Bevidst Vejrtrækning v/ Lotte Maggie Mogensen

25/08/2026

Han havde besluttet sig.

I dag skulle han i gang.

Ikke i morgen eller på mandag, men i dag.

Han havde endda lagt træningsmåtten frem midt på gulvet, inden han kørte på arbejde.

Da han kom hjem, lå den der stadig.
Klar, parat til start.

Han kiggede på den.

Jeg skal lige have noget at spise først.

Det gav selvfølgelig mening, det var svært at koncentrere sig, når man var sulten.

Han lavede en sandwich og satte sig ved køkkenbordet.

Telefonen lå ved siden af tallerkenen.

Han skulle bare lige tjekke, om der var kommet en besked.

Der var tre.

Så åbnede han mailen.

Bare lige for at se, om der var noget vigtigt.

Det var der ikke.

Da han lagde telefonen fra sig, var der gået 22 minutter.

Han kiggede ind i stuen.

Måtten lå stadig på gulvet.

Jeg gør det om lidt.

Han satte tallerkenen i opvaskemaskinen, den var næsten fuld.
Så han kunne lige så godt starte den.

Der stod også to glas på køkkenbordet og en kop.
Det tog jo kun et øjeblik.

Da han var færdig, gik han ind i stuen.

Nu stod han lige ved siden af måtten.

Han kunne bare lægge sig ned.

Ti minutter.

Det var det hele.

Han tog telefonen op for at finde træningen.

Så så han tidspunktet - 18.47.

Det er et mærkeligt tidspunkt at begynde.

Han kunne starte klokken 19.

Det var på en eller anden måde mere rigtigt.

Der var kun 13 minutter til.

Han satte sig i sofaen.

Bare indtil klokken blev 19.

Han åbnede Facebook.
Så en video og en mere.

Klokken blev 19.06.
For helvede.

Nu havde han misset det tidspunkt, han havde besluttet sig for.

Han kunne selvfølgelig stadig gøre det.

Men lysten var væk.

Ikke at han havde haft voldsomt meget lyst til at begynde med.

Det var jo heller ikke lysten, der havde fået ham til at lægge måtten frem.

Det var ønsket om at få det bedre.
Han sov dårligt, spændte i kæberne og nogle dage føltes det, som om han aldrig rigtig fik trukket vejret helt ned.

Han vidste godt, at han burde træne.

Jeg gør det også.

Bare ikke lige nu.

Måske skulle han lige skifte tøj først.

Det var åndssvagt at ligge der i jeans.

Han gik ind i soveværelset og fandt et par joggingbukser.

På vej tilbage kom han forbi vasketøjskurven.

Den var fuld.

Jeg sætter lige en vask over.

Ti minutter senere stod han igen i stuen.

Måtten ventede stadig på ham.

Han begyndte næsten at grine.

Det var jo latterligt.

Han havde haft tid til Facebook.
Til opvaskemaskinen.
Til vasketøjet.
Til at lede efter joggingbukser.

Men ti minutters vejrtrækningstræning virkede stadig som noget, han skulle finde tid til.

Han satte sig på kanten af sofaen.

Jeg er simpelthen for udisciplineret.

Det var den forklaring, han plejede at bruge.

Han kunne bare ikke tage sig sammen.

Andre mennesker kunne åbenbart beslutte sig for noget og gøre det.
Hos ham blev beslutningen hele tiden skubbet fem minutter længere væk.

Han kiggede på måtten igen.

Og så slog det ham:

Han havde brugt næsten en time på at undgå noget, der tog ti minutter.

Ikke fordi det var svært, han vidste, hvordan han skulle gøre.

Men fordi der hele tiden kom noget imellem beslutningen og selve starten.
En sandwich.
En besked.
En mail.
En opvaskemaskine.
Et klokkeslæt.
Facebook.
Et par joggingbukser.
En vaskemaskine.
Små ting.
Helt almindelige ting.

