03/05/2026
Søndagsklumme
Vi tror, vi kender svaret… men vi har glemt at spørge
Af Annette Risbjerg · Familiecenter Sønderjylland
Har du nogensinde oplevet at blive ked af noget, som en anden sagde – for senere at finde ud af, at det slet ikke var sådan ment?
Det sker oftere, end vi tror.
I vores kommunikation med hinanden er vi hurtige til at konkludere.
Vi hører noget, læser en besked eller mærker en stemning – og så danner vi os en mening.
Problemet er bare, at vi ofte konkluderer uden at spørge.
Vi tolker ud fra vores egen rygsæk.
Ud fra det liv, vi har levet.
De erfaringer, vi har haft med os.
Hvis man gennem livet har oplevet afvisninger, svigt eller følelsen af ikke at være vigtig, så vil det ofte præge ens forventninger til andre.
Man begynder – helt ubevidst – at forvente det samme igen.
Og så sker der noget vigtigt.
Man begynder at høre afvisninger, selv når de ikke er der.
Forestil dig en situation:
Du inviterer nogen til en fødselsdag.
Du glæder dig.
Du sender en besked.
Svaret kommer:
"Tusind tak for invitationen, jeg ville rigtig gerne være kommet, men jeg kan desværre ikke. Kan vi finde en anden dag og fejre dig?"
Et venligt og imødekommende svar.
Alligevel kan det lande helt anderledes hos modtageren.
“Hun gider ikke.”
“Jeg er ikke vigtig nok.”
“Det er bare en undskyldning.”
Og lige dér – i den tanke – opstår der afstand.
Ikke fordi der blev sagt noget forkert.
Men fordi der blev konkluderet uden at blive spurgt.
Vi kommer til at reagere på vores tolkning – ikke på virkeligheden.
Det er her, mange konflikter begynder.
I venskaber.
I familier.
På arbejdspladser.
Ikke fordi vi vil hinanden det dårligt.
Men fordi vi glemmer at være nysgerrige.
Vi glemmer at spørge:
"Hvordan mente du det?"
"Jeg blev faktisk lidt i tvivl – kan du hjælpe mig med at forstå?"
Den sætning kan ændre alt.
For når vi tør blive i nysgerrigheden i stedet for at hoppe direkte til konklusionen, så giver vi relationen en chance.
En chance for at blive forstået.
En chance for ikke at misforstå.
Kommunikation handler ikke kun om, hvad der bliver sagt.
Men i lige så høj grad om det, der bliver hørt.
Og det, vi hører, er farvet af vores liv.
Derfor er det ikke altid nok at sige noget klart.
Vi må også turde undersøge, hvordan det bliver modtaget.
Måske er den vigtigste øvelse i vores relationer ikke at blive bedre til at forklare os.
Men at blive bedre til at spørge.
Så næste gang du mærker noget i en relation – en tvivl, en irritation eller en følelse af afvisning – så prøv at stoppe op.
Og stil et spørgsmål i stedet for at lave en konklusion.
For ofte er sandheden langt mildere end den historie, vi selv får fortalt.
