Trine Torp

Rutevejledning Website Kontakt virksomheden

Trine Torp Velkommen til min side. Jeg er erhvervspsykolog, supervisor, naturterapeut og fhv folketingsmedlem

Der er noget særligt ved Folketingets åbningsdag.Den er fyldt med ritualer og traditioner. Mennesker, der ellers står la...
06/10/2026

Der er noget særligt ved Folketingets åbningsdag.
Den er fyldt med ritualer og traditioner. Mennesker, der ellers står langt fra hinanden politisk, samles og taler på kryds og tværs, mens de markerer denne højtidelige dag. Og den tydelige påmindelse om, at demokratiet er større end den enkelte politiker og det enkelte parti.

Jeg har selv siddet i salen på åbningsdagen, og måske er det derfor, jeg stadig følger den med en særlig interesse.
I dag har jeg også tænkt på kontrasterne.
For politik er selvfølgelig kamp om holdninger, interesser, værdier og magt. Der skal være plads til skarp kritik. Til uenighed. Til at stille mennesker med magt til ansvar.

Men der er forskel på at gå efter det, et menneske har gjort, sagt og besluttet – og på at gå efter mennesket.
Den grænse interesserer mig stadig mere. Også fagligt.
For mennesker påvirkes af de sammenhænge, de arbejder i – også mennesker med magt og ansvar. Når personangreb, mistænkeliggørelse og hårde fortællinger om hinandens motiver bliver en del af arbejdsvilkårene, påvirker det både den enkelte og det fællesskab, man skal kunne samarbejde og træffe svære beslutninger i.

Den måde, vi taler om mennesker med politisk ansvar på, bliver derfor også en del af deres arbejdsmiljø. Og den bliver en del af den kultur, kommende politikere skal beslutte sig for, om de har lyst til at træde ind i.

Det betyder ikke, at politik skal være behageligt. Magt skal kunne tåle kritik.
Men et demokrati har også brug for mennesker, der tør stille sig frem, tage ansvar, skifte standpunkt, begå fejl, blive klogere – og på et tidspunkt give stafetten videre.

Måske er Folketingets åbning derfor også en anledning til at spørge:
Hvilken politisk kultur ønsker vi, at et nyt folketingsår skal udfolde sig i?
Og hvad er vores eget bidrag til den?

Hver årstid har sit særkende – og sin betydning.Foråret spirer og sætter nyt i gang. Sommeren folder sig ud. Efteråret m...
23/09/2026

Hver årstid har sit særkende – og sin betydning.
Foråret spirer og sætter nyt i gang. Sommeren folder sig ud. Efteråret modner, forandrer og giver slip. Vinteren restituerer og samler kræfter.
Årstiderne kan noget forskelligt. Og de kan være billeder, vi kan spejle os i.

På en tur i skoven med en god kollega forleden var efteråret tydeligt på vej.
Noget er ved at modne og er klar til at blive høstet.
Noget har gjort sit og kan få lov at falde.
Noget nedbrydes og bliver næring for nyt.
Svampene dukker op og minder om alt det liv og alle de forbindelser, der findes under det umiddelbart synlige.
Og frø ligger allerede med potentialet til noget, der først skal vise sig senere.

Måske kan efteråret bruges som anledning til at standse lidt op og se på det, man selv står i:
Hvad er modnet og klar til at blive høstet?
Hvad er det tid til at give slip på?
Hvad skal have lov til at ligge lidt – uden at jeg endnu behøver vide, hvad der kommer ud af det?
Og hvad foregår måske under overfladen, som fortjener min opmærksomhed?

Jeg ved ikke, om vi altid befinder os i samme årstid som naturen omkring os.
Men måske kan dens rytmer hjælpe os med at få øje på vores egne.