Ingen af dem havde sagt:

Du skal ikke træne.

De havde bare sagt:

Gør mig først.

Han tog telefonen.

Fandt træningen.

Trykkede start.

Denne gang nåede han at lægge telefonen fra sig, inden hans hoved fandt på noget andet.

Kom og træn sammen med andre
Workshops
30/8 kl. 9-12 i Slagelse
3/9 kl. 17:30-20:30
20/9 kl. 09:00-15:30

Online træning - skriv hvis du vil vide mere.

24/08/2026

Hun sad på anden række.

Jeg stod foran gruppen og underviste, og egentlig ville hun gerne høre efter.

Så klikkede personen ved siden af med sin kuglepen.

Klik – klik - klik.

Jeg var også ved at blive sindssyg af at lytte på det klik - klik.

En stol blev trukket hen over gulvet længere tilbage i lokalet.
Nogen hostede.
Døren åbnede.
En telefon vibrerede mod gulvet.

Hun hørte det hele.

Ikke bare som lyde i baggrunden, men som noget, der hele tiden kaldte på hendes opmærksomhed.

Hun forsøgte at vende tilbage til min stemme.

Et øjeblik fik vi øjenkontakt, og hun sendte mig et lille smil.

Det gjorde mig glad. På en måde kunne jeg godt lide hende og hendes opmærksomhed.

Så bevægede en person sig ude i siden af hendes synsfelt.

Projektoren summede.

Hun mærkede blusen mod halsen.

Benet på personen ved siden af vippede op og ned.

Op og ned – op og ned.

Måske kender du det?

Jeg fortsatte undervisningen, men hun havde for længst mistet den sætning, jeg var i gang med.

Efter en halv time tænkte hun:

Jeg skal bare væk herfra.

I pausen kom hun hen til mig.

Hun var tydeligt berørt.

"Ved du egentlig, hvor svært det er at sidde her?"

Jeg nåede næsten ikke at svare, før hun fortsatte.

"Jeg hører kuglepennen, døren, stolen, projektoren. Jeg kan både se benet ved siden af mig bevæge sig og høre det. Jeg prøver virkelig at høre efter, når du taler, men alt andet kommer ind samtidig."

Så kiggede hun direkte på mig.

"Og nu står du og taler om, at det her kan trænes.

Tager du overhovedet det alvorligt, hvor voldsomt støj kan være?"

Det spørgsmål forstod jeg godt.

For selvfølgelig gjorde jeg det.

Jeg stod ikke foran hende og påstod, at hun bare skulle lære at ignorere en kuglepen.

Det var næsten det modsatte.

Hun havde allerede brugt enormt meget energi på at forsøge at ignorere den.

Problemet var, at kuglepennen, døren, projektoren, bevægelsen og min stemme hele tiden fik adgang til forgrunden på samme tid.

Hun havde ikke brug for endnu et menneske, der fortalte hende, at hun skulle tage sig sammen og fokusere.

Hun havde heller ikke nødvendigvis brug for et liv, hvor alle lyde, bevægelser og sanseindtryk skulle fjernes omkring hende.

Hun havde brug for, at ikke alt fik samme betydning.

Det er blandt andet her, begrebet sensorisk gating bliver interessant.

Sensorisk gating beskriver hjernens evne til at dæmpe gentagen eller irrelevant sensorisk information, så noget kan træde i baggrunden, mens det væsentlige får lov til at stå tydeligere frem.

Vi er blevet gode til at tale om:

Skærme.
Høretelefoner.
Mørkere rum.
Færre mennesker.
Luk døren.
Fjern lyden.

Nogle gange er det præcis det, der er brug for.

Men jeg er optaget af et andet spørgsmål:

Kan vi også træne menneskets evne til at være i et rum med sanseindtryk, uden at hvert eneste signal hele tiden kræver samme opmærksomhed?

For måske handler træning ikke kun om at gøre verden mindre.

