Hannes Hjørne

23/08/2024

At være selvstændig er som at være en have, der venter på regnen :). Jeg har nu gået i rigtigt mange måneder, hvor det kun har dryppet lidt. Et par gange har jeg fået en lille bitte byge, som kun lige vandede overfladen, og min blomster begyndte at hænge lidt med hovedet. Og så i denne uge kom der et skybrud! Alle opgaver gik i gang på samme tid! Jeg måtte knokle igennem, og af og til søge lidt ly for ikke at drukne helt! Men med årene er jeg blevet bedre til at samle regnvand ind, og fordele det, så der er til de tørre tider. Som med vejret - jeg lærer at elske det hele: tørkeperioder, blid sommerregn og heftigt stormvejr! ☀ 🌨 ⛈

22/07/2024

Dance your troubles away

A few weeks ago, I coached a woman who was having great difficulty communicating with her sister. It was always (repressed) aggression, mutual accusations and then some sort of reconciliation – until next time. We talked about a specific “trigger-situation” where they had texted each other (their mode of communication) and things had gotten more than heated and how that made her feel: Heavy, anxious and angry.

We then talked about some good times she had experienced, and she mentioned going to a dance show with some really good girlfriends, which made her feel light, joyful and on top of the world! From that position she could look back at the situation with her sister in a much more light-hearted way, and agree with herself that next time, she would take things less personal and would, more consciously, attempt to break the pattern. I asked her how she would take herself out of a similar situation another time, and she thought about it. And finally said the unexpected words: “I’LL DANCE”! “When I get that text, I will notice it, I’ll leave it for a while, put on some music and dance, before I reply back.”

I absolutely loved that - rather surprising - answer, and it got me thinking – once again – about how we often believe that we can solve everything by using our gift of thinking, analyzing, scenario-planning etc. Sometimes we can, but more often than not, we need to do something completely different. We’ve all tried getting that lightbulb moment when we’re in the shower, resting, walking, meditating. Maybe adding a small dance to the repertoire will do the trick next time you’re stuck!

"Dance Your Troubles Away" is a 1975 studio album by American funk band Archie Bell & the Drells, featuring the album title 12" single "Dance Your Troubles A...

12/06/2024

Endnu engang går jeg opløftet fra et møde i Emergenzia! Når jeg tænker på hvor mange gange i mit liv jeg har været til møder, hvor jeg er gået derfra endnu mere forvirret end da jeg kom, lettere deprimeret over at vi ingenting nåede, eller – allerværst – vred og frustreret, så priser jeg mig lykkelig over at det er lykkedes os at finde en model, der funker!

For lidt over 6 år siden tog jeg initiativ til at invitere en lille håndfuld mennesker, der havde det til fælles, at de var solo-selvstændige, var super-sympatiske; og hvor jeg fornemmede, at vi havde sammenlignelige tilgange til det at være selvstændige. Jeg inviterede til en middag, hvor jeg præsenterede min idé om at vi kunne mødes indimellem, og tale om hvordan det er at være selvstændig, og sparre med hinanden om stort og småt.

Det gjorde vi, og her snart 7 år efter, nyder vi stadig hinandens selskab. Vi skiftes til at holde det. Nogle af os kan godt lide en relativt fast dagsorden. Andre er mere til at lade timerne udfolde sig som de vil. Vi mødes 3 timer ca. hver 1½ måned, og af og til lidt længere. Vi har hver vores arbejdsfelt, om end der er nogle overlap, og inspirerer hinanden på tværs af de forskellige fag og interesser. Krydsbefrugtning!

At mødes som selvstændige er ikke i sig selv usædvanligt. Der er et utal af netværk, erfa-grupper og hvad det alt sammen hedder, hvor man kan lære nyt og sparre med hinanden. Vi er jo ofte ”kollega-løse”, så det giver god mening at have nogle at sparre med.
Jeg har også været med i andre grupper, men aldrig én, der er så givende som Emergenzia.