01/09/2026

Hvor meget uenighed kan et fællesskab rumme?
Det spørgsmål bliver særligt interessant, når mennesker både skal stå på deres eget – og tage ansvar for noget fælles.
Hvornår er det loyalt at bakke op om en fælles beslutning – og hvornår er det loyalt at sige højt, at man ser noget anderledes?
Hvordan giver man plads til tydelige positioner uden at miste evnen til at handle sammen?
Og hvad kræver det af ledelsen, når uenigheden ikke kan løses, men skal kunne rummes?

Sammenhængskraft forudsætter ikke, at forskellene bliver mindre. Den kan også vokse gennem erfaringen af, at forskellene kan være der, uden at relationerne eller det fælles ansvar bryder sammen.
Det stiller krav til ledelse.
Til tydelighed om, hvad man faktisk er fælles om. Til rammer, hvor uenighed kan komme frem, før den vokser sig fast i positioner og fronter. Til nysgerrighed på, hvad der ligger bag andres synspunkter. Og til evnen til at reparere relationer, når konflikter har sat sig spor.
Men det stiller også krav til den enkelte.
At være en del af et fællesskab indebærer både retten til en stemme og et ansvar for helheden.
Det kræver mod at sige det, man faktisk mener. Men også evnen til at lytte og lade sig påvirke. At kunne tåle, at ens eget perspektiv ikke bliver det afgørende. At kunne leve med beslutninger, man ikke selv ville have truffet. Og at kunne undersøge sin egen grænse: Hvad kan jeg loyalt stå på mål for, selv om jeg selv ville have valgt anderledes – og hvornår bliver forskellen så væsentlig, at jeg må sige fra?” Det er en vanskelig balance mellem integritet og loyalitet. Mellem den enkeltes råderum og det fælles ansvar.

Her bliver psykologisk tryghed interessant. Ikke som et løfte om, at alle skal føle sig godt tilpas, eller at enhver uenighed skal ændre den fælles kurs. Men som muligheden for at bringe det vanskelige ind i rummet – også når det udfordrer fællesskabets kurs eller selvforståelse – og samtidig blive i relationen og tage ansvar for det fælles.
Måske viser kvaliteten af et arbejdsfællesskab sig derfor ikke ved, hvor lidt uenighed der er.
Men ved, hvad vi gør, når uenigheden bliver reel.

Diversitet er rigdomI naturen betragter vi mangfoldighed som noget værdifuldt.Mange arter. Variation. Forskellige egensk...
14/08/2026

Diversitet er rigdom

I naturen betragter vi mangfoldighed som noget værdifuldt.
Mange arter. Variation. Forskellige egenskaber og forskellige måder at klare forandringer på. Monokulturen er derimod sårbar.

Men rig natur er ikke nødvendigvis velordnet natur.
Den kan være vild. Uforudsigelig. Og besværlig.
Måske gælder noget af det samme for os mennesker.

I denne uge fejres Pride. Det fik mig til at finde dette billede frem fra dengang, jeg sad i Folketingets Præsidium og fik opbakning til, at regnbueflaget skulle vaje foran Christiansborg om lørdagen i Pride-ugen.
Det var jeg glad for dengang. Det er jeg stadig.

For regnbueflaget er et vigtigt symbol på retten til at være den, man er – også når man bryder med flertallets forestillinger om, hvordan et menneske bør leve, elske eller identificere sig.

Men Pride-ugen kan måske også være anledning til at stille et bredere spørgsmål:
Hvor gode er vi egentlig til mangfoldighed?
Også på vores arbejdspladser, i ledergrupperne, i vores organisationer?

For det er let at hylde forskellighed i princippet. Sværere, når forskelligheden faktisk kan mærkes.
Når nogen tænker anderledes end flertallet. Har andre erfaringer. Stiller de spørgsmål, vi andre ikke havde tænkt på. Ikke passer helt ind i kulturen. Eller udfordrer den måde, vi plejer at gøre tingene på.

