27/04/2026
Fondenes krav kan gøre din idé endnu bedre
En af mine første kunder som selvstændig fundraiser var Møbelfabrikken, Bornholms Iværksættehus i Nexø, som jo også var min gamle arbejdsplads.
Den meget aktive og kreative direktør, Carsten Aalling, kontaktede mig, fordi han gerne ville renovere den gamle produktionshal. Der kunne nemlig indrettes til gode selskabslokaler.
Jeg måtte desværre skuffe Carsten - der er ingen fondsmidler til selskabslokaler drevet af en erhvervsdrivende fond.
Til gengæld var der lige blevet indrettet reparationsværksteder for både tekstil og møbler, og jeg foreslog ham at arbejde videre med den ide. Heldigvis var han hurtig til at gribe ideen, og vi gik i gang med at søge midler til HAL 2 - sammen om bæredygtighed og cirkulær økonomi.
Den gamle produktionshal skulle bygges om til en multihal, der skulle skabe nye rammer for iværksætteriet og fællesskaberne. Der skulle arbejdes og eksperimenteres med tiltag indenfor bæredygtighed og cirkulær økonomi. Alt i alt skulle vi finde en god million.
Der kom for alvor hul igennem, da der kom tilsagn fra Realdanias program Underværker. Carsten havde dog nær tabt kæben, da de spurgte ham, hvor han ville hente genbrugsmaterialer fra, for bæredygtighed og cirkulær økonomi indebar jo, at man gjorde en indsats for høj grad af genbrug. Nu ligger det ikke til Carsten at give op, og lige præcis det krav satte gang i kreativiteten.
I dag står der en nyrenoveret HAL 2 som en af øens smukkeste og mest originale mødesteder. På en endevæg er der genbrugsmursten og -tømmer fra den historiske Dyndegård i Rutsker, på andre vægge er det gamle gulv genanvendt som vægplader, og de nedslidte vinduer bruges som rammer for nogle kæmpestore fotostater med den gamle møbelfabriks medarbejdere i funktion. Hal 2, er nu et showroom for bæredygtigt byggeri, og indgår i mange rundvisninger på Møbelfabrikken.
Her afvikles udstillinger, workshops, konferencer, erhvervsmøder, litteraturens folkemøde, generalforsamlinger og meget mere, og i weekenden bruges den skam også som selskabslokale. Og som prikken over i’et oplyses hallen af Pernille Bülows ReUse-lamper, som er skabt af 100% genbrugsglas, primært på affaldsglas fra Novo Nordisk.
Projektet gav Møbelfabrikken en moderne profil, og det udløste samtidig nogle spændende samarbejder omkring affaldssortering og genbrug. Det var helt sikkert en god ide, at Carsten tog imod mine råd og skiftede fra selskabslokaler til cirkulær økonomi, og kravene fra Realdania medvirkede til en klar styrkelse af vores idé.
Så når du så søger penge til et projekt, så husk:
✅ Forvent krav fra fondene
✅ Din idé skal bære projektet
✅Tilsagn kan komme med krav
Møbelfabrikken
,