Måske handler noget af verden også om at træne hjernens evne til at sortere i verden?

Træk vejret på naturlig vis

Workshops

30/8 i Slagelse kl. 9-12
3/9 i København kl. 17:30-20:30
20/9 i Århus kl. 09:00-15:30

21/08/2026

14/08/2026

"Jeg har hørt, at hvis man trækker vejret gennem munden om natten, så kommer man ikke i dyb søvn."

"Eller REM," tilføjede hun.

"Man kommer slet ikke i REM?"

"Nej."

"Okay."

Hun så på mig.

"Men man kan jo have søvnapnø, der især opstår i REM-søvn."

Hun nikkede.

"Ja."

"I REM?"

"Ja."

"Så er man altså i REM?"

Der blev stille.

Jeg lod den ligge.

For mundånding under søvn kan hænge sammen med næseobstruktion, snorken, øget luftvejsmodstand og søvnrelaterede respirationsforstyrrelser.

Dét kan fragmentere søvnen og påvirke søvncyklusserne

Men munden er ikke en kontakt, der slukker for N3 (dyb søvn) og REM.

Det ville ellers have gjort søvnfysiologi betydeligt nemmere

Vil du lære mere om søvn, vejrtrækning, søvnapnø og snorken?

13/08/2026

Det faglige køkken

Jeg sad med et studie om vejrtrækning.

Indånding.

Pause.

Udånding.

Jeg læste resultaterne igen.

Kortisol var reduceret.

"Hmm."
Vildt nok på noget så simpelt.

Det var ikke den lange udånding, der fik mig til at stoppe.

Det var pausen.

Jeg gik tilbage til metoden.

Hvor lå den?

Hvor længe varede den?

Hvad havde forskerne sammenlignet med?

Og vigtigst:

Kunne de overhovedet sige, at det var pausen, der gjorde forskellen?

Det kunne de ikke nødvendigvis.

Men nu var jeg nysgerrig.

Sådan begynder det tit.

Ikke med et svar.

Med noget, der ikke helt passer ind i det, jeg allerede ved.

Et studie bliver til tre.

Tre bliver til et navn.

Et navn fører til et forskningsområde, jeg ikke havde tænkt på.

Og på et tidspunkt ligger der 14 faner åbne på min computer.

De fleste ryger ud igen.

Et par stykker bliver.

Og nogle gange finder jeg noget, der ændrer den måde, jeg arbejder på.

Mit system står ikke stille.

Det bliver hele tiden testet af, justeret og gjort skarpere.

Noget forskning bekræfter det, jeg allerede ser i vejrtrækningsrummet.

Noget gør en sammenhæng tydeligere.

Noget får mig til at flytte en øvelse, ændre rækkefølgen eller forstå, hvorfor den virker forskelligt fra menneske til menneske.

Og en sjælden gang åbner et enkelt resultat en helt ny dør.

Det er mit faglige køkken.

Forskningen skal ikke bare ende som et studie, jeg kan referere til.

Den skal kunne tåle at blive vendt, undersøgt og sat ind i en større sammenhæng.

Og hvis den holder?

Så får den lov til at komme med ind i vejrtrækningsrummet.

Ikke som forskning.

Men som praksis.

Vil du med ind i mit vejrtrækningsrum?

12/08/2026

Den dag jeg opdagede, at jeg ikke havde forstået det

"Jeg kan ikke få systemet ned."

Han var læge.

Han havde haft en voldsom vagt, og bagefter var kroppen blevet ved.

Uroen.
Pulsen.
Tankerne.
Den der fornemmelse af, at hele systemet stadig var tændt.

Han kendte angst.
Han ville gerne gøre noget ved den.

Jeg foreslog det, jeg selv arbejdede med på det tidspunkt.

Lange udåndinger.
Dybe vejrtrækninger.
Roligt tempo.

"Giv det god tid," sagde jeg.

Et par dage senere skrev han.

"Jeg lavede vejrtrækningsøvelser i en time, som du foreslog."

Jeg læste videre.

"Men det virkede ikke."

Så kom forklaringen.

"Jeg var selvfølgelig påvirket af det, der var sket på min vagt."

Jeg blev siddende med beskeden.

Hvorfor virkede det ikke?

Han havde jo gjort det, jeg havde foreslået.

Mere end fem minutter.
En hel time.

Han havde trukket vejret dybt.
Forlænget udåndingen.
Forsøgt at skabe ro.

Alligevel oplevede han ikke den effekt, vi havde forventet.

Det var dér, noget begyndte at skurre i min egen forståelse.

For hvis en lang udånding i sig selv skaber ro.

Hvis dyb vejrtrækning i sig selv får nervesystemet ned i gear.

Hvorfor kunne han så ligge en time og gøre det "rigtige" uden at få det bedre?

Jeg kunne have sagt:

"Du var for påvirket."
"Du skulle have gjort det længere."
"Du skulle have slappet mere af."

Men det forklarede ingenting.

Så jeg begyndte at lede et andet sted.

Ikke efter flere øvelser.
Men efter det, jeg endnu ikke havde forstået.

Hvordan vejrtrækningen spiller sammen med hjerterytme, blodtryk, kemi og kroppens arousal.

Hvordan det autonome nervesystem ikke fungerer som to knapper, vi bare kan tænde og slukke.

Hvordan den samme vejrtrækningsøvelse ikke nødvendigvis opleves ens i to forskellige kroppe.

Langsom vejrtrækning kan påvirke den autonome regulering, men det er langt mere kompleks end "lang udånding = parasympatikus = ro

En lang udånding er stadig en lang udånding.

Men hvis vejrtrækningen samtidig bliver meget stor.
Hvis personen arbejder hårdt på at skabe ro.
Hvis hver indånding bliver dybere, fordi mere luft føles som løsningen.

Så kan man godt udføre en øvelse, der kaldes beroligende, uden nødvendigvis at opleve ro. Overventilation kan desuden ændre CO₂-niveauet og hos nogle være forbundet med uro eller paniklignende symptomer.

Beskeden ændrede noget for mig.

Spørgsmålet var ikke længere:

Hvilken vejrtrækningsøvelse giver ro?

Det blev:

Hvad sker der egentlig i kroppen, når vi ændrer vejrtrækningen?

Hvad afgør, hvordan kroppen reagerer på det?

Det spørgsmål har fulgt mit arbejde lige siden.

Hvordan ser det ud med dit vejrtrækningsarbejde?

11/08/2026

Yogalæreren

Jeg kom lidt før de andre.
Rullede måtten ud.
Lagde tæppet klar.

Som en gammel soldat.
Altid klar, parat og til tiden.

Jeg lagde mig på måtten.

Hun bevægede sig rundt i rummet.

På et tidspunkt stoppede hun op.

Begyndte at trække vejret.

Jeg kunne se brystkassen løfte sig.

Munden stod let åben.

Jeg sagde ingenting.

Så kom spørgsmålet pludselig.

“Må jeg spørge dig om noget med vejrtrækning?”

“Ja da. Kom frisk,”

“Jeg forstår det simpelthen ikke.”

“Hvad?”

“Min HRV.”
“Den er så lav.”

“Okay.”

“Jeg har praksis hver dag.
Jeg sover 7-8 timer.
Jeg skærmer mig fra støj.
Jeg spiser vegetarisk.”

Hun holdt en lille pause.

“Så hvorfor er min HRV så lav?”

Når hun underviste, fyldte hun rummet på en helt særlig måde.

Men når timen var slut, skete der noget.

Så blev hun næsten som en frygtsom mus, der helst ville finde et hul at kravle ind i.

Jeg gik ofte hurtigt ud ad døren.

Jeg havde en fornemmelse af, at jeg intimiderede hende?

Det var jo ikke mig, der var en frygtsom mus.

Jeg var bare en elefant i et glasbur.

Og nu stod hun der og spurgte mig om sit nervesystem.

Jeg havde lagt mærke til hendes vejrtrækning længe.

Munden stod ofte åben.
Vejrtrækningen lå i brystkassen.
Der var ikke meget bevægelse i de nederste ribben.

“Hvordan trækker du vejret, når du ikke laver din praksis?” spurgte jeg.

Hun kiggede på mig.

“Det ved jeg ikke.”

“Lige nu?”

Hun trak vejret ind.

Brystbenet løftede sig, og vejrtrækningen fulgte med.

“Prøv ikke at ændre noget.”

“Det gør jeg heller ikke.”

Det gjorde hun.

“Lad den være grim.”

Hun grinede.
“Grim?”

“Ja. Du behøver ikke lave en yogavejrtrækning til mig.”

Hun slap lidt.

Munden åbnede sig igen.
Brystkassen tog mere over.
Indåndingen kom hurtigt tilbage.

“Er det sådan, du normalt trækker vejret?”

Hun tøvede.

“Det tror jeg.”

“Så er det måske dér, vi skal kigge.”

“Men hvad har det med min HRV at gøre?”

“Din vejrtrækning er en del af det, du måler.”

Hun så på mig.

“Men jeg troede, HRV viste, hvor godt mit parasympatiske nervesystem fungerede.”

Der var sætningen.

“Så enkelt er det ikke.”

“Så en høj HRV er ikke bare lig med et roligt nervesystem?”

“Nej.”

“Men hvis jeg trækker vejret langsomt, stiger HRV jo.”

“Det kan den gøre.”

“Så er parasympatikus vel mere aktiv?”

“Det kan du ikke konkludere ud fra tallet alene.”

Hun blev stille.

Så kunne vi høre stemmer nede fra trappen.

De andre var på vej op.
Hun kiggede mod døren.
Så tilbage på mig.

“Men hvorfor er min så lav?”
“Det ved vi ikke ud fra tallet alene.”
Hun så næsten skuffet ud.

“Det var et kedeligt svar.”

“Til gengæld er det et mere præcist svar.”

Nu kunne vi høre fødder på de sidste trin.

“HRV kan fortælle noget om variationen mellem dine hjerteslag. Men det kan ikke alene fortælle os, hvordan hele dit autonome nervesystem fungerer.”

Døren gik op.
De første kom ind.
Og på få sekunder var hun yogalæreren igen.

Samtalen var slut.

09/08/2026

"Kære Lotte."

Du skal bare sige, hvis det ikke er okay, jeg skriver her.

Den besked får jeg ofte.

Så kommer historien.

Om smerterne.
Om uroen.
Om vejrtrækningen.

Til sidst kommer spørgsmålet.

"Hvad tror du, det er?"

Eller:

"Har du en lille øvelse?"

Jeg ved godt, hvorfor de spørger.

Når noget gør ondt, leder vi efter det næste, der måske kan hjælpe.

Det ville jeg sikkert også selv gøre.

Men jeg lægger mærke til noget.

Mange af dem, der skriver, er selv terapeuter, trænere, fysioterapeuter mv.

De ved, at man ikke kan forstå et menneske gennem fem linjer i en besked.

De ved, at en god vurdering kræver:

Tid.
Observation.
Nysgerrighed.

Alligevel bliver vejrtrækningen ofte en undtagelse?

Som om ind- og udånding er noget, man lige kan svare på.

Jeg svarer stadig nogle gange.

Andre gange gør jeg ikke.

Langt fra fordi jeg ikke vil hjælpe.

Men fordi nogle spørgsmål fortjener mere end et hurtigt svar.
Nogle mennesker har brug for en øvelse.

Andre har brug for, at nogen først ser ordentligt på det, kroppen forsøger at fortælle.

Derfor begynder mit arbejde sjældent med et svar.

Det begynder med en undersøgelse.