09/09/2026
Døden – et smukt møde med lyset
Noget af det mest betagende, jeg nogensinde har oplevet i mødet med døden, skete for nogle år siden.
Jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville komme hjem til en meget syg kvinde for at klippe hendes hår og give hende healing.
Jeg sagde ja uden tøven.
Et par dage senere kørte jeg af sted.
Det var en kold, diset og grå formiddag. Himlen var tung og lukket, og kulden bed i kinderne. Alt omkring mig havde den farve, som vinteren nogle gange har, når verden føles stille og næsten uden lys.
Men da jeg nåede frem og gik mod haven, skete der noget, jeg aldrig har glemt.
Lige ved indgangen standsede jeg.
Foran mig åbnede himlen sig.
Ikke bare lidt.
Men helt.
Over haven var himlen dybblå og klar, og solen stod som et varmt, gyldent lys og badede hele haven i stråler.
Jeg stod stille.
Det var, som om jeg trådte ind i et andet rum. Et rum, der ikke lignede den verden, jeg netop kom fra.
Hele haven var dækket af gule erantis. Tusindvis af små, lysende blomster stod og åbnede sig mod solen.
Det var så smukt, at det næsten tog pusten fra mig.
Jeg husker, at jeg tænkte på mine egne erantis derhjemme. De var endnu ikke sprunget ud. Derfor undrede synet mig endnu mere.
Og så opdagede jeg noget.
Solen, den blå himmel og lyset fandtes kun dér.
Lige over denne have.
Udenfor haven var himlen stadig grå, diset og tung.
Jeg kunne næsten se grænsen mellem de to verdener.
Jeg vidste ikke dengang, hvad jeg egentlig stod i.
Men jeg mærkede det.
Der var noget nærværende i det lys.
Noget stille.
Noget kærligt.
Noget, jeg ikke kunne forklare med ord.
Inde i huset blev jeg mødt af to kvinder, som bar på en dyb sorg.
Deres mor lå i soveværelset. Hun var meget syg og befandt sig i den sidste del af sit liv.
Rummet var fyldt med hendes nærmeste – hendes forældre, brødre og andre mennesker, hun havde kær.
Men det var kun hende og mig, der kunne se dem.
Hun havde været bange for døden.
Bange for at give slip.
Bange for, hvad der skulle ske med dem, hun elskede.
Og måske også bange for det ukendte sted, hun stod på tærsklen til.
Jeg satte mig hos hende.
Jeg klippede hendes hår, mens vi talte sammen.
Og jeg fortalte hende om haven.
Om det blå himmelrum.
Om solen.
Om det gyldne lys.
Og om de mange gule erantis, der stod og lyste i haven.
Hun lyttede.
Noget i hende faldt til ro.
Det var, som om frygten langsomt mistede sit greb.
Hun var ikke længere så optaget af at holde fast.
Hun var begyndt at give slip.
Jeg lagde mine hænder på hende og gav hende en blid healing.
Der blev stille.
Hun faldt mere og mere til ro.
Og hun takkede mig igen og igen med en varme og taknemmelighed, som jeg aldrig vil glemme.
Da jeg senere forlod huset, gik hendes mand og døtre med ud i haven.
De stod tæt sammen.
De holdt om hinanden og så op mod himlen.
Og dér var lyset stadig.
Den blå himmel.
Solen.
Det gyldne skær.
Som om himlen for et øjeblik havde åbnet en dør.
Jeg gik tilbage mod min bil.
Udenfor haven var verden igen grå.
Kold.
Diset.
Men da jeg vendte mig om og så ind gennem hækken, så jeg det igen.
Lyset.
Solen.
Den blå himmel.
Fuglekvidderne.
Og haven, der stod fyldt med gule erantis.
Jeg stod et øjeblik og så på det.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle kalde det.
Et tegn?
En hilsen?
En åbning?
Eller blot et øjeblik, hvor sløret mellem det synlige og det usynlige blev så tyndt, at jeg fik lov til at se noget, jeg ellers ikke ville have set.
Men jeg mærkede en dyb fred.
Samme nat sov kvinden stille ind.
Jeg har aldrig glemt den dag.
For mig blev haven, lyset og de små gule erantis et billede på noget, jeg siden har båret med mig:
At døden måske ikke er det mørke, vi så ofte forestiller os.
Måske er døden ikke en lukket dør.
Måske er den en overgang.
Et slip.
En hjemkomst.
Og måske findes lyset allerede dér, hvor vi skal hen.
Jeg kan ikke fortælle andre, hvad døden er.
Men jeg kan fortælle om det, jeg selv oplevede.
Og jeg ved, hvad jeg så.
Jeg så en have badet i lys, mens verden omkring den var grå.
Jeg så solen åbne sig over et menneske, der stod på tærsklen til at forlade dette liv.
Og jeg mærkede en fred, som var større end frygten.
Derfor vælger jeg at tro på, at hun ikke gik alene.
At noget kærligt tog imod hende.
At lyset stod åbent.
Og at hun blev hentet hjem.❤️
Spirituel rådgiver ❤️❤️❤️
