23/06/2026
Drop bestyrelsen!
At have en professionel, kompetent bestyrelse fører dokumenterbart til bedre resultater over tid end i virksomheder, som ikke har en (kompetent) bestyrelse.
Problemstillingen for mange virksomhedsejere og ledere er, at de ikke ved hvordan eller reelt har lyst til at arbejde kvalificeret med en bestyrelse med alt hvad det kræver. De finder det for ressourcekrævende, forpligtende og måske formalistisk at have en sådan størrelse ”på slæb”.
Det kan også nogen gange være en berettiget tilgang. Men personligt ser jeg nu flere eksempler på det modsatte, i hvert fald der hvor jeg selv er aktivt bestyrelsesmedlem.
Men der findes gode alternativer til bestyrelser.
Det kan være advisory boards, som er mindre formelt, men ofte agerer som en rigtig bestyrelse. Det kan være et uformelt inspirationsgremium, som man sammensætter til sparring med uregelmæssige mellemrum eller det kan være 1:1 forløb med en erfaren ledelsesprofil (som mig selv, sagde hunden).
Belært af mange år i bestyrelseslokalet er den sidste model god for mange ejerprofiler, som ikke gider eller kan overskue bestyrelsens mere snærende bånd (for der er regler, lovgivning og formkrav, der skal overholdes, når man etablerer en bestyrelse), kan mit nye ”anti-bestyrelses”-koncept AW360 være en god løsning. Samme mål og mission om sparring og udvikling af virksomheden, løse de problemstillinger, der opstår, mindre formalistisk og måske mere agilt.
Man mødes regelmæssigt og gennemgår handlingsplanen. Får hjælp til de områder, som man ikke har kompetencerne eller ressourcerne til. Det skaber god fremdrift, ved jeg fra de forløb, jeg har haft igennem årene med forskellige lederprofiler.
Jeg glæder mig til at fortælle mere om konceptet efter sommerferien.
Jeg filer pt. på de sidste detaljer omkring de praktiske værktøjer, der følger med en sådan aftale om et fælles forløb baseret på meget klar og konkrete mål for (sam)arbejdet.
Stay tuned 😄- men spørg gerne forinden, hvis det er noget for dig.
PS: har du en bestyrelse, der ikke giver dig energi eller inspirerer dig hver gang I mødes ved at bringe ideer, valide betragtninger (ideelt set fremadrettede baseret på viden og erfaring fra fortiden) eller helt ny, relevant viden med ind i lokalet, så skift den ud i en fart… Det ligger i naturen som bestyrelsesmedlem, at man er med på en rejse i en virksomhed på lånt tid, ofte til en bunden opgave.