Nuar Terapi v/ Thomas Raun

Name: Nuar Terapi v/ Thomas Raun
Address: Jægersborg Allé 93, Gentofte, 2820, DK
Telephone: +4523964604

Hjem
Danmark
Gentofte
Nuar Terapi v/ Thomas Raun

Igennem relevante og jordnære samtaler arbejder jeg med mennesker der hvor de er i livet. Alt for mange af os går rundt og skal levere og præstere konstant.

Man skal nyde før man kan yde

Hvis vi ikke får mærket os selv og lavet noget der fylder os op med energi, kan vi heller ikke være noget for andre. Det gør at vi glemmer vores egne behov, og derved ”mister det gode humør”, bliver utilfredse, og i visse tilfælde nedslidte og stressede. Efter min mening er det derfor vigtigt, at finde frem til det der giver os glæde og fylder os op med energi så vi

kan være noget for vores familie, relationer, arbejde osv. Dette kan bl.a. gøres ved at få italesat sine værdier og prioriteret disse ift. hverdagen.

01/06/2026

Tillid bygges ikke i de store øjeblikke
Ugens emne: Tillid - hvordan den opbygges, brydes og genfindes

Vi tror ofte at tillid handler om de store ting.

Om ikke at bedrage. Om ikke at lyve. Om ikke at gøre noget, der ikke kan repareres.

Og det gør det selvfølgelig også!

Men den tillid de fleste par mister, forsvinder ikke i ét stort brud. Den forsvinder stille og gradvist. I hverdagens små øjeblikke. De øjeblikke vi næsten ikke lægger mærke til.

Når du siger du ringer - og ikke gør det.
Når den anden fortæller noget vigtigt - og du er halvt til stede.
Når du lover at huske noget - og glemmer det alligevel.
Når du affejer det den anden siger med et "det er ikke så slemt."
Når du siger "det er fint" - men kroppen siger noget andet.

Ingen af dem er de store katastrofer. Hvert enkelt kan forklares og undskyldes. (Sæt evt dine egen ind)

"Jeg har travlt."
"Det var ikke min mening."
"Det glemte jeg bare."
"Det var ikke så vigtigt."

Men de hober sig op.

Og over tid begynder kroppen at registrere det. Ikke som en bevidst tanke. Men som en fornemmelse. En lille tilbagetrækning. Et lag af forsigtighed der lægger sig oven på et lag der allerede eksisterer.

Jeg ved ikke om jeg kan stole på at du er der. Jeg ved ikke om det jeg siger betyder noget for dig. Jeg ved ikke om det er sikkert at vise dig det, der er svært.

Tillid er ikke noget vi har eller ikke har. Det er noget vi opbygger eller nedbryder - én lille handling ad gangen.

Et spørgsmål til dig: Er der små ting i jeres hverdag, som du tror har sat sig i den anden uden at nogen af jer har talt om det?

📅 Læs med på onsdag, hvor jeg deler hvad der sker, når de små brud hober sig op og hvorfor mange (par) ikke kan sætte fingeren på hvornår det begyndte.

29/05/2026

Hvad sker der, når du holder op med at løbe?
Ugens emne: Beskyttelsesstrategier og hvad de koster os

Hvad sker der hvis vi holder op med at beskytte os selv?

Hvis vi slipper den kontrol, den afstand, den måde vi har overlevet på, så bliver det for meget.

At vi bryder sammen. At vi ikke kan holde til det. At det der kommer frem, er for stort til at håndtere.

Der er en frygt mange af os bærer på. Det bliver et paradoks. Vi ønsker at slippe det, men frygter også at gøre det.

Men sandheden er ofte en anden.

For det det er sværest, er sjældent selve følelsen. Det er, at vi er alene med den.

Og når vi endelig tør møde det. Ikke alene, men sammen med nogen der kan rumme det, sker der noget andet end det, vi troede ville ske.

Det er ikke et sammenbrud. Det er en lettelse.

For det vi har brugt år på at holde nede, kræver enorm energi. Energi der kunne have været brugt på at leve. På at elske. På at være til stede.
Og når vi begynder at møde det i stedet for at løbe fra det, frigives den energi.

Du kan puste ud.
Sænke skulderne.
Trække vejret dybt.

Du behøver ikke længere holde igen. Du kan endelig være hos og med dig selv - og hos den anden.
Det betyder ikke at alt bliver let. Men det betyder at du ikke længere er alene med det.

