Erik Petri Illustration, Lauggårdsalle 12 Street tv, Søborg (2026)

02/09/2026

Del 06: Christian 4. – fra rig til ruineret

Christian 4. er en af de mest berømte danske konger, fordi han opfører, udvider og ombygger helt utroligt mange slotte, kirker og andre bygninger: bl.a. Rosenborg Slot, Børsen, Rundetårn og hele bydelen Nyboder, hvor flådens mandskab boede, og hvor der i dag står en statue af ham.

Han grundlægger flere byer, som han ynder at give sit eget navn: Kristianstad i Sverige, Christiania – det nuværende Oslo – i Norge og Kristiansand samt flere andre byer og bydele.

Christian 4. kunne bygge løs, fordi han startede med penge på lommen. En velstand, der var opbygget gennem generationer, hvor ikke mindst Øresundstolden havde været indbringende. Omkring 1620 var Christian 4. således en af Europas rigeste fyrster.

Så han startede rig, men sådan skulle det ikke ende.

Hans farfar, Christian 3., gennemførte Reformationen i Danmark i 1536 og gjorde den lutherske kirke til statskirke. Han stod også bag den første samlede bibel på dansk i 1550, Christian 3.s Bibel, som blev vigtig for udviklingen af det danske skriftsprog.

Ved Reformationen blev kirkens store rigdomme overført til kronen, og kongemagten blev styrket. Med ét var kongen ikke længere under kirken, men over den. Hvilken konge kan sige nej til det?

Det katolske Sorø Kloster overgik også til kronen. I 1586 oprettede Frederik 2. en skole på stedet for adelige drenge, og Christian 4. oprettede i 1623 et Ridderakademi som overbygning.

Christian 4. interesserede sig også for at udvikle Sorø som by. I 1624–25 lod han opføre en kongeligt privilegeret kro uden for klosterområdet. Bygningen står stadig og huser i dag Sorø Museum. I 1638 gav han Sorø status som købstad.

Og sønner havde Christian 4. mange af.
Først var han gift med Anne Cathrine af Brandenburg, og da hun døde i 1612, blev han gift til venstre hånd med adelsdamen Kirsten Munk. Christian 4. fik mindst 21 børn, heraf 6 med Anne Cathrine og 12 med Kirsten Munk.

Christian 4. var også en meget religiøs mand. Som ung havde han fået lagt sit fødselshoroskop af astronomen Tycho Brahe, som angiveligt forudsagde, at han ville blive en magtfuld konge med store bedrifter – men også få et uroligt liv.

Christian tog trolddom og Djævelens kræfter alvorligt, og i 1617 udstedte han en streng forordning mod hekseri, som satte gang i en voldsom bølge af hekseprocesser. Omkring 1.000 mennesker blev henrettet for hekseri i Danmark under forfølgelserne.

Det er derfor lidt af et paradoks, at den samme konge, som vi i dag husker for Rundetårn, Børsen og Rosenborg, også var med til at forstærke en af periodens mest brutale former for religiøs overtro.

Christian 4. blev udvalgt til konge i 1588, kun 11 år gammel, men en formynderregering styrede landet, indtil han blev kronet i 1596. Han døde i 1648 og er med sine 52 år på tronen den næstlængst regerende danske monark efter Margrethe 2.

Christian 4. ville bruge rigdommen til at styrke kongemagten og gøre Danmark til en stormagt, og den store konkurrent var naboen Sverige.

Danmark og Sverige er blandt de nabolande i verdenshistorien, der har været flest gange i krig med hinanden. I de første krige gik det godt for Danmark. Derefter gik det den gale vej.

Så at fodboldlandskampene mod Sverige altid er noget helt særligt, det giver mening.

1611–13: Kalmarkrigen
Christian 4. fører sin første krig mod Sverige → dansk sejr.

1625–29: Kejserkrigen
Han forsøger at gøre Danmark til en europæisk stormagt → nederlag.

1643–45: Torstenssonfejden
Den aldrende konge forsøger igen at besejre Sverige → et endnu større nederlag og betydelige territoriale tab.

Christian 4. dør i 1648, og hans søn Frederik 3. overtager tronen.
Men krigene mod Sverige fortsætter – med endnu mindre held.

1657–58: → katastrofalt nederlag og Roskildefreden i 1658.

1658–60: → Sverige stoppes ved København – Danmark overlever.

I 1660–61 gennemfører Frederik 3. den såkaldte Statsomvæltning. Kongen får gjort monarkiet arveligt, og den gamle håndfæstning bliver afskaffet. Med Kongeloven i 1665 bliver grundlaget for den danske enevælde fastlagt.

