02/01/2026
Jeg hørte første gang om Fallorsken for snart fire måneder siden. Ikke på nettet. Ikke i et lystfisker forum. Men under en forlænget weekend i Vorupør.
Sådan et ophold hvor dagene glider sammen, kaffen hentes varm i receptionen, og snakken ved fiskerbådene på stranden får lov at tage den tid, den tager. Det var dér, historien dukkede op. Næsten i forbifarten.
En blåmalet kutter var kommet ind med noget usædvanligt som sidefangst. Vinden stod i Nord-NordVest, hvorfor turen fokus havde været på marmormakrel. Men imellem det forventede lå der pludselig en fisk, som ingen af de garvede fiskere helt kunne blive enige om hvad var.
Først blev den kaldt en mærkelig torsk, for den slags trak man desværre ikke så sjældent op af vores efterhånden usunde havmiljø. Så blev der stille. For der var noget ved munden, der ikke lignede noget, man normalt forbinder med den slags, eller bare fisk i det hele taget.
Historien blev fortalt én gang. Så én gang til. Og som alle gode fiskerhistorier burde den være forsvundet dér. Men det gjorde den ikke. For i ugerne efter dukkede den op igen. Flere fangster. Flere både. Altid som sidefangst. Altid samme særlige kendetegn. Og altid med den samme afsluttende sætning:“Vi fiskede ikke engang efter den.”
Det var dér, det begyndte at krible. Hvis en ny art, beslægtet med den velkendte torsk, stille og roligt bevæger sig ind i vores farvande, så kræver det måske ikke større grej. Bare bedre forståelse. Og et agn, der taler samme sprog som fisken.
Så jeg gik i gang.Jeg tegnede, testede, forkastede og begyndte forfra. Form, bevægelse og materialer blev vendt og drejet. Resultatet blev et nyt stykke fiskegrej. Udviklet til havets nye genbo, den mytiske fisk som alle snart vil kunne fange selv.
