Demenskonsulenten

Demenskonsulenten Demenskonsulenten – Tina Jenny Kjeldsen
Med 25 års erfaring hjælper jeg fagpersonale, pårørende og kommuner med viden, redskaber og ro i mødet med demens.

Undervisning, rådgivning og praksisnære løsninger – med hjertet først. 🌿

Hvad ville du ønske, nogen havde fortalt dig, da demensen blev en del af jeres liv?Demensen ændrer livet.Ikke kun for de...
15/06/2026

Hvad ville du ønske, nogen havde fortalt dig, da demensen blev en del af jeres liv?

Demensen ændrer livet.

Ikke kun for den, der får sygdommen, men også for ægtefællen, datteren, sønnen, barnebarnet og de mennesker, der står tæt på.

Gennem årene har jeg mødt mange pårørende.

Mennesker, som har båret kærligheden, bekymringerne, sorgen, håbet og skyldfølelsen.

Og jeg har ofte tænkt:

Hvad ville de ønske, nogen havde fortalt dem, da demensen blev en del af deres liv?

Det kommer jeg med bud på i denne uge, og jeg håber du vil bidrage med dine oplevelser.

Som demenskonsulent møder jeg mange fortællinger.

Men ingen fortælling er vigtigere end den, der leves.

Derfor er jeg nysgerrig:

💬 Hvad ville du ønske, nogen havde fortalt dig, da demensen blev en del af jeres liv?

Måske bliver dine ord præcis det, en anden pårørende har brug for at læse i dag.

Demens handler kun om hukommelse.En SOSU-assistent fortalte mig engang:"Han kunne fortælle mig navnet på alle sine gamle...
11/06/2026

Demens handler kun om hukommelse.

En SOSU-assistent fortalte mig engang:

"Han kunne fortælle mig navnet på alle sine gamle arbejdskolleger. Men han kunne ikke finde ud af, hvordan han skulle tage sin jakke på."

Det er demens i en nøddeskal.

For demens handler om meget mere end at glemme.

Måske har du oplevet det hjemme hos din nære.

De kan huske historier fra barndommen.
Men bliver forvirrede, når der skal vælges tøj.

Måske har du oplevet det på arbejde.

En borger kan fortælle om sit bryllup i detaljer.
Men kan ikke overskue rækkefølgen i morgenmaden.

Brødet.
Smørret.
Osten.
Kaffen.

For demens kan påvirke meget mere end hukommelsen.

Demensen kan påvirke sprog.
Overblik.
Planlægning.
Dømmekraft.
Initiativ.
Følelser.

Derfor ser demens sjældent ens ud.

Og derfor kan mennesker med demens nogle gange blive mødt med:

"Han virker da ikke dement."
( Hvordan man så end virker med demens🫣)

Men sygdommen sidder ikke altid i det, vi kan se.

Nogle gange gemmer den sig i de små ting, som andre tager for givet.

Hvad har overrasket dig mest ved demens?

Hvem venter egentlig på sorgen? Jeg bryder mig ikke om ordet ventesorg.Ikke fordi sorgen ikke findes.Men fordi jeg sjæld...
09/06/2026

Hvem venter egentlig på sorgen?

Jeg bryder mig ikke om ordet ventesorg.

Ikke fordi sorgen ikke findes.

Men fordi jeg sjældent møder mennesker, der venter på den.

Jeg møder mennesker, der allerede lever med den.

Hvordan oplever du selv ordet ventesorg?

08/06/2026

Bag Demenskonsulenten findes også bare Tina.

En kvinde på snart 61 år.
Mor, mormor, demenskonsulent, forfatter, forfatterspire og livshistoriefortæller.

Jeg bor i et generations-fællesskab nær Holbæk, hvor hverdagen deles på tværs af aldre, livserfaringer og fællesskaber.

De fleste følger med for at lære mere om demens. Men i dag tænkte jeg, at det måske var på tide at præsentere mig selv.

Så velkommen til en kop kaffe.

