikt, ofte på bekostning af dine egne behov.
Det kan vise sig som at sige ja, selvom du mener nej. At tage skylden, selvom du ikke føler du har gjort noget galt. At undskylde for hurtigt og for meget. At undertrykke dine egne følelser for at bevare freden.

Udefra ligner det samarbejdsvilje. Nogen der er let at være sammen med.
Men indeni sker der helt sikkert noget andet. Du forsvinder lidt hver gang. Og når du forsvinder fra dig selv, så forsvinder du også fra relationen.

”Fikseren”
Når ubehaget vokser, kan du forsøge at handle dig ud af det. Finde løsninger for hurtigt at komme videre fra konflikten.
Det kan vise sig som at foreslå løsninger midt i konflikten uden at lytte færdigt. At sige "så gør vi bare sådan her", før der er talt ud.

At forsøge at redde stemningen ved at handle i stedet for at være til stede. At blive rastløs og utilpas, hvis problemet ikke løses med det samme.
Udefra ligner det handlekraft. Nogen der tager ansvar.
Men det, der egentlig sker, er at ubehaget ved at være i følelsen bliver for stort. Så du løser i stedet for at mærke, og springer det øjeblik over, hvor I faktisk kunne have mødt hinanden.

Selvom begge strategier kan se ud til at skabe kontakt, så gør den faktisk det modsatte.

For tilpasning giver fred, men ikke nærhed. Og at fikse giver en løsning, men ikke forståelse.

Et spørgsmål til dig:
Kan du genkende du tilpasningen eller ”fikseren” i dig selv?

📅 Læs med på fredag, hvor jeg deler en enkel og konkret måde at finde tilbage til kontakt på, også når I er langt fra hinanden.

28/09/2026

Når vi prøver at finde hinanden, og alligevel mister kontakten
Ugens emne: Når vi passer på os selv, i stedet for at mødes

Når vi føler os sårede eller utrygge i relationen, går vi på autopilot.
Vi forsøger at beskytte os selv. Men det, vi egentlig længes efter, er det modsatte: kontakt til den anden.

Vores reaktioner er faktisk helt naturlige. De er nervesystemets måde at passe på os, når vi er pressede, sårede eller utrygge. Og vi bruger den strategi, der har været mest "succesfuld" tidligere i vores liv.

Problemet er bare, at de forhindrer reel kontakt i mellem os.

For i stedet for at møde hinanden, begynder vi at beskytte os selv. Vi reagerer på hinanden i stedet for at forbinde os. Med andre ord, er det lige dér vi går skævt af hinanden.

Når vi er i overlevelse, bliver vi blinde for det, der virkelig foregår. Vi mister det vigtigste: evnen til at være nærværende, nysgerrige og åbne. Vi får tunnelsyn.

Derfor ender vi igen og igen i de samme mønstre og konflikter, selv når vi bare gerne vil være tæt på hinanden.

Du kender dem sikkert!

Kamp
Du reagerer med modstand for at blive hørt og genvinde kontrol. Det kan være direkte, eller skjult i sarkasme, kritik og diskussion.
Det kan lyde som at hæve stemmen. At kritisere den anden for ikke at lytte. At ville vinde diskussionen frem for at finde hinanden. At tage initiativ til samtalen, men ende i anklager.
Flugt
Du trækker dig fysisk eller følelsesmæssigt. Du undgår konfrontationen, men mister samtidig kontakten.
Det kan være at forlade rummet eller gå i seng midt i konflikten. At blive tavs. At sige "glem det", selvom det ikke føles glemt. Eller tanken: "Det hjælper ikke at tale om det."
Frys
Kroppen går i alarm, og du stivner. Du ved ikke, hvad du føler, og kan ikke finde ordene.
Det kan være at blive stille og tom i blikket. At føle sig overvældet uden at kunne reagere. At kroppen er låst, mens tankerne kører i ring.

De er alle tre helt naturlige, for vores hjerne reagerer fysiologisk på en ydre trussel.

Så husk at når vi er i dem, kan vi ikke være i relation med andre. Hjernen lukker simpelthen ned for den mulighed.

Et spørgsmål til dig:
Hvilken af de tre kender du bedst hos dig selv, når det bliver svært?

📅 Læs med på onsdag, hvor jeg deler de to reaktioner, der ofte overses: tilpasning og ”fikseren”. De er lettere at tage for noget positivt, men de koster også kontakten.

Adresse

Jægersborg Allé 93
Gentofte
2820

Telefon

+4523964604

Website

http://www.nuar-terapi.dk/

Underretninger

Bliv den første, der får besked: Vi sender dig en e-mail, når Nuar Terapi v/ Thomas Raun offentliggør nyheder og tilbud. Din e-mailadresse bliver ikke brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.