20/09/2017
FRA HJERTET
Af Mogens Petersen
En ode til dem, som er villige til hver morgen at stå ud af sengen og påtage sig det ansvar det er at udføre det arbejde, som en sådan operation og efterfølgende pleje kræver.
Onsdag d. 14. september 2016 - altså for lige godt ét år siden – foretog en overlæge på Hjertekirurgisk afd. på Odense Universitetshospital, en 5-dobbelt bypassoperation på mit hjerte. Kyndigt assisteret af et stort operationsteam, som jeg lige nåede at hilse på inde på operationsbordet, inden jeg faldt i søvn i ca. en seks timers tid.
Nogle dage før var jeg blevet indkaldt til en koronararteriografisk undersøgelse på Hjertemedicinsk Ambulatorium. Dvs. at man havde tænkt sig at føre et tyndt plastikrør ind i en pulsåre og op i hjertet, indsprøjte noget kontraststof og derefter på røntgenskærme konstatere, om der var eventuelle forsnævringer af kranspulsårene.
Jeg ankom stiv af skræk ved halvnitiden om morgenen. En meget imødekommende overlæge ved navn Anders tog imod mig og spurgte interesseret, mens han lokalbedøvede mig i lysken, hvornår og hvordan jeg mente, at det hele var begyndt. Og jeg gav mig i kast med relativt udførligt at udrede de iagttagelser og hypoteser, som jeg havde gjort mig desangående i perioden fra den dag i juni, hvor jeg var oppe på tanken for at købe jordbær og nye kartofler, og frem til denne morgen. Halvvejs inde i min beretning kom en ligeledes mild og venlig sygeplejerske hen til min anden side, berørte min arm ganske let og meget behageligt og fortalte mig, at indføringsrøret nu i nogen tid havde været lagt ind i min blodåre, og undersøgelsen ville være ovre om ganske få minutter. Og jeg forstod så efter et lille øjeblik, hvori tiøren faldt, at den resterende del af mit detaljerede foredrag ikke længere var nødvendig at fuldføre. Efter undersøgelsen bad man mig vente. Og efter en lægekonference kom Anders så tilbage for at fortælle, at man havde drøftet resultaterne af min undersøgelse og var nået frem til, at man i stedet for at lægge hele fem stenter [: små, rørformede metalgitre] ind i mine kranspulsårer meget hellere ville anbefale mig at få foretaget en bypass. Hvorefter jeg syntes, at jeg igen var lige så stiv af skræk som et vejskilt. I forhold til koronararteriografien, som set i bakspejlet nu forekom mig nærmest som Svanesøen opført af Bolsjojballetten, syntes en bypassoperation mere at ligne John Waynes automatadfærd, når han i en westernfilm konfronteres med en dør, som er blokkeret fra den modsatte side.
Dagen før operationen blev jeg indlagt på hjerteafdelingen. Og efter en let frokost blev jeg vist ind i konsultationsværelset. Kort efter gik døren op og en yngre mand med asiatisk udseende kom ind og sagde, at han hed Akhmad og var den overlæge, som skulle operere mig. Han fortalte indledningsvis lidt om sig selv. Bl.a. at han var fra en af de tidligere sovjetrussiske republikker, havde været ansat på Gentofte Hospital og siden var kommet her til Odense. Hvor han var meget glad for at være. Og så gik han sig ellers i gang med, hvad der mest lignede et forsøg på at stirre et hul i den dataskærm, på hvilken han indtastede mine svar på hans meget systematiske spørgsmål. Efter et stykke tid tænkte jeg, mens han omhyggeligt tastede løs, at det måske nok var det bedste eksempel på introverthed, som jeg havde mødt i den seneste tid. Og efterfølgende forsøgte jeg at trøste mig selv lidt med, at en vis indadvendthed både var et helt naturligt og måske ligefrem ønskeligt adfærdsmønster hos en fagperson, hvis job stiller meget høje krav til professionel ekspertise. Lige indtil han med ét skubbede tastatur og skærm til side og vendte stolen og sit blik direkte og vedholdende og åbent mod mig på sådan måde, så jeg begyndte igen at kunne mærke gulvet under mine fodsåler. Han sagde, at det var meget vigtigt for ham, at jeg forstod alt, hvad han fortalte mig. Og at jeg fik svar på alle mine spørgsmål. Endvidere gentog han flere gange, mens han venligt og vedholdende fastholdt mit blik med sit, at jeg kunne være sikker på, at man nok skulle passe godt på mig. Akhmad afsluttede indlæggelsesinterviewet med at sige, at hvis jeg gerne lige ville tale med ham, når jeg var kommet ned på operationsstuen næste dag, kunne jeg bare bede personalet om at kalde på ham, for han var tilstede i et andet lokale på operationsgangen på det tidspunkt.
Det huskede jeg, da jeg den næste dag var blevet kørt ind på operationsstuen, hvor det myldrede med flere venlige mennesker i deres lysegrønne operationsdragter. Jeg sagde til to narkosesygeplejersker, at jeg gerne ville tale ganske kort med Akhmad, hvis det var muligt. Han kom ret hurtigt efter. Ikke umiddelbart genkendelig som han var iført mundbind og hele operationsudstyret. Og jeg sagde så til ham, at jeg havde været rigtigt bange for denne operation, men efter vores samtale dagen før var blevet fuldstændig rolig og tillidsfuld. Jeg havde fået lov til, selvom jeg formelt stadig var indlagt, at tage hjem, hvor hele min familie, min kone og vores børn og deres kærester var samlet. Og vi havde haft sådan en dejlig aften sammen. Og jeg havde sovet godt. Og jeg var stadigvæk helt rolig og parat til at lade mig operere. Og det var jeg overbevist om, var fordi han og jeg havde haft en virkelig god samtale om, hvad der skulle ske. Og det ville jeg gerne sige til ham og takke ham for. Så sagde han tak til mig for, hvad jeg havde sagt. Og så fik jeg lidt ondt af Akhmad, fordi jeg syntes, jeg kunne se, at han blev lidt forlegen. Det var som om han rødmede en lille smule inde bag operationsmasken, sådan som han stod der og ligesom tørrede fødderne lidt på operationsmåtten. Og et øjeblik efter var jeg så væk.
Et par dage efter operationen stak en yngre læge fra kirurgholdet hovedet ind på vores stue. Han tjekke min tilstand og medicinliste og sagde så: "Nå, Mogens, der gav han dig sku' lige tyve år mere!"
Der er nu gået ét. Og jeg må sige, jeg er helt frisk på at tage hul på de nitten resterende. Taknemlig for, at der er nogen mennesker, som er villige til hver morgen at stå ud af sengen og påtage sig det ansvar det er at udføre det arbejde, som en sådan operation og efterfølgende pleje kræver.
Tak til Akhmad. Og til alle øvrigt involverede.
Men venlig hilsen,
Mogens Petersen
organisationskonsulent, cand.phil.
filosofiske samtale •• mogenspetersen.com
allegade 76, 5000 odense c - www.mogenspetersen.com
[email protected] - mobil: +45 2020 9675