Hvorfor fungerer det så godt? Der er mange forklaringer, men det vigtigste, tror jeg, er at vi kan være lige præcis dem vi er, med alt hvad vi kommer med. Også når det går skidt for forretning og/eller privat. Vores primære fokus er vores jobs, men vi taler helt generelt om det der optager os, for vi er jo hele mennesker, og det giver ingen mening at lade som om at vores privatliv ikke påvirker vores arbejdsliv. Og det ord, der går igen allermest er: AUTENTICITET. Andre ord kunne være: åbenhed, varme, tryghed, nysgerrighed, kærlig udfordring, kreativitet, udforskning, støtte, accept, respekt, humor.

Vi kalder os i øvrigt Emergenzia, fordi en vigtig egenskab i gruppen er at vi lader ting ”emergere” i stedet for at have strikse dagsordener og fokus på udkomme. Vi konkurrerer ikke med hinanden, og vore ego’er bliver hængt på knagerækken sammen med frakken, inden vi går ind til mødet.

Måske kan det være til inspiration for andre? Jeg kan i hvert fald kun anbefale at prøve!

04/06/2024

Så gik der 10 år…….10 years down the line

To my English-speaking friends and colleagues. The following blog-piece is about the past 10 years of my life as an independent consultant. It’s in Danish, as that is my mother tongue and I live in, and work from Denmark. However, a large part of my work as a consultant is conducted with an amazing group of people from all over the world. A big thank you to all of you for 10 years of co-working to develop ourselves and each other for a better workplace; a better world! (I know that there are good translation tools, if you want to/have the time to read the piece. P.S. If you do, I should let you know that “Løvens Hule” (the Lion Den) is the Danish equivalent of the TV-show “The Shark Tank”.

Fredag eftermiddag for nøjagtig 10 år siden var min sidste dag som lønarbejder. Dagen efter var jeg frit svævende som selvstændig konsulent. Jeg er blevet spurgt om hvordan det er gået, og hvordan det har været. Her er et slags svar - eller nærmere en del af min historie - som måske kan inspirere, more, forskrække eller forvirre 😊.

Hvordan er det gået med at være solo-selvstændig, Hanne?

Hvis jeg tager de kommercielle briller på, tja, så er det ikke superimponerende. Jeg har ikke været meget for at indrømme det, men sandheden er, at jeg ikke har de der klassiske ”iværksætteriske” talenter, som at udvikle, planlægge og udføre dedikeret markedsføring, have styr på målgrupper, tænke på økonomi, få trukket det rigtige fra i skat, eller forfølge vækstmål. Man kan måske udtrykke det sådan, at hvis jeg havde præsenteret mig for Løvens Hule, havde den taget en ordentlig bid, tygget lidt på mig, og spyttet mig ud – ”Tak fordi du kom, men nej tak – du har ikke det, der skal til!”

På trods af det, har jeg alligevel klaret mig igennem i 10 år. Hvordan det? Det er nok en blanding af sund fornuft (f.eks. havde jeg et bijob da jeg startede, som gav mig modet til - og et grundlag for - at ”springe ud” de første 2 år af mit selvstændige virke), en støttende mand og et privilegeret hjemmeliv, en god portion held – og allervigtigst – et godt netværk, som har været min primære kilde til arbejde.

Hvis jeg tager de personlige briller på - ”selv-kærlighedsbrillerne” -
ser det (heldigvis) helt anderledes ud. At blive selvstændig er et af de allerbedste valg jeg har foretaget i mit liv! Selvom jeg af og til har savnet gode kolleger og den faste løncheck, at andre stod for det administrative, og at agere indenfor fastlagte rammer, så har friheden til at arbejde med det, der giver allermest mening for mig, været vigtigere.

Det har af og til været hårdt, meget hårdt endda, men jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt at jeg tog beslutningen. Hvorfor mon? Svært at sætte klare ord på. Jeg kan bedst forklare det ved at bruge det japanske symbol ”IKIGAI”: Det dér søde punkt lige i centrum, hvor alt går op i en højere enhed. Jeg er der næsten….

What the world needs: I min optik, er der i den grad brug for at vi mennesker tager bedre vare på hinanden og finder ud af at arbejde sammen trods forskelligheder! At vi anerkender – og fejrer – at vi alle har mulighed for at udvikle os og blive bedre mennesker, og at andre ikke nødvendigvis er forkerte på den, fordi de har en anden tilgang til arbejdet – og livet. Så ja, det her er noget verden har brug for.

What you are good at: Dybest set er min vigtigste kvalitet at være seriøst nysgerrig på hvordan andre mennesker tænker og føler, og på hvordan det gode samarbejde kan få de bedste vilkår. Især som leder, lærte jeg at lytte ordentligt til andre, og prøve at få lirket deres historie og bevæggrunde frem, for derigennem at finde en vej frem til personlig udvikling, bedre resultater og/eller et bedre samarbejde. Jeg er desuden blevet kaldt et ordentligt og venligt menneske, med en god humoristisk sans (hvilket der tit er brug for!).

What you love: Jeg synes helt grundlæggende at menneskedyret er fascinerende, og det er helt klar mit kald at ”arbejde med mennesker”. Det er den røde tråd i mit ellers noget brogede arbejdsliv; da jeg endelig fandt noget i juraen jeg kunne bruge, nemlig menneskerettighedsarbejdet, og til det jeg laver nu. Og i de senere år, er jeg blevet optaget af kroppens genialitet (jeg erkendte endelig, at vi er mere end vores intellekt :-D), og det er i min verden oversat til at synge og danse alt det jeg kan!

What you can be paid for: Ja, det er så dér den af og til halter lidt 😊. Men jeg har klaret mig igennem – og tænker at jeg tager nogle år endnu!

Jeg har været ufatteligt privilegeret på min 10 år lange rejse, og vil gerne slutte af med at takke alle jer, der har hjulpet og støttet – både mit netværk af dygtige individer og vigtige organisationer, mine selvstændige kolleger (ikke mindst min fantastiske Emergenzia-gruppe!), gode venner og fantastiske familie! Også en tak til jer, som jeg ikke ”svingede” med – I har nemlig også givet mig en meget bedre forståelse af mig selv og mit projekt!

18/04/2024

Lidt om briller

For nogle uger siden, da jeg var ude at gå, fik jeg pludselig et "klarsyn". Jeg forestillede mig, at jeg havde to par briller. Det ene par har mørke glas, og det andet lyse glas. Det jeg kigger på, er mit liv lige nu. Konstatérbare, faktuelle forhold som f.eks. mit hus, min familie, mine venner, mit job, min økonomi. Afhængigt af hvilke briller jeg vælger at have på, ser virkeligheden forskellig ud.

(Jeg kommer til at tænke på, om udgangspunktet ikke er tæt på den gamle, tyske filosof Immanuel Kants "Das Ding an sich" = tingen som den er og "Das Ding für mich" = tingen, som vi erkender den. Nå, det er for mange år siden, og de filosofiske briller er noget støvede efterhånden :))

Under alle omstændigheder, er det i sig selv hverken nyt eller originalt, men den nye vinkel for mig, var at jeg, om jeg så må sige, havde fået et tredje par briller på, "klarsynsbriller", der gjorde, at jeg meget tydeligt kunne se hvor meget mit humør afhænger af, hvilke briller jeg på et givet tidspunkt vælger at tage på.

Jeg begyndte at eksperimentere med det. Først tog jeg de mørke briller på: Mit hus er gammelt og slidt, haven er for stor, der er hele tiden ting, der skal laves og jeg er ikke handy - derfor bliver det superdyrt. Eller: jeg er enke, og savner Jens så meget, og det gør mig trist, og måske jeg aldrig bliver forelsket igen. Eller: For tiden har jeg nærmest kun udgifter, gad vide om jeg nogensinde får et job igen - jeg er nok ved at være for gammel. Eller på den store klinge: Verden er ved at falde fra hinanden, alt for meget fattigdom, menneskerettighedskrænkelser, klimakatastrofer og krig. Gad vide hvor længe der går, inden alt er totalt kaos?

Humøret røg bare nedad i hastigt tempo.

Så tog jeg de lyse briller på: Hvor er jeg heldig, at jeg har et hus med lys og luft, og plads til gæster. Og når jeg engang sælger, får jeg penge ud, som kan bruges til et nyt. Og: Jeg savner Jens så meget, men hvor var jeg heldig at jeg havde ham og at vi fik 2 vidunderlige unger sammen. Jeg er så lykkelig over at have haft en stor kærlighed i mit liv

11/04/2024

Noget af det mest ubehagelige ved at være selvstændig, er de perioder, hvor der ikke rigtigt sker noget jobmæssigt. Sådan en periode har jeg lige været igennem de sidste par måneder. Hvad gør man så?

Tja, for mig går der tit en periode, hvor jeg bliver ked af det og begynder at tænke katastrofetanker: " Tænk nu hvis jeg aldrig får et job igen?" eller " Hvor er jeg dårlig til det her!" eller "Hvad skal der blive af mig?". Økonomien halter gevaldigt, humøret ligeså - og det der med at "tage sig sammen" er lige så svært for mig som at tage vinger på og flyve en tur.

Jeg prøver at tvinge mig selv til at gøre "noget", men jeg har efterhånden lært, at det ikke virker. Jeg er nødt til at vente på, at humøret vender. Og hvornår gør det så det?

Oftest ved at jeg bare begynder lige så stille at gøre en lille bitte ting hver dag. Skrive i min dagbog, læse lidt i en bog, jeg ved inspirerer mig, taler med gode mennesker, eller begynder at skrive om en idé jeg har haft, uden at regne med at det skal blive til noget. Når jeg begynder at tage de der bittesmå første skridt, kan jeg mærke at der sker lidt i mig. Men jeg ved at jeg skal være tålmodig .... ikke mit fornemste karaktértræk :-D.

Det interessante er at opleve, at i takt med at jeg tager de små skridt, ændrer humøret sig, og kreativiteten og virkelysten begynder at indfinde sig. Jeg åbner så at sige for ideerne; for flowet. Og så er jeg - langsomt - ved at være parat til at eksperimentere og række ud.

Og stille og roligt, bakker "universet" mig op - der begynder at ske ting og sager. Og heldigvis er jeg ved at være dér nu. Jeg har eksperimenteret, jeg har rakt ud til folk, og nu ser jeg et forår i møde, hvor der igen er arbejde til mig. Pyha!

Hvad gør du, når du er nede og bide i gulvtæppet?

P.S. Der er mange, der spørger mig, om jeg nogensinde har fortrudt at jeg forlod mit faste job. NEJ! Jeg savner trygheden, den faste løncheck og kollegerne. Og jeg ved at jeg har været heldig at kunne klare mig igennem selv når der har været langvarig tørke. Men det var - forbavsende for mig selv - det helt rigtige for mig at gøre for snart 10 år siden!

22/03/2024

Det er så dejligt, når man inviterer til noget, der vinder genklang!

Jeg elsker at danse og jeg elsker at tale om væsentlige emner. Så slog det mig - mon de to kan kombineres? Det er nok ikke nemt, fordi de to ting aktiverer meget forskellige ting i vores krop og hjerne, men det skulle prøves. Så jeg inviterede i alt 11 kvinder over to aftener til danse-samtalesalon i min store stue. På forhånd havde de fået et eller to ord de skulle reflektere over(tilfredshed/længsel og fællesskab). På selve aftenen mødte de op, og så dansede vi en time. Bagefter satte vi os og talte både om dansen og om de ord de havde reflekteret over. Det viser sig, at det ER svært at kombinere. Ikke desto mindre var der virkelig god respons, og jeg har fået blod på tanden til at udvikle endnu mere på konceptet. Nogle gange er det ikke helt tosset at forfølge en halv-tosset idé :-D.

12/03/2024

»Megen ros blir ødslet væk
på et tappert hjerte.
Kunsten er at være kæk
når man ikke er det" (Piet Hein)

I dag var jeg til tandlæge. Gru og tænders gnidsel (helt bogstaveligt😁). Men det fik mig til at tænke - igen - på MOD. I dette tilfælde "det lille mod" eller "hverdagsmodet". Jeg har altid lidt af tandlægeskræk, og hver eneste gang er det en overvindelse.
Jeg mærker det som en knude i maven, og min hjerne finder på alle mulige undskyldninger for at slippe. Da jeg var yngre, kunne jeg endda få koldsved, og var helt sikkert i dårligt humør i lang tid før.

Det er logik. Vores ur-hjerne er - klogt nok - programmeret til at beskytte os fra smerte og fare, og selvom vores yngre hjerne godt ved, at det kan betale sig på det lange stræk, så har vi en indre "jeg-vil-ha-det-godt-NU-abekat", der ikke kan se ind i fremtiden.

Det gælder ikke kun tandlæger, det gælder alle mulige ting, der forbindes med fare, både fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og, ikke mindst, socialt. Vi er bange for konsekvenserne af vores ord eller handlinger, for at blive udelukket fra flokken, for at tabe ansigt, for at tabe kontrol.

Men det er værd at huske på, at mod og frygt er to sider af det samme tandlægebor - hvis man ikke mærker frygt, foretager man sig ikke noget modigt!

Hvis man kan genkende sig selv i ovenstående, er der måske lidt hjælp at hente i de her trin:

1) Spørg først: hvor vigtigt er det her for mig? Der er jo ingen grund til at være modig, hvis man dybest set er ligeglad :-D. Ift. tandlægen, er jeg efterhånden overbevist om at det er en god idé at få ordnet bisserne :). Andre ting kan være sværere, som f.eks. at få taget en konfrontation. Jeg har ikke altid modet, men indimellem må det bare gøres.

2) Når beslutningen er taget, giver dig selv lidt tid. Nogle gange minutter eller timer, som tandlægen. I andre tilfælde et par uger eller måneder, som da jeg skulle sige op efter 20 år på den samme arbejdsplads. Andre gange igen, flere år. Det tog mig 5 år at beslutte mig for at kvitte mit trygge liv som jurist, og blive selvstændig!

3) Forbered dig mentalt og følelsesmæssigt. F.eks. begyndte jeg at tænke på alle de gode ting jeg skulle, når tandlægebesøget var overstået. Og jeg tænkte på prisen (for pengepungen kan også smerte) - hvis der ikke er noget, er det 400 kr for rensning, hvis det går helt galt, kan jeg risikere mange 1000 kr. Det gav også lidt ro - at forestille mig det værste.

En god - om end lidt nørdet - forberedelse: lav scenarier. Da jeg skulle sige op, og gruede for reaktionen, planlagde jeg nøje alt det, der var inden for min kontrol, og udtænkte scenarier for responsen (responsen var selvfølgelig et eller andet sted midt i mellem, men det var også ok.

4) Husk at registrere, at du faktisk har været modig og gjort noget du gerne ville, selvom du var nervøs, bange eller ligefrem rædselsslagen. For jeg tror, at hvis man selv begynder at tro på at man kan, så bliver det trods alt lidt nemmere at være modig næste gang

Jeg gad godt høre hvad du gør, når du er modig!

07/03/2024

I forgårs var jeg til en bogreception om MOD. Mere specifikt "Kvindsmod". Trine Christensens bog, hvor hun har talt med 7 vildt modige kvinder fra forskellige steder i verden. Til receptionen blev 5 modige, danske kvinder interviewet om hvad mod egentlig er, og "kvindsmod" i særdeleshed (ordet findes ikke i det danske sprog, hvorimod "mandsmod" er velkendt). Det var en øjenåbnende oplevelse af de gode, og da jeg gik derfra, var jeg fyldt op af tanker og følelser: beundring, forundring, glæde over at være med, og gensynsglæde (med gode gamle kolleger). Jeg var da også lidt ærgrelig over, at jeg ikke er sådan en modig person, der trodser alle farer for en sag. Udover at jeg ikke har energien til den slags, og er mere end sofakartoffel end en roset springklap (en urt, der bryder igennem asfalt ;)), tror jeg egentlig aldrig jeg har brændt så meget for en sag, at jeg ville udsætte mig selv for alt den modstand og det had, der følger med. Det er ikke rart at indrømme, men sådan er det nu engang. Jeg trøster mig med tanken om, at det måske er meget godt at vi ikke alle sammen er SÅ modige. Med et glimt i øjet, forestiller jeg mig et vist kaos hvis alle individer i verden, stod på hver deres sæbekasse og råbte for deres sag. Så, min konklusion er vel, at der er nogen, der skal være firstmovers og trailblazers for at verden rykker sig, og så er vi en meget stor gruppe, hvis rolle er at bakke op, og huske på, at det også kræver mod at være én, der følger og støtter heltinden eller helten - mindst lige så meget. Det vælger denne mere forsigtige type som jeg i hvert fald at tro på! Når det så er sagt, så er der også styrke i de små modige handlinger i vores eget liv - men det er stof til en anden klumme.

Har du en mening om mod? Er du selv modig? Er du den første på dansegulvet, eller er du den første følger?

Official transcript at https://sivers.org/ff---If you've learned a lot about leadership and making a movement, then let's watch a movement happen, start to f...

29/02/2024

I et par år nu, har jeg snydt.

Jeg har faktisk været utro.

Med en stemmeoptagerapp.

Jeg har været gift med min dagbog i næsten 48 år. Jeg fik den første af min onkel, da jeg fyldte 14, og han havde set helt rigtigt. Den blev min nærmeste fortrolige med alle de hormoninducerede tanker og følelser, som ikke tålte fremmede ører ☺️. Igennem årene har alle dens søskende fulgt mig troligt. I nogle perioder intensivt, i andre ikke. Min evige kærlighed ❤️.

Men for et par år siden, opdagede jeg glæden ved at tale til mig selv (indsæt gerne en vits her😉). Det går hurtigere at sludre løs end at skrive, sjovt nok. Og det hjælper mig til at få styr på - og lidt distance til - det kaotiske univers i mit sind.

Men! Affæren er nok kommet for at blive, men jeg kommer aldrig til at forlade mit solide, reflekterende, kærlige, langsomme ægteskab med min dagbog - det er for livet!

Hvordan får du styr på tanker og følelser?

26/02/2024

I aften skal jeg danse!!

Arbejdslivet har jo altid været sådan: nogle gange har vi rygende travlt, andre gange er der mere stille. Det er dejligt med afveksling, men når man er selvstændig, skal man tillige have is i maven i de stille perioder. Der er ingen fast indkomst i slutningen af måneden. Starten af 2024 har været meget stille, og det har forårsaget forskellige ting hos mig. På én og samme tid, har jeg været nervøs, doven, glad, irriteret, utålmodig, eftertænksom, taknemmelig og utaknemmelig - en fuld palette af følelser. Det bedste har været, at jeg har brugt en del tid på at reflektere over hvad jeg skal bruge mine resterende arbejdsår på. Hvad rammer mit Ikigai lige i solar plexus (se tegningen nedenfor)?
Der er flere grene på det træ, men lige nu er jeg mest optaget af længslen efter mere "samtale" mellem krop og sind. Det kan gøres på mange måder, men for mig skal det forsøges igennem dansen. Derfor har jeg meldt mig til at uddanne mig Groove Facilitator til sommer, og derfor skal jeg danse eksperimentelt med 5 vidunderlige kvinder i aften! Fortsættelse følger helt sikkert!

20/02/2024

Jeg har lyst til skrive om "dovenskab". Der er ændret syn på dovenskab i visse kredse. Fra at være et fy-ord, er der nu nogen, der hylder dovenskaben. Er dovenskab godt eller skidt? Hvilken slags dovenskab taler vi om; fysisk, intellektuelt, følelsesmæssigt, socialt? Er der tale om et forsvar for den langsomme tilværelse - at være"" fremfor at "gøre"? Kan dovenskab handle om frygt for at gøre det forkerte, eller er det en sund måde at leve sit liv på? Jeg har lyst til at skrive om dovenskab. Men jeg tror, at jeg er for doven i dag.