Mangfoldighed er ikke bare forskellige mennesker omkring det samme bord.
Det er også spørgsmålet om, hvor forskellige de får lov til at være, når de sidder der.

I naturen ved vi, at diversitet skaber rigdom og robusthed.
Måske kræver det lidt mere af os at skabe det samme i menneskelige fællesskaber.

Hvor meget forskellighed er der plads til hos jer – også når den bliver lidt besværlig?

Første arbejdsdag efter ferien. Computeren er åben, kaffen er varm, og udsigten minder mig om, at sommerens ro ikke behø...
03/08/2026

Første arbejdsdag efter ferien. Computeren er åben, kaffen er varm, og udsigten minder mig om, at sommerens ro ikke behøver at blive efterladt sammen med ferien.

Nu ser jeg frem mod et efterår med nye samarbejder og projekter.
Lederudvikling, supervision, trivsel, faglig identitet, vejlederuddannelse og mental sundhed. Nogle forløb er på plads. Andre er stadig ved at finde deres form.

Når jeg ser på efterårets kalender, får jeg øje på en rød tråd.
Der er en voksende nysgerrighed på, hvordan rammerne omkring vores samtaler og udviklingsprocesser påvirker det, vi får øje på – og det, vi lykkes med.

I nogle forløb foreslår jeg selv at flytte en del af arbejdet ud i naturen. Andre gange kommer ønsket fra dem, jeg samarbejder med. Fælles er lysten til at undersøge, hvad den ramme kan bidrage med.

Naturen bliver en mulig medspiller, når mennesker skal finde retning, styrke samarbejdet eller udvikle deres faglige fællesskab. Jeg oplever en voksende interesse for at undersøge, hvad den ramme kan bidrage med.

Jeg ved endnu ikke præcis, hvor alle efterårets projekter fører hen. Det er faktisk en del af det, jeg holder af ved mit arbejde. Vi kan sjældent planlægge udvikling i alle detaljer. Til gengæld kan vi skabe gode betingelser for, at den kan opstå.

Jeg glæder mig til at følge, hvor de forskellige samarbejder bringer os hen.

Pres forandrer måden, vi træffer beslutninger på. Det har både politik og arbejdet med ledelse lært mig.Når tempoet stig...
04/07/2026

Pres forandrer måden, vi træffer beslutninger på. Det har både politik og arbejdet med ledelse lært mig.

Når tempoet stiger, søger vi ofte mod det kendte. Mod mennesker, vi har tillid til. Mod løsninger, der kan skabe ro hurtigt.

Det er en menneskelig reaktion.
Men det er ikke altid den beslutning, der viser sig at være den mest bæredygtige på længere sigt - hverken for lederen eller organisationen.

I naturen er bæredygtighed sjældent et resultat af, at alt bliver mere ens. Tværtimod. Robuste økosystemer bygger på mangfoldighed, samspil og en evne til at tilpasse sig, når vilkårene ændrer sig.

Måske gælder noget af det samme for ledelse.
Ikke at alle beslutninger skal trækkes i langdrag. Men at nogle af de vigtigste beslutninger fortjener, at vi holder beslutningsrummet åbent lidt længere. At vi tør lade flere perspektiver udfordre vores første intuition.
Det gælder alle de steder, hvor ledere hver dag skal navigere under pres, med begrænset tid og stor bevågenhed.

Nu venter sommerferien.
Den giver måske en mulighed for at genfinde den rytme, naturen er så god til at minde os om. At aktivitet og pause ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.

God sommer 🌿

05/06/2026

Har lige deltaget i et lokalt Grundlovsarrangement arrangeret af Skansens Venner.

Når man står et sted, hvor både historie og fællesskab er så nærværende, bliver det tydeligt, at demokrati ikke er noget, vi har fået foræret. Det er blevet til gennem generationers arbejde, engagement og vilje til at tage ansvar.

Samtidig bliver jeg mindet om, at demokratiet ikke kun lever i Grundloven eller i de politiske institutioner.