For det der sker i et parforhold, når én af jer begynder at turde mærke i stedet for at beskytte, er at den anden får lov til at møde dig. Ikke som den stærke. Ikke som den der har styr på det. Men som den du egentlig er.

Og det er dér, ægte kontakt opstår. Ikke i det perfekte. Men i det ærlige.

Et spørgsmål til dig: Hvad ville der ske, hvis du holdt op med at beskytte dig og i stedet lod noget møde dig i det, der er svært?

Og kæmpe tillykke til verdens skønneste kvinde, som har turdet møde det hun ellers ville have løbet fra og som hver dag viser mig hvad mod egentlig er. ❤️

Rigtig god weekend til jer alle 😎🌞

27/05/2026

Hvorfor vi begyndte at beskytte os
Ugens emne: Beskyttelsesstrategier og hvad de koster os

Ingen vågner op en dag og beslutter sig for at lukke ned. Ingen vælger bevidst at løbe fra det, der gør ondt.

Det sker gradvist. Og det sker af en grund.
For på et tidspunkt i dit liv var der noget, du ikke kunne bære.

Noget der var for stort. For svært. For ensomt at sidde med alene.
Måske var der ingen til at møde dig i det. Måske blev du mødt med vrede, hvis du viste din sårbarhed. Måske lærte du, at det at mærke gjorde tingene værre - ikke bedre.

Og så fandt du en vej væk. En måde at overleve på.
Du begyndte at drikke, fordi det dæmpede uroen. Du begyndte at træne, fordi det gav dig noget at kontrollere. Du blev ligeglad, fordi det var nemmere end at blive ved med at håbe. Du lukkede ned, fordi det føltes sikrere end at åbne op.

Det var ikke en fejl. Det var overlevelse.

Men det der reddede dig dengang, holder dig nu fanget.
For de strategier du lærte som barn eller ung, dem bruger du stadig. Også selvom omstændighederne er anderledes. Også selvom der nu er nogen, der faktisk vil møde dig.

Du løber stadig, selvom ingen jager dig. Du lukker stadig ned, selvom der er nogen der vil ind.

Og det er her, det bliver svært. For kroppen husker. Den reagerer som den lærte. Og selvom du forstår det med hovedet, så kører mønstret på automatik, når du bliver ramt på noget der minder om dine gamle sår.

Men det første skridt til forandring er at forstå hvorfor det opstod. Ikke for at bruge det som en undskyldning på din reaktion. Men for at se det for hvad det er: beskyttelse, ikke personlighed!

Et spørgsmål til dig: Hvornår begyndte du at beskytte dig og hvad beskyttede du dig imod?

📅 Læs med på fredag, hvor jeg deler hvad der bliver muligt, når vi begynder at møde det vi har gemt væk og hvad det gør ved vores forhold.

25/05/2026

Det vi gør for ikke at mærke
Ugens emne: Beskyttelsesstrategier og hvad de koster os

Der er noget vi alle gør, når vi bliver ramt eller noget gør for ondt at bære.

Vi finder en vej væk fra det.

Nogle gør det højt og synligt. De drikker. Træner til udmattelse. Kaster sig ud i noget der tager al opmærksomheden. Arbejder til de ikke kan mærke kroppen mere.

Andre gør det stille. De bliver ligegyldige. Tomme. Lukker ned indeni på en måde ingen kan se udefra. Bliver "døve" over for det der sker omkring dem. Eller kører videre på skyldfølelse og skam, fordi det er nemmere end at mærke det der ligger under.

Det er ikke fordi der er noget galt med os. Det er faktisk helt naturligt og fordi vi er mennesker. Og mennesker beskytter sig.

Så der er ikke noget i vejen med at blive ramt og reagere. Men det koster noget at blive i det.

For det vi løber fra, forsvinder ikke. Det bliver bare liggende. Og langsomt begynder det at forme hvordan vi er i vores forhold. Hvordan vi møder den anden. Hvordan vi møder os selv.

Du kan ikke elske nogen dybt, hvis du ikke tør mærke dybt. Du kan ikke være til stede hos din partner, hvis du ikke tør være til stede i dig selv.

Og det største paradoks. Du kan ikke få den kontakt du længes efter, hvis du bruger al din energi på at holde noget på afstand.

Et spørgsmål til dig: Hvad gør du for ikke at mærke - og hvad koster det dig?

📅 Læs med på onsdag, hvor jeg dykker ned i hvad der gemmer sig bag de strategier og hvorfor de opstod i første omgang.

22/05/2026

Når I begge ser jeres egne mønstre
Ugens emne: Hvad vores forhold til vores forældre gør ved vores parforhold

Der sker noget særligt i et parforhold, når begge begynder at se deres egne mønstre.

