21/03/2022
MANDAGENS TIP!
5 tips til bedre arbejdsstilling ved computeren
1. Indstil din kontorstol📌
Du skal kunne lægge to-tre fingre imellem kanten af sædet og din knæhase, og sædet skal helst vippe en anelse forover, så du ikke lukker for blodomløbet i dine ben. Samtidig skal du kunne sætte dine fødder fladt på gulvet.
Ryggen skal kunne indstilles så den støtter lænden.
Når du sidder på stolen, skal du slappe af i skuldrene og have armene hængende ned langs siden. Underarmene skal hvile på bordet, både når du bruger mus og tastatur, og du skal helst ikke bevæge armene for meget for at kunne nå hverken tastatur eller mus.
2. Indstil dit bord📌
Dit bord skal helst være et hæve-sænkebord, som kan justeres i højden, så du kan vælge at stå op eller sidde ned, og kan justere det så det passer lige nøjagtigt til dig.
Dine arme skal helst være i en 90 graders vinkel når du slapper af.
3. Indstil din skærm📌
Når du sidder ret op og ned på din stol, skal du lige kunne se hen over toppen af skærmen. Den mest behagelige arbejdsstilling er at du ikke skal kigge opad eller løfte eller sænke hovedet for meget.
Du kan med fordel få sat skærmen på en bevægelig arm, hvis du ikke har så meget plads på dit bord, så du kan skubbe den lidt bagud, hvis det er nødvendigt.
4. Gode lysforhold📌
Det er meget vigtigt at have gode lysforhold omkring din arbejdsplads, så du ikke bruger for meget energi på at sidde og f.eks. knibe øjnene sammen hvis lyset enten er for stærkt eller for svagt.
Den ideelle placering af din arbejdsplads er parallelt med vinduet, og helst ikke i direkte sollys. Hvis du har mulighed for det, så luk persienner/gardiner, så du ikke får lys direkte ind i skærmen.
Er der lamper i loftet, så sørg for at placere dig så lyset fra loftet ikke giver genskær i skærmen. Samtidig er det også en god ide at få en lampe på bordet, der giver lys fra siden under øjenhøjde.
5. Sørg for at bevæge dig📌
Variation er vigtigt når du arbejder ved en computer hele dagen. Derfor skal du sikre dig at du tager pauser med jævne mellemrum, hvor du rejser dig op og laver noget andet.
Du kan også med fordel lave øvelser, der løsner op i dine muskler, så du ikke sidder og spænder. Du risikerer at få hold i nakke og skuldre, eller andre skavanker, hvis du ikke passer på.