24/02/2019
I mit arbejde i Recovery Mentor arbejder jeg med litteraturen som lindrende. På det læse- og skriveværksted jeg udbyder, skal vi læse for at forstå os selv bedre, blive klogere på vores medmennesker og nuancere vores syn på livet. Gennem litteraturen får vi priviligeret adgang til andres perspektiver på verden gennem nære beskrivelser af tanker, følelser og adfærd, og det kan vi bruge til at sætte gang i refleksionsprocesser over eget liv. Her er der plads til nuancering, spejling og potentielt nye fortolkninger, der kan komme til udtryk i egne skriveprocesser.
Som et eksempel, har jeg skrevet noget om at eksponere.
"At eksponere virker på en måde så banalt. Man skal bare gøre det, man med sin fornuft anser som normalt. Gå normalt. Vaske sig normalt. Lave mad normalt. Tænke normalt. Være normal. Problemet er bare, at for mig er tanken om det normale, det samme som at blive udsat for fare. Det er et vovestykke af dimensioner. Ubehaget kommer så kraftigt, at forsøget på at gøre ting normalt er ikke eksisterende. Så hvad er det normale? Jeg ved det ikke. Jeg må læne mig op ad, hvordan andre gør og på den måde finde frem til, hvad jeg ønsker at stå for. Hvad der skal være det normale for mig.
Det der med at gå, er måske meget enkelt. Når man går, så går man. Så stopper man ikke op for at skabe overblik over stien eller fortovet. Man vælger ikke en anden rute hjemmefra, fordi man på sidste gåtur stødte på vældig mange hundelorte på den vej, man plejede at gå. Gid det var så enkelt, for hvad så når man står derude på fortovet og ikke kan lade være med at kigge ned, så skal man fortsætte ufortrødent, også selvom det brænder under fodsålerne og man kan mærke skidtet, der surrer sig fast og griber fat, så foden er det eneste af kroppen, man mærker. Man skal bare fortsætte normalt. Og det normale er at tage det næste skridt også. Og så det næste, og det næste og det næste. Uden at få åndenød. Uden at tankerne kører af sporet. For er det at tænke normalt ikke også let nok. Bare at tænke og ikke tænke nærmere over, hvad man tænker på. Bare lade tankerne flyve, og når de flyver derhen, hvor man ikke har lyst til at være, så skal man være ligeglad. Glemme dem. Men hvad skal man så gøre, når den forbudte tanke, er det eneste, man kan fokusere på. At den sætter sig fast og svider hjernen, og den ikke længere kan flytte sig. Hvordan vrister man sig så fri igen uden at følge den der trang til at gå hjem og vaske hænder, og fødder eller hele kroppen når nu man er i gang, putte tøjet i vaskemaskinen og fjerne alle spor af mulige bakterier. For man kommer ikke udenom, at OCD’ens ritualer virker som et quick-fix. Som narko, giver det en øjeblikkelig lindring fra smerten, uroen og angsten. Åh, den lykkerus et OCD-trip kan give. Men det er forbudt, når man eksponerer. I stedet må man købe sine varer i Netto, helt normalt og gå hjem normalt og lave mad normalt. Læse normalt og ikke falde i staver over alle de farlige ord, der igen kan sætte tanker i gang, som man udelukkende har lyst til at modbevise. Neutralisere eller slet ikke kende til. Hvis bare hele verden ville tro på, at man slet ikke kendte til så forbudte tanker. Men her skal man heller ikke bevæge sig hen. Når man har spist normalt. Skal man vaske op normalt og senere slukke lyset normalt og så bare gå i seng. Man skal slet ikke gå i gang med at tjekke om døren er låst, komfuret er slukket. Eller ovnen. Eller brødristeren. Man skal bare sove, så man er klar og udhvilet til en ny dags eksponering."
Kender du nogen, som kunne tænke sig at læse og skrive i de rammer, så giv dem et tip om Recovery Mentor.