Fortæl gerne lidt om dig selv i kommentarfeltet. Hvem er du, og hvad gjorde, at du begyndte at følge med her? ☕️♥️🫂♥️

Morfar har ikke glemt kærlighedenHvad fortæller vi egentlig børn, når morfar får demens?Dette opslag er lavet til børn i...
07/06/2026

Morfar har ikke glemt kærligheden

Hvad fortæller vi egentlig børn, når morfar får demens?

Dette opslag er lavet til børn i alderen cirka 5-15 år og til de voksne, der skal hjælpe dem med at forstå det, der kan være svært at sætte ord på.

Mange børn oplever, at en bedsteforælder forandrer sig. Morfar spørger måske om det samme flere gange. Han kan glemme aftaler. Han kan blive forvirret.

Men børn ser ofte noget andet end os voksne.

De ser ikke nødvendigvis sygdommen først.

De ser morfar.

Den morfar, der stadig smiler.
Den morfar, der stadig holder af dem.
Den morfar, der stadig gerne vil høre om skolen, yndlingssangen eller den store fangst på legepladsen.

Jeg har derfor lavet denne lille fortælling om "Dig, morfar og demensen".

Ikke fordi jeg er ekspert i børns reaktioner på sygdom.

Men fordi jeg gennem et langt arbejdsliv har mødt mange børn omkring mennesker med demens – og fordi jeg igen og igen har oplevet, at børn ofte er mindre dømmende, mindre optagede af de rigtige svar og langt bedre til bare at være til stede i øjeblikket end vi voksne.

Måske kan fortællingen være en hjælp til en familie.
Måske kan den skabe en samtale.
Måske kan den hjælpe et barn med at forstå, at selvom nogle bøger i morfars bibliotek bliver væk, så findes der stadig bøger om grin, oplevelser og kærlighed.

Hvis du kender en familie med børn og en bedsteforælder med demens, må du meget gerne dele opslaget ❤️

En vigtig bemærkning:
Alle børn er forskellige. Forældre kender deres barn bedst og ved, hvad der er rigtigt for netop deres barn. Denne fortælling er tænkt som inspiration og vejledning. Det er altid forældrenes ansvar at vurdere, hvordan deres barn bedst støttes og mødes i de spørgsmål og følelser, der kan opstå, når demens bliver en del af familien.

Hvad har dit barn eller barnebarn spurgt om, da demens kom ind i familien?

På plejehjemmet lå W***y i en seng.Vejrtrækningen var tung.Rallende.Kroppen var ved at give slip.Jeg satte mig ved siden...
07/06/2026

På plejehjemmet lå W***y i en seng.

Vejrtrækningen var tung.

Rallende.

Kroppen var ved at give slip.

Jeg satte mig ved siden af ham og tog hans hånd i min.

Neglene var sorte.

Hånden grov.

Huden brun efter mange år i solen.

Jeg begyndte at fortælle.

Om vores første møde.

Om den lørdag, hvor jeg blev kaldt ned til ham.

Han sad med en kanyle i hånden og nægtede at aflevere den til sygeplejersken.

"Det er kun Tina, jeg vil tale med."

Sådan sagde han.

Og sådan blev det.

I kanylen var der væske.

På låret små røde prikker efter nålens spids.

Han havde gjort klar.

Men han havde alligevel ikke haft modet til at stikke sig selv.

Mens jeg sad og fortalte, gik døren op.

En kvinde trådte ind.

Hun præsenterede sig som W***ys tvillingesøster.

Tvilling.

Det ord havde jeg aldrig hørt W***y nævne.

De havde ikke haft kontakt i mange år.

Jeg rejste mig og spurgte, om hun ville sidde hos sin bror.

Holde hans hånd.

Jeg fortalte lidt om vores tre måneder sammen.

Om smilet.

Om bajerne.

Om de skøre oplevelser.

Om den sidste dans.

Så lod jeg dem være alene.

De sidste timer.

De sidste minutter.

De sidste sekunder.

Næste dag blev jeg kaldt til telefonen.

Det var præsten.

Familien ønskede, at jeg deltog i bisættelsen.

Den blev flyttet til min fridag, så jeg kunne være med.

På dagen blev jeg spurgt, om jeg ville hjælpe med at bære kisten.

Jeg tøvede.

En anden tilbød sig.

Men W***ys søster svarede stille:

"Jeg ønsker, at det er Tina."

"Det gør jeg gerne," sagde jeg.

Under bisættelsen talte præsten om W***y.

Pludselig nævnte han mit navn.

Så kiggede han direkte på mig.

"Du mødte en engel i dit liv. Nu tager Gud dig hjem og sender englen videre."

Og mens tonerne til "Lysets engel går med g***s" fyldte kirken, sad jeg helt stille.

Da bisættelsen var slut, rejste vi os.

Jeg stod ved siden af kisten.

Lagde hånden på træet.

Og løftede.

Mens vi gik mod døren, faldt tanken stille ned i mig.

Jeg smilede.

Så kom jeg alligevel til at bære dig, W***y.

Æret være dit minde.

ten

Jeg vidste aldrig, hvad der ventede, når jeg låste mig ind hos W***y.Nogle dage sad kammeraterne omkring bordet.Bajerne ...
06/06/2026

Jeg vidste aldrig, hvad der ventede, når jeg låste mig ind hos W***y.

Nogle dage sad kammeraterne omkring bordet.

Bajerne stod fremme.

Tobaksrøgen hang tungt i luften.

Andre dage stod røgen som en tåge under døren.

Rt tændt komfur

En glemt stegepande.

En smeltet plastikpalet.

Små tegn på, at livet var blevet svært at holde styr på.

En dag ringede daghjemmet.

W***y havde tisset på stolen under bankospillet.

Kunne jeg ikke få ham til at bruge ble?

En anden dag kom lugten mig i møde allerede i entreen.

På badeværelset fortalte afføring på væggen, at kroppen ikke længere gjorde, som W***y ville.

Han blev vred.

Flov.

Trodsig.

Som

de fleste af os ville blive.

Men det, jeg husker tydeligst, var noget andet.

W***y ville på plejehjem.

Hver gang jeg kom.

Tre gange om dagen.

Samme ønske.

Samme bøn.

"Kan du ikke skaffe mig en plads?"

Så kom dagen, hvor han bad mig hente bajere hos købmanden.

Han kunne ikke længere gå ned ad trapperne.

"Du kan hente dem selv," sagde jeg.

Han kiggede på mig.

"Så må du bære mig."

Jeg smilede.

"Jeg kommer aldrig til at bære dig, W***y."

Han rystede på hovedet.

Jeg tog fejl.

Det vidste jeg bare ikke endnu.

Fortsættes...

W***y havde de flotteste blå øjne.Med en krans af brun farve omkring pupillerne.De øjne kunne være fulde af glimt, stædi...
05/06/2026

W***y havde de flotteste blå øjne.

Med en krans af brun farve omkring pupillerne.

De øjne kunne være fulde af glimt, stædighed, humor og liv.

Selv når kroppen var slidt.

Selv når sygdommen satte sine spor.

En dag viste han mig et billede.

Taget på erotikkens messe.

Hans ansigt var placeret lige under Trine Michelsens barm.

Han smilede bredt.

Det billede blev kun vist til mennesker, han stolede på.

Den tillid skulle jeg aldrig bryde.

Jeg vidste aldrig helt, hvad der ventede, når jeg låste mig ind hos W***y.

Nogle dage var lejligheden fyldt med kammerater, bajere og cigaretrøg.

Andre dage sad han alene med sine tanker.

Men hver gang mødte jeg det samme menneske.

W***y.

Manden med de blå øjne.

Manden med humoren.

Manden med stoltheden.

Manden, som livet ikke altid havde behandlet nænsomt.

Når vi taler om demens, kommer vi ofte til at tale om sygdommen.

Men jeg tænker stadig på øjnene.

På smilet.

På tilliden.

Og på W***y.

Fortsættes...

Min far fik et brev om den nye ældrelov.Brevet fortalte om mere selvbestemmelse.Mere fleksibilitet.Mere sammenhæng.Men i...
04/06/2026

Min far fik et brev om den nye ældrelov.

Brevet fortalte om mere selvbestemmelse.
Mere fleksibilitet.
Mere sammenhæng.

Men ingen har endnu spurgt ham:

"Hvad er vigtigt for dig?"

Den nye ældrelov er bygget på nogle smukke tanker.

At hjælpen skal tage udgangspunkt i mennesket.
At medarbejdere skal have mere fagligt råderum.
At ældre skal have større indflydelse på deres egen hverdag.

De fleste af os kan kun være enige.

Men måske skal vi stille os selv et spørgsmål:

Hvornår ved vi egentlig, at ældreloven er lykkedes?

Er det når medarbejderne har været på kursus?

Når de første breve er sendt ud?

Når nye ord finder vej til kommunernes hjemmesider?

Eller er det først den dag, hvor mennesker mærker forskellen?

Når vores ældre ved, hvem der kommer.

Når medarbejderen har tid til at lære mennesket at kende.

Når pårørende ikke skal fortælle den samme historie igen og igen.

Når hjælpen kan ændres, når livet ændrer sig.

Når et menneske med demens mødes af kendte ansigter.

Min far modtog også et brev om ældreloven.

Han får hjælp til rengøring.

På papiret har han fået større fleksibilitet.

I hverdagen oplever han flere forskellige ansigter.
Skiftende tidspunkter.
Og endnu ingen samtale om, hvad der faktisk er vigtigt for ham.

Mange medarbejdere kæmper hver eneste dag for at skabe den omsorg, de selv drømmer om at levere.

Og implementering tager tid.

Derfor tror jeg, at den vigtigste måling af ældreloven ikke findes i et regneark.

Den findes hos vores ældre, der føler sig set.

Hos os pårørende, der oplever sammenhæng.

Og hos medarbejderen, der får mulighed for at bruge sin faglighed.

Måske ved vi først, at ældreloven er lykkedes, når mennesker mærker forskellen.

Hvordan oplever du virkeligheden?

Som ældre, pårørende eller medarbejder?

04/06/2026

Jeg blev særligt berørt af denne fortælling.

For mens mange ser en mand med Alzheimers sygdom, ser jeg også en datter, der får lov at kigge ind gennem et vindue til sin fars fortid.

Når mennesker med demens fortæller om hændelser, mennesker og oplevelser fra tidligere i livet, er det ikke altid fakta, vi møder.

Men vi møder følelser, identitet og spor af et levet liv.

Datteren beskriver så smukt, hvordan hun vælger at gå med ind i fortællingerne i stedet for at korrigere dem.

Hun lytter til historierne om politiet, forældrene og livet som ung mand.
Og i det øjeblik sker der noget vigtigt.

Hun får et unikt indblik i en tidslomme.

Et sted i hjernen, hvor fortiden stadig er nærværende.

Hvor far ikke først og fremmest er en mand med Alzheimers sygdom, men en søn, en ung mand, et menneske med drømme, oplevelser og historier.

Ofte forsøger vi at føre mennesker med demens tilbage til nutiden.

Men nogle gange er den største gave, vi kan give, at besøge dem dér, hvor de befinder sig.

For når vi lytter til historierne, lytter vi ikke kun til ordene.

Vi lytter til mennesket bag sygdommen.

Og måske er det netop derfor, livshistorien er så vigtig.

Den hjælper os med at forstå, hvem mennesket er – også når hukommelsen finder sine egne veje.

Tak for at dele et øjeblik, som minder os om, at bag demensen findes stadig et helt liv. ♥️🫂♥️

Adresse

Kirke Eskilstrup
4360

Telefon

+4526180785

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Demenskonsulenten sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Virksomheden

Send en besked til Demenskonsulenten:

Genveje

Del

Type