Ikke den andens. Men deres egne!

For så længe du kun ser hvad din partner gør forkert, er I stadig fanget. Du venter på at de ændrer sig. De venter på at du forstår dem. Og I rammer ind i det samme igen og igen.

Men når du begynder at se dit eget mønster, sker der noget andet.
I holder op med at kæmpe mod hinanden. Og begynder i stedet at forstå hvad der egentlig foregår.

Hun ser at hun trækker sig, ikke fordi han gør noget forkert, men fordi hun engang lærte at det var farligt at have og udtrykke sine behov.

Han begynder at se at han forsøger at fikse det. Ikke fordi hun ikke kan klare det selv. Men fordi det var sådan, han lærte at vise at han var der.

Og pludselig er konflikten ikke længere om hvem der har ret. Den er om to mennesker, der hver især prøver at hele noget gammelt og som endelig begynder at forstå, hvad den anden egentlig kæmper med.

Det betyder ikke at alt er løst. Men det betyder at I mødes på den anden side af forsvarene.

For I kan ikke ændre arven. Men I kan beslutte jer for ikke længere at lade den styre jer.

Og det begynder med at se det. Hos dig selv først. Og så (når du er klar) hos den anden.

Et spørgsmål til dig: Hvad ville der ske i jeres forhold, hvis I begge begyndte at se jeres egne mønstre i stedet for den andens?

Jeg håber du fik noget ud af ugens opslag. Og at de gav dig noget at tænke over.
Både om dig selv og om dem du elsker ❤

20/05/2026

Hvordan bryder man et mønster man ikke valgte?
Ugens emne: Hvad vores forhold til vores forældre gør ved vores parforhold

Det er én ting at se mønstret. At genkende det fra barndommen. At forstå hvor det kommer fra.

Men det er noget helt andet at ændre det.

For selvom vi forstår at vi gentager noget gammelt, betyder det ikke at kroppen stopper med at reagere som den plejer. Mønstret sidder ikke i hovedet. Det sidder dybt i nervesystemet. Og det aktiveres, før vi når at tænke os om.

Så hvad gør man?

Det første (og måske sværeste) er at opdage det mens det sker.

At mærke det øjeblik hvor du begynder at gøre det igen. Hvor du bliver større og højere for at blive set. Hvor du lukker i og trækker dig væk. Hvor du skjuler det du egentlig har brug for.

Og i stedet for at køre videre på automatik, stopper du op. Bare et øjeblik.
Ikke fordi du skal gøre det "rigtigt." Men fordi du giver dig selv en chance for at gøre noget andet end det, kroppen ellers ville.

Det næste er at turde sige det højt.

Til dig selv først. Og når du er klar - til din partner.

Det kunne lyde lidt af det her:

"Jeg mærker jeg lukker i. Det har ikke noget med dig at gøre. Det er bare det jeg gør."
"Jeg bliver høj i stemmen. Ikke fordi jeg er sur på dig. Men fordi jeg er bange for ikke at blive hørt."
"Jeg ved ikke hvad jeg har brug for. Men jeg prøver at finde ud af det."

Det lyder måske ikke som perfekte sætninger der løser noget. Men de er ærlige. Og de gør noget andet end mønstret plejer.

For når du siger det højt til dig selv, eller den anden, brydes automatikken. Du er ikke længere bare i reaktionen. Du er til stede i den. Og det gør hele forskellen.

Mønstret forsvinder ikke på én gang. Men det begynder at løsne sig, hver gang du vælger noget andet end det, kroppen ellers ville.

Et spørgsmål til dig: Hvad ville der ske, hvis du næste gang mærkede mønstret komme, stoppede op i stedet for at køre videre?

📅 Læs med på fredag, hvor jeg deler hvad der bliver muligt, når begge parter begynder at se deres egne mønstre og mødes på den anden side af dem.

18/05/2026

Arven fra dine forældre
Ugens emne: Hvad vores forhold til vores forældre gør ved vores parforhold

Inden du nogensinde forelskede dig, havde du allerede lært hvad kærlighed er.

Du lærte det fra de mennesker, der var tættest på dig da du var allermindst. Fra hvordan de var til stede.

Var der altid nogen?
Eller måtte du klare dig selv?
Blev du mødt når du var ked af det?
Eller lærte du at skjule det?
Blev det trygt at komme tæt på?
Eller lærte du at holde afstand?

