10/09/2024
Lille fyr - voldsom stor aftryk.
I går kunne denne lille fyr været blevet 30 år. Han nåede 20 mdr.
En kær veninde ringede i torsdags og spurgte om det ikke var mandag, at Mathias kunne være blevet 30. Jeg blev stille. Skulle lige tænke mig om. Jo, det havde hun ret i...
Jeg blev faktisk også lidt flov. Flov over at have glemt sådan en "stor" dag. For det er det, kan jeg mærke. Også selvom han ikke er her mere. Det sætter tankerne i gang. Der er mange tanker. Rigtig mange. Og så er det uvirkeligt.
Tilbage til i går. Jeg græd en lille tåre og var i en tilstand af ked af det hed, når jeg mærkede efter. Fik krammer af kollega fordi jeg satte ord på, hvordan jeg havde det. Det gjorde godt. Det gjorde mig også lidt mere ked af det - et øjeblik. Fik italesat at jeg var lidt ambivalent omkring det at glemme sådan en mærkedag. Var det normalt? Eller var der noget, jeg ikke ville mærke? De forstod mig. Vi var ret enige om, at det var godt og helt normalt. Men jeg var da i tvivl inden. Tilbage til arbejdet.. Og så gik det væk igen.
Jeg havde besluttet at tage på kirkegården og sætte blomster, plante lyng og blomster fra haven. Det jordiske liv indhentede mig da jeg kom hjem. Der var noget, der pludselig var vigtigere. Philip og en hændelse i skolen, der skulle tales om. Det gjorde godt. Så måtte kirkegården vente. Og det gør den stadig... 🙂
Jeg skriver dette opslag for at fortælle at sorg er en evig følgesvend, men at det også er ok at "glemme" den døde og mærkedage og lade livet tage over. De døde bliver ALDRIG glemt, når de er i hjertet gemt. Jeg har ofte Mathias med mig på en gåtur eller lige inden jeg skal sove. Det er trygt at vide, at han "er" der. Lige der. Hvor der, så end er. Men han er der, det kan jeg mærke. Det er rart at fald i søvn på.
Sov godt. Kærligt Gitte