14/12/2017
"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder et stykke at dets liv i sine hænder" (Dansk filosof, K.E. Løgstrup.)
December har ramt os. Sneen ligeså. Og kobensvend.dk har besluttet sig for at gå på face. I en tid hvor mange vælger at sætte deres tidsforbrug på denne opmærsomhedskrævende platform en anelse ned, har jeg valgt at kaste kobensvend.dk ind i strømmen. Af lyst, forundringsparathed og glæde.!
Det giver mig en mulighed for at give udtryk og dele forskellige personlige overvejelser om livets uforudsigelighed, forunderlighed og skrøbelighed. Håber du får lyst til at dele disse overvejelser med andre, give respons på ord og billeder, således at vi langsomt, stærkt og nænsomt kan bygge en nysgerrighed og levende debat op i fællesskab.
Tiden er knap. Gennemsnitslevealderen bliver heldigvis længere. Men det fjerner ikke at det enkelte menneskes liv er så skrøbeligt og kort. Livet har nøjagtig den værdi du selv tilskriver det.
Og derfor er det så pudsigt at vi alle – nogen gange – jager rundt i et hamsterhjul uden rigtig at stille - for alvor og sjov- , os selv spørgsmålet : Hvorfor ? og Hvordan.? Og ikke mindst med hvem ønsker jeg at dele mit liv med.? Og hvem får jeg overhovedet lov til at dele det med.? Er min ensomhed/fælleskab med andre, selvforskyldt, ønsket eller uønsket.? Hvordan kommer jeg livet bedst i møde.? Er min livsbane bestemt af en lang række tilfældigheder og møder.? Har jeg reelt set, selv styringen på mit liv, eller er jeg dybt afhængig af andres handlinger?
Jeg tror på at livet handler om at være, gennem en given til den anden og det. Og jeg nærer et ønske om at dele mit liv med dem som ønsker at dele det med mig. "Jeg vil bruge og bruges, fordi mit liv er så kort" (Tøsedrengene). Og jeg tror på at jeg får lov at dele det med enhver som kommer mig i møde eller som jeg rækker ud efter. Min egen utilstrækkelighed i forening med ønsket om at være den stærkeste udgave af mig selv til enhver tid. På en bund af skrøbelighed og nænsomhed. Dette gør, at jeg ser mig selv som værende i en vekselvirkning mellem den forunderlige ensomhedsfølelse contra den stærke fællesskabsfølelse som går og kommer. Vekselvirkningen skyldes en lang række tilfældigheder, som hverken du eller jeg kan styre.
Det er at vi vil være hinanden som vi er, det er at vi kan bære hinanden som vi er.(Grundtvig.)