Den erfaring satte sig ikke som tanker eller refleksioner. De sætter sig i kroppen som en automatisk reaktion. Parat til at passe på dig senere hen.

Og så møder du din partner. Og i kærligheden findes der et lille håb.
Et håb om at få det, du aldrig fik.
Om at blive mødt på den måde, du aldrig blev mødt.
Om at hele det gamle sår.

Vi forsøger at hele såret på præcis den måde, det blev skabt.

Hvis du ikke blev mødt som barn, forsøger du måske at få din partner til at se dig
- ved at blive større, højere, mere insisterende. Præcis den strategi der engang ikke virkede.
Hvis du lærte at holde afstand for at beskytte dig, holder du afstand i dit parforhold
- også selvom du længes efter nærhed. Præcis det mønster der skabte ensomheden.
Hvis du lærte at dine behov var for meget, skjuler du dem stadig
- og venter på at nogen ser dem alligevel. Præcis det der gjorde at du følte dig usynlig.

Og det er netop derfor du rammer ind i de samme konflikter igen og igen. Ikke fordi I ikke elsker hinanden. Men fordi du/I gentager det, der engang gjorde ondt - i endnu et forsøg på at få det til at gå anderledes.

Et spørgsmål til dig: Kan du se et mønster i dit parforhold, som ligner noget du kender fra din barndom?

📅 Læs med på onsdag, hvor jeg dykker ned i hvordan vi kan begynde at bryde de mønstre og møde hinanden på nye måder.

15/05/2026

Når I holder op med at ramme forbi hinanden
Ugens emne: Når alle andre kommer først

Dette er den afsluttende del af samtalen med parret fra mandag og onsdag. Finder du ikke de første dele, kan du læse dem der.

Der sad de to. Med hver deres mønster i en uendelig dynamik. Og ingen af dem havde egentlig set det på den måde før.

Hun havde lært at fylde så lidt som muligt. Han havde lært at løse. Og forsøgte nu at, løse det der ikke kunne løses.

Og det er præcis her, at samtalen i terapirummet gør noget andet end det de plejer derhjemme.

For hvis jeg ikke havde bremset op og "oversat" det for dem begge, var det sandsynligvis endt det samme sted som altid. Hun ville have trukket sig og sagt at det var fint.

Han ville have forsøgt at løse det med logik og forslag. Og de ville begge have forladt samtalen med en fornemmelse af ikke at være blevet mødt.

Så spørgsmålet til hende:
"Hvad ville der ske, hvis du lod ham se at det ikke er fint?"
Hun tænkte sig om. "Jeg er bange for at være for meget. At han trækker sig."

Jeg vendte mig mod ham. "Hører du det?"

Han nikkede. Og sagde så noget, jeg ikke tror han havde sagt højt før:
"Jeg trækker mig ikke fra dig. Jeg trækker mig fra situationer, hvor jeg ikke ved hvordan jeg skal løse eller hvad jeg skal gøre. Det er ikke det samme."

Hun kiggede på ham og fik tårer i øjnene.

For hun havde i årevis fyldt så lidt som muligt - for ikke at blive for meget. Og han havde i årevis forsøgt at løse tingene, fordi det var hans måde at vise at han var der.
Ingen af dem var problemet. De havde bare aldrig forstået hinanden.

I det øjeblik de forstod det, opstod der en ægte kontakt imellem dem. Ikke redning. Ikke løsninger. Men kontakt. To mennesker der endelig så hinanden - ikke som modstandere, men som to der begge havde prøvet på den eneste måde de kendte til.

Det er det, der sker, når nogen oversætter. Ikke løser. Ikke dømmer. Men gør det synligt for dem begge, hvad der egentlig foregår.

Et spørgsmål til dig: Er der noget i dit forhold, som I gang på gang støder ind i og som måske handler om to gode intentioner der ikke har lært hinandens sprog endnu?

Jeg håber du får en god og solrig weekend 🌞♥

Og du er selvfølgelig hjerteligt velkommen til at række ud, hvis du vil høre hvordan jeg kan hjælpe dig.

13/05/2026

Hvornår holdt du op med at mærke dig selv?
Ugens emne: Når alle andre kommer først

Vi blev lidt i det, hun havde sagt. At hun ikke vidste hvad hun selv havde brug for. At hun aldrig rigtig havde vidst det.
Jeg spurgte hende: "Hvornår kan du huske det fra?"

Hun tænkte sig om. "Jeg tror jeg lærte tidligt, at det var nemmere at tage sig af andre end at have behov selv. Det skabte mindre uro."
"Hvad skete der, hvis du havde behov?"

