18/11/2025
En del af at arbejde som terapeut, betyder at man kommer ret meget i berøring med traumer. Traumer kan være store og små - og de kan sætte sig i vores nervesystemer, så vi senere hen bliver triggede, hvis vi oplever noget der ligner.
I teorien om traumer (jf. Peter Levine) er det sådan, at dyr ikke - på samme måde som mennesker - bliver traumatiserede. Fordi deres impuls er at gøre det, deres krop befaler: De ryster. Og så sætter traumet sig ikke fast i nervesystemet.
En ting er teori, noget andet praksis.
Jeg arbejder pt. også som pædagog på en skole. I går oplevede jeg, at et barn fik påført et mindre traume. En dreng fra 0. klasse havde ikke opdaget, eller fik ikke flyttet sig hurtigt nok fra et sted, hvor frosten havde gjort sit til, at nogle rutsjebaner var blevet ekstra glatte.
Han blev derfor ramt af et andet barn, der rutsjede ned. Og han slog sit knæ. Han græd meget. Kom hen til mig, fortalte med grædende stemme, hvad der var sket. Vi satte os sammen, så han kunne trække buksebenet på flyverdragten op, og jeg kunne besigtige skaderne. Et lille blåt mærke tegnedes lige under knæskallen.
Jeg holdt min arm om ham. Spurgte om han havde mest ondt eller om han også var blevet forskrækket. "Jeg blev forskrækket". Og pludselig mærkede jeg, hvordan hans krop rystede. Som når man fryser i kulde. Jeg satte ord på: Du ryster. Det er godt.
Min impuls var: Nej nej nej... det er da vist meget værre, end jeg troede... men heldigvis sad teorien fast, sammen med billedet af, at knæet så ok ud... så jeg sad sammen med ham, side ved side, med min arm forsigtigt om hans skulder.
Der gik et minut, måske to. Så aftog det gradvist og stoppede helt.
Er du okay nu? spurgte jeg. Ja, sagde han, rejste sig og fortsatte sin leg.
Senere tjekkede jeg med ham, hvordan knæet havde det. "Fint", svarede han og smilede.
Guldkorn🎉 i livets rygsæk 🎒