Enevælden består frem til 1849, hvor Frederik 7. underskriver Grundloven den 5. juni.

Sorø Ridderakademi blev nedlagt i 1665 på grund af de økonomiske vanskeligheder efter svenskekrigene, mens skolen fortsatte. I 1747 blev et nyt Sorø Akademi oprettet under Frederik 5.

Læs med i næste del af historien om Sorø – om Oplysningstiden og Sorø Akademi.

31/08/2026

Del 05: ”Engang du herre var i hele Norden, ….”

Bag alteret i Sorø Klosterkirke ligger Margrete I’s far, Valdemar Atterdag, hendes farfar, Christoffer II, og hendes søn, Oluf II, der døde som 16-årig. Margrete blev efter eget ønske begravet i Sorø i 1412, men året efter lod Roskildebispen Peder Jensen Lodehat hendes lig flytte til Roskilde. Her kom hun til at indlede den lange række af kongelige begravelser i domkirken. Her ligger også Harald Blåtand – ham, der kristnede danerne – begravet.

Margrete er en af de mest magtfulde regenter, Danmark har haft, og den eneste dronning, der har fået rejst en rytterstatue.

Margrete blev født i 1353 som yngste barn i en børneflok på seks. Hun blev som 6-årig forlovet og som 10-årig gift med den 18-årige kong Håkon af Norge. Dengang var ægteskab først og fremmest en strategisk alliance mellem familier.

Som 17-årig fødte Margrete sønnen Oluf. I 1376 blev den bare 5-årige Oluf valgt til konge af Danmark, og da hans far døde i 1380, blev han også konge af Norge. Margrete var nu formynder for sin søn i begge riger. Oluf blev erklæret myndig i 1385, men døde pludseligt i 1387, kun 16 år gammel.

Margrete var en dygtig og hård forhandler og fortsatte sin far, Valdemar Atterdags, arbejde med at samle og styrke det rige, som hendes farfar, Christoffer II, havde pantsat store dele af.

Efter Olufs død blev Margrete valgt til ”fuldmægtig frue og husbond, Danmarks riges formynder”. Hun blev senere regent i Norge og Sverige og udøvede i praksis den øverste magt i alle tre riger. I Sverige besejrede hendes styrker i 1389 kong Albrecht af Mecklenburg. Betegnelsen Margrete I er en senere nummerering – hun var ikke formelt dronning af Danmark.

I 1397 blev Kalmarunionen formelt etableret mellem Danmark, Norge og Sverige. Finland, Island, Færøerne og Grønland hørte også med gennem de nordiske riger. Unionen blev en af Europas største statsdannelser.

Margrete udpegede sin søsterdatter Marias søn Bugislav som sin efterfølger og gav ham navnet Erik. Han blev hendes fostersøn og blev opdraget til kongegerningen. Kong Erik af Pommern fik først den reelle magt efter Margretes død i 1412, selv om han var erklæret myndig allerede i 1401. Hun må have tvivlet på hans kongeevner – eller måske bare nydt selv at have magten.

Erik indførte i 1429 Øresundstolden, som blev opkrævet ved Krogen i Helsingør, den senere Kronborg, og ved Helsingborg. Dermed fik kongen en meget indbringende indtægt fra skibstrafikken gennem Øresund.

Kong Erik af Pommern skabte velstand via Øresundstolden, og næste gang kommer jeg ind på en senere konge, der ligesom Erik Menved og Christoffer II var en ”big spender”.

Følg med i næste afsnit af historien om Sorø.

26/08/2026

Del 04: Absalon – dygtig til magtspillet

Absalon og Hviderne fylder meget i Saxo Grammaticus’ Danmarkshistorie – men det var også Absalon, der hyrede Saxo. Som Churchill senere sagde: ”History will be kind to me for I intend to write it.”

Absalon var Danmarks første akademiker Han studerede i Paris med den senere Pave, hvilket han senere kunne trække på. Alting går nemmere, når man har magtfulde venner.

Absalon (ca. 1128-1201) var søn af Asser Rig og et centralt medlem af Hvide-slægten. Hviderne rådede over enorme jordbesiddelser på Sjælland, Skåne og Jylland og stod tæt på kongemagten. Asser Rig havde fået Knud Lavards søn, Valdemar, i sin varetægt.

Valdemar voksede derfor op som fosterbroder til Absalon og Esbern Snare. De tre mænd blev siden forbundet af et livslangt politisk og personligt fællesskab.

Da Danmark efter 1146 blev kastet ud i borgerkrig, støttede Absalon og Hviderne Valdemar i kampen mod Svend Grathe og Knud Magnussen. Da Valdemar i 1157 stod tilbage som enekonge, blev Absalon allerede året efter biskop af Roskilde – et tegn på det tætte bånd mellem Hviderne, kirken og kongemagten.

I 1177 blev Absalon ærkebiskop af Lund, mens paven tillod ham foreløbig at beholde Roskilde Stift. Dermed nåede han toppen af den kirkelige magt i Danmark. Absalon blev starten på Hvidernes dominans i kirken, hvor talrige slægtsmedlemmer senere blev (10) biskopper og (5) ærkebiskopper.

Navnet Absalon kommer fra hebraisk og betyder »fredens fader«. Hans liv var dog langt fra fredeligt. Som kongens vigtigste rådgiver spillede han en central rolle i udenrigspolitikken og førte an i kampen mod venderne. I 1168-69 kulminerede den med erobringen af Arkona på Rügen.

Absalon forbindes også med Københavns grundlæggelse. I 1167 fik han Havn overladt af Valdemar og opførte en borg, som blev begyndelsen til den senere by. København hørte dermed under Roskilde-bispesædet og ikke direkte under kongen.

København blev først rigtig hovedstad under Frederik den 3.

Da Absalon døde i 1201, blev han begravet foran højalteret. I næste del kommer jeg ind på de to konger og den prins, der er begravet bag alteret i Sorø Klosterkirke.

24/08/2026

Del 03: Asser Rig og Sorø Kloster

Sorø Kloster blev stiftet i 1142 af den sjællandske stormand Asser Rig (1078-1151).

Asser Rig var tæt på kongefamilien. Hans far, Skjalm Hvide, var gammel soldaterkammerat med kong Erik Ejegod fra krigene mod venderne. De var så tætte venner, at kongen overlod sin søn Knud Lavard i Skjalms varetægt, da han drog på korstog. Kongen døde undervejs, og Knuds ophold hos familien Hvide blev permanent.

Da Knud Lavard senere blev dræbt af sin fætter Magnus, blot syv dage før Valdemar den Store blev født, voksede Valdemar op hos Asser Rig sammen med dennes sønner, Absalon og Esbern Snare. Det tætte bånd mellem Hvide-slægten, som kom til at dominere kirken, og kongeslægten skulle forme Danmarks historie i mange år.

Sorø Kloster startede som benediktinerkloster, men munkene blev senere erstattet af cistercienserne.

Cistercienserne var dygtige ingeniører og brugte vandets fald til at drive vandmøller og male korn. Ordet cisterne, altså vandbeholderen, der i gamle dage sad over toilettet, kommer dog ikke fra munkeordenen, men eksisterede allerede i oldtiden.

Klostrene var stort set indrettet ens, og munkene talte latin. Derfor kunne de rejse rundt i Europa, tale med andre munke og straks finde rundt i et nyt kloster. Ingen behøvede at spørge: ”Hvor er spisesalen?” eller ”Hvor er toiletterne?” – alle vidste, hvor alting var. Smart!

Cistercienserne var ydmyge i deres tilgang til tilværelsen. De kunne have bygget overdådige klostre med arkitektoniske finesser, men lod være – de var til ”less is more” århundreder, før det kom på mode.

Sygehuse havde man ikke, og folk uden for klostret, som vidste noget om behandling med planter, kunne risikere at blive anset for hekse og troldkarle. Klostret og munkene var derimod datidens apotek, sygehus og sociale omsorg for de svageste.

Da Asser Rig blev gammel, valgte han selv at blive munk på Sorø Kloster.

Hans ældste søn, Absalon, blev en af de vigtigste personer i Danmarkshistorien. Mere om ham næste gang i del 4 af historien om Sorø.

19/08/2026

Del 02:
Hver tid sin tro – religiøse forestillinger gennem tiden

Alle de forskellige religiøse overbevisninger er tegnet med udgangspunkt i monumenter i landskabet eller unikke genstande fra Nationalmuseet.

Tilbage i Brommekulturen og jægerstenalderen, frem til ca. 4.000 f.v.t., dyrkede man shamanisme og animisme. Naturen var besjælet, og shamanen kunne kontakte naturens ånder gennem spirituelle rejser. I Bodal Mose har man fundet en hjortetak med en indridset figur, som måske forestiller en dansende shaman.

I bondestenalderen (3.900–1.700 f.v.t.) havde man en forestilling om, at de døde stadig var en del af fællesskabet og den levendes verden. Man begyndte at begrave folk i store fællesgrave og stenbyggede gravhøje, som man kunne besøge, og man ofrede måske også til de afdøde i håbet om en god høst, raske børn og andet godt.

I bronzealderen (1.700–500 f.v.t.) var det solen, religionen samlede sig om. Helleristninger med heste, spiraler og cirkler er tidens populære motiver. Små, runde fordybninger, kaldet skåltegn, blev ridset ned i sten. Sengestenen har fem skåltegn, som langt senere blev tolket som fingeraftryk efter en trold, der havde kastet med stenen – sikkert efter at have hørt nogle larmende kirkeklokker, som trolde jo hader.

I jernalderen (500 f.v.t.–år 800) blev mosen opfattet som en portal til gudernes verden, og derfor røg offergaverne herud. Der er fundet alt fra våben og mennesker til skibe. En sjælden gang imellem har man fundet figurer på pæle. En af dem er træmanden fra Eskildstrup, som muligvis er en ’prototype’ på de senere nordiske guder Thor og Odin, der fik deres inspiration sydfra. Man fandt også en trææske ved Stenmagle med runeinskriptionen ”HagriradaR”, som måske er den første navngivne beboer i Sorø-området.

I slutningen af vikingetiden (800–1050) måtte de nordiske guder (og jætter) vige for kristendommen. Harald Blåtand tog æren for at have kristnet danerne i 965 og rejste en sten over bedriften. Samtidig undgik han måske at blive besejret i et kristent korstog sydfra med kejser Otto.

I middelalderen var landet kristent og fik senere sin egen uafhængige kirke. Asser Rigs Hvide-slægt startede sit parløb med kongeslægten, og det fortsatte på godt og ondt i mange år. Ved Fjenneslev Kirke – den med sagnet om de to tårne med spir, ét for hver af sønnerne Absalon og Esbern, som blev født med et års mellemrum – står der en sten med runeinskriptionen ”Sasser rejste stenen og gjorde broen”. Denne Sasser er muligvis en forfader til Hviderne.

Hviderne kommer jeg til at dykke ned i i de kommende dele af fortællingen om Sorø.

17/08/2026

Sorø Museum

Del 01: Landsbyen Bromme – her hvor det hele startede
Tilbage i 2017 blev jeg kontaktet af Sorø Museums daværende formidlings- og kommunikationschef, Ea Stevns Matzon, for at høre, om jeg ikke kunne illustrere Sorøs tidsrejse fra istiden og frem til i dag på museets vægge. Jeg sagde selvfølgelig ja og dykkede herefter ned i en masse vigtig danmarkshistorie, som jeg måske kun havde strejfet løst igennem i skolen, men som jeg nu blev nødt til at begrave mig i.

Jeg har tegnet ni friser til museet, som er kommet op på væggene mellem 2018 og 2022.

Ligesom ved vægdekorationerne på Ringsted Museum, hvor Skt. Bendts Kirke var omdrejningspunktet, er det her Sorø Klosterkirke, der er omdrejningspunktet.

Men historien i Sorø starter langt tidligere end drabet på Knud Lavard den 7. januar 1131.

Lidt uden for Sorø ligger området Bromme, som i dag bare består af nogle få huse, som ingen umiddelbart ville mistænke for at være noget særligt.

Men for ca. 11.500 år siden boede der mennesker her – ca. 1.000 år før istiden endeligt sluttede – og Bromme blev længe regnet for at være Nordens ældste bopladsfund. Det var arkæologen Erik Westerby, der i 1944 fandt bopladsen med alle sine skafttunge flintepilespidser, som via de kulturlag, de blev fundet i, kunne dateres til den sene istid.

Så lille Bromme kom på den måde til at lægge navn til ”The Bromme Culture”, som spredte sig ud over det sydlige Skandinavien og det nordlige Tyskland.

Brommekulturen er kendetegnet ved de ’nymodens’ skafttunge og meget skarpe flintepilespidser, som gjorde jagt med bue til det nye hit. Med pil og bue kunne man bedre ramme sit bytte på god afstand, frem for at skulle løbe frem og kaste sit spyd. Godt for Brommekulturens mennesker – og mindre godt for dyrene. Den irske kæmpehjort, en fjern fætter til nutidens dådyr, uddøde i hvert fald i løbet af denne periode.

Brommekulturens jægeres religiøse forestillinger – og de religioner, der fulgte efter – kommer jeg ind på i del 2 af historien om Sorø.

En særlig tak til Ea Stevns Matzon for i det hele taget at få muligheden for at udsmykke museets vægge.

12/08/2026

Del 12: Fra rigets centrum til provinsby

Dette er mit sidste indlæg om Ringsteds historie og de friser, jeg har tegnet til Ringsted Museum. Herefter skifter fokus til Sorø Klosterkirke og de friser, jeg har