Det lever også i vores evne til at være uenige og stadig samarbejde. I vores vilje til at lytte til argumenter, vi ikke umiddelbart deler. Og i vores mod til at deltage, når beslutninger skal træffes.

Det gælder i samfundet. Men det gælder også i organisationer, foreninger og lokalsamfund.

Måske er det netop dét, der gør demokratiet så stærkt – og så krævende. At det ikke kun handler om rettigheder, men også om relationer og ansvar.

Demokratiet er ikke noget, der foregår et andet sted. Det formes hver dag af mennesker, der vælger at engagere sig i deres arbejdsplads, deres lokalsamfund og deres fælles fremtid

02/06/2026

Efter mange ugers forhandlinger har Danmark fået en ny regering.

Sådan en proces minder mig om et vilkår, som også er velkendt i andre politisk ledede organisationer:

Forskellige mennesker kan have forskellige interesser, perspektiver og prioriteter – og stadig være afhængige af hinanden.

Når opgaven er kompleks nok, er der sjældent én rigtig analyse, ét oplagt hensyn eller én løsning, alle kan samles om.

Derfor bliver evnen til at være i uenighed vigtig.
At kunne lytte uden straks at skulle overbevise.
At kunne være tydelig om egne interesser uden at gøre andres ugyldige.
At kunne lede processer, hvor mennesker med forskellige mandat og perspektiver skal finde en vej videre.

Hvad betyder naturen egentlig for vores mentale sundhed – og hvordan kan vi inddrage den i praksis?Det glæder jeg mig ti...
24/05/2026

Hvad betyder naturen egentlig for vores mentale sundhed – og hvordan kan vi inddrage den i praksis?

Det glæder jeg mig til at dykke ned i som meddebatør på Naturmødet i Hirtshals.

Som psykolog arbejder jeg med ledelse og samarbejde, og jeg er særligt optaget af, hvordan naturen kan bruges aktivt til at styrke trivsel, refleksion og dialog.

For mig er naturen ikke kun et sted, vi restituerer – men også et rum, der kan skabe nye måder at tale sammen, tænke og finde fælles retning på.

Er du på Naturmødet, eller arbejder du med trivsel, ledelse eller natur i en organisatorisk eller samfundsmæssig kontekst? Så vil jeg gerne mødes og udveksle perspektiver 🌿

https://naturmoedet.dk/om-naturmoedet/program-for-naturmoedet-2026

To ledernetværksdage i naturen – én i sol og én i regn.Begge blev stærke på hver deres måde.Sammen med engagerede ledere...
22/05/2026

To ledernetværksdage i naturen – én i sol og én i regn.
Begge blev stærke på hver deres måde.

Sammen med engagerede ledere arbejdede vi med trivsel, bæreevne og regenerativ ledelse gennem sansning, refleksion, dialog og naturbaserede øvelser.

Vi undersøgte blandt andet:
• hvad der belaster os som ledere
• hvad der giver energi og genopretter os
• hvordan vi kan skabe mere bæredygtige rytmer i arbejdslivet
• og hvad naturens principper måske kan lære os om ledelse

Det særlige ved dagene var måske netop kontrasterne.
I solskin var det let at mærke roen og nærværet.
I regnen blev det tydeligt, hvor meget fællesskab, fleksibilitet og små steder med ly kan betyde.

Og måske er det også noget af det, ledelse handler om:
Ikke at kunne kontrollere vilkårene – men at kunne skabe retning, forbindelse og bæreevne midt i dem.

Må til alle deltagere for mod, refleksioner, nærvær og gode samtaler undervejs 🌿

Adresse

Hundested

Underretninger

Bliv den første, der får besked: Vi sender dig en e-mail, når Trine Torp offentliggør nyheder og tilbud. Din e-mailadresse bliver ikke brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Virksomheden

Send en besked til Trine Torp:

Genveje

Del