Hun smilede lidt. Ikke glad. Bare genkendende og måske en erkendelse. "Så var jeg besværlig."

Han sad og lyttede. Jeg kunne se, at noget bevægede sig i ham. Og jeg vendte mig mod ham.
"Hvad sker der i dig, når du hører det?"

Han sad stille et øjeblik. "Jeg bliver ked af det. Jeg vidste ikke at hun følte sådan. Jeg har bare tænkt at hun var stærk. At hun havde styr på det."

"Og hvad gør du, når du mærker at hun har det svært?"
"Jeg prøver at løse det eller komme med løsningsforslag. Eller spørger hvad jeg kan gøre. Men hun siger altid at det er fint."

Jeg vendte mig mod hende igen. "Hører du det han siger?"
Hun nikkede langsomt. Der var noget i hendes ansigt og krop der blev blødere.
For det var ikke en mand der ikke ville hende. Det var en mand der ikke vidste hvordan han skulle nå ind til hende - fordi hun selv havde lukket døren så stille og gradvist og han prøvede med det han kendte til.

Men det der gemte sig under det hele, var to ting ingen af dem rigtig havde set.

Hun forsøgte ikke at gøre sig besværlig. Hun forsøgte at fylde så lidt som muligt - fordi det var det, hun engang havde lært var sikkert.
Og han forsøgte ikke at afvise hende. Han forsøgte at løse det - fordi det var den eneste måde, han kendte til at vise at han holdt af hende.
Som udgangspunkt to gode intentioner. Men der gang på gang ramte forbi hinanden og den velkendte konflikt opstod.

Et spørgsmål til dig: Kender du én af de to? At fylde så lidt som muligt, eller at forsøge at løse det der ikke kan løses?

📅 Læs med på fredag, hvor jeg deler hvad der skete, da jeg "oversatte" det for dem begge og hvad der opstod, da de endelig forstod hvad der egentlig foregik.

11/05/2026

Når alle andre kommer først
Ugens emne: Når du har givet så meget, at du har glemt dig selv

Jeg fortsætter lidt med eksempler fra terapien. Her med et par i start 50´erne, hvor hun indledte deres 3 samtale med at sige:

"Jeg er bare så træt. Hele tiden."

Han kiggede på hende. Og så på mig. "Hun har det sådan her tit. Jeg prøver at hjælpe, men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre."

Jeg spurgte hende: "Hvad er du træt af?"

Hun tænkte sig om. Længe. Og så kom det, lidt stille:

"Jeg tror... jeg er træt af altid at skulle vide hvad alle andre har brug for. Og aldrig rigtig at vide hvad jeg selv har brug for."

Han sad stille. Det var tydeligt, at det ikke var det svar han havde ventet. Han har mange gange hørt, han ikke gjorde det godt nok.

Jeg vendte mig mod hende igen. "Hvornår holdt du op med at vide det?"

Hun kiggede ud i luften. "Jeg tror ikke jeg nogensinde rigtig har vidst det. Jeg har bare... taget mig af tingene. Det er det jeg kan."

Der var ingen bitterhed i det. Ingen anklage. Det var nærmest sagt med en slags ro. Som om hun konstaterede noget, hun aldrig rigtigt havde set på før.

For hun var ikke sur på ham. Hun var ikke engang sikker på, om hun var ulykkelig.

Hun var holdt op med at mærke sig selv. Og det var sket så stille og gradvist, at ingen af dem havde lagt mærke til det - hverken hun selv eller ham.

Han sagde lavmælt: "Jeg troede du havde det okay. Du siger jo aldrig noget."

"Jeg ved ikke hvad jeg skulle sige," svarede hun. "Jeg vidste jo ikke selv hvad der manglede. Og jeg vil jo gerne komme med noget konkret”

Et spørgsmål til dig: Hvornår har du sidst spurgt dig selv - ikke hvad andre har brug for, men hvad du selv har brug for?

📅 Læs med på onsdag, hvor jeg fortæller hvad der skete, da vi begyndte at undersøge hvornår hun holdt op med at mærke sig selv og hvad det gjorde at høre svaret.

Adresse

Jægersborg Allé 93
Gentofte
2820

Telefon

+4523964604

Internet side

http://www.nuar-terapi.dk/

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Nuar Terapi v/ Thomas Raun sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Virksomheden

Send en besked til Nuar Terapi v/ Thomas Raun:

Genveje

Vil du plassere din virksomhed på toppen av Forretning-listen i Gentofte?

Del

Type

Konsulentvirksomhed