15/03/2020
STRESS, BALANCEKUNST OG CORONAVIRUS🦠
Vi står med en udfordring, som vi ikke har prøvet før! For mit eget vedkommende betyder det, at jeg kun kan holde stresssamtaler, coache eller holde møder via telefon-/video de næste 14 dage - og måske påsken over?😏
Denne situation giver også tid til refleksion og eftertanke: vi skal passe på ikke at gå i panik, men vi skal også tage det dybt alvorligt! Vi skal som i alle livets forhold med dilemmaer, udfordringer, problemer, kriser forsøge at balancere. Vi skal opbygge en BALANCEKUNST!! 😎
Det kan vi træne som alt andet - og blive gode til det!!
Tegningen (Center for Beredskabspsykologi) viser, hvad det er for en balancekunst, vi har brug for lige nu: balancen mellem tryghed og frygt! Vi har alle vaner, har brug for tryghed og forsøger at opretholde "det normale" - det vi plejer! Frygten kan komme snigende - hverdagen bliver presset, vi tænker på vores egen overlevelse!
Situationen nu kræver, at vi giver afkald på noget af vores tryghed, men vi skal heller ikke hoppe over på den anden vægtskål og blive bange og magtesløse!
Vi skal acceptere at hverdagen forandres for en tid, at holde afstand, ikke give hånd eller kramme, være hjemme eller få på arbejdet, for at holde funktioner kørende, vi aflyser rejser og selskaber, og må være adskilt fra familie for at bryde smittekæderne! MEN vi skal heller ikke blive overvældet af frygt og magtesløshed.
Vi skal for at skabe balance lære begrebet "Rationel Opmærksomhed"🤓 at kende (Center for Beredskabspsykologi).
Lad os begynde med det sidste ord – OPMÆRKSOMHED. Det betyder, at du skal lytte til myndighederne, for de er nemlig verdensmestre på deres felt. Danmark har en af verdens stærkeste krisestyringsorganisationer, og myndighederne er sat i verden for at passe på os. Du skal være opmærksom på, hvad de fortæller os, og du skal vise tillid til, at de har styr på det. Og det danske samfund bygger faktisk på, at vi har TILLID til hinanden - og at vi ved, at vi kan stole på omgivelserne.
Den anden del af begrebet er ordet RATIONEL. Det betyder, at du hele tiden skal tænke dig godt om. Overvej hvor og hvor ofte du færdes sammen med andre mennesker. Når du går i butikker, så køb ind, så du har dagligvarer til en uges tid. Køb ind med rationel opmærksomhed - hvad har jeg brug for, og der skal nok komme varer på hylderne. Og kan du ikke få præcis de varer, du ønsker dig (fordi andre har hamstret), så køb noget andet. Det overlever du og din familie sagtens. Det er faktisk lidt sjovt at blive kreativ og finde på!
Måske står du med koncertbilletter, flybilletter eller invitationer til fødselsdage, som du nu må se blive aflyst. Det kan også være, du mister penge i øjeblikket🙈 Det er brand ærgerligt! Men igen kommer evnen til rationel opmærksomhed til gavn.
Det rationelle består i, at du har forstået den aktuelle situation. Du har forstået, at det er i en periode – ikke for altid.
Det opmærksomhedsmæssige består i, at du følger med i de mange forskellige tiltag, der bliver gjort i samfundet i øjeblikket – og er opmærksom på, hvordan du selv kan håndtere det lige nu, og på den anden side finder vi tilbage til tryghed, vaner, hverdag og normalitet igen.
Hvis du stadig synes det er lidt svært at holde balancen, og ikke blive bange, frustreret eller opgivende, så HUSK: du har mennesker omkring dig, der kan hjælpe - ikke fysisk, selvfølgelig, men vi kan stadig kommunikere og støtte og hjælpe hinanden via sociale og digitale medier, telefon m.v! Vi kan bruge tiden på fordybelse - gå en tur med afstand til andre, læse en bog, spille et spil, få ordnet små projekter!
Og jeg gennemfører samtaler via GDPR sikrede løsninger, hvor vi kan se hinanden, og det fungerer faktisk bedre end mange tænker, så du kan trygt henvende dig. Lad os passe på hinanden - hav en god dag!