04/02/2019
Tid til valg!
Tiden nærmer sig hvor Statsministeren fastsætter datoen for Folketingsvalget 2019. Lige nu er der nærmest et tag selv bord af valgflæsk, som alle politikere på Borgen gavmildt deler ud af.
De bedste stykker valgflæsk i år er pensionsalderen, som nogen gerne vil gøre noget ved og arbejdsmiljøet der trods gode intentioner ikke er blevet bedre.
Bliver vi – det vil sige seneste og kommende generationer – så gamle, som prognoserne siger? Vi ved det ikke, men politikerne kan dog skråsikkert sige så meget som, at der om 20-30-40 og 50 år vil mangle arbejdskraft, så derfor må vi blive længere på arbejdsmarkedet. Virkeligheden er nok, at der ikke vil være råd til, at vi er på folkepension i 20 eller 30 år.
Politikerne forstår ikke hvorfor deres mål om et bedre arbejdsmiljø inden 2020 ikke bliver nået. Måske fordi de på samme tid da målet blev fremsat valgte at skære Arbejdstilsynet ned med en tredjedel. Måske fordi arbejdspresset er så stort, at der slet ikke er meget tid til at tænke på arbejdsmiljøet, for slet ikke at tale om, at bruge tid på at forbedre det.
For mig hænger nedslidningen af medarbejdere snævert sammen med arbejdsmiljøet og arbejdsmiljøet derfor også snævert sammen med pensionsalderen. Arbejdsmiljøloven er ganske klar. I § 38 kan man læse at: Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Man kan derfor slå fast, at hvis arbejdet nedslider medarbejderne, så er det ikke sundhedsmæssigt forsvarligt.
Hvis politikerne i stedet for at diskutere pensionsalder og arbejdsmiljø som to adskilte udfordringer, så kunne den kloge måske afgøre med sig selv, at hvis vi faktisk får rettet op på arbejdsmiljøet så det ikke er sundhedsskadeligt på sigt, så ville langt flere kunne forblive på arbejdet i længere tid. Her er det også vigtigt at slå et slag for, at det ikke bare er de fysisk hårde erhverv det handler om, men også mange af de såkaldt bløde fag. Bare fordi man sidder på en kontorstol dagen lang, er sygeplejerske, advokat eller buschauffør, så er det ikke ensbetydende med at man ikke bruger sig selv. Hvad med at se på en statistik der viser hvilke erhverv der er hårdest ramt af stress. Der tror jeg mange vil blive overrasket.
De sidste mange års besparelser og krav om bedre præstationer på det offentlige har avlet en kultur, hvor medarbejdere knokler en hvis legemsdel ud af bukserne for at levere et ordentligt produkt, men hvor mange – også mellemledere og ledere – ikke kan følge med og har en følelse af utilstrækkelighed. Det er nedslidende i samme grad som mureren der ikke har det nødvendige udstyr til at undgå tunge løft eller tømreren der skal klatre på tag hele dagen. Det er bare en anden del af kroppen der bliver ramt.
Så drop valgflæsket og gør noget ved de reelle udfordringer i stedet.
Del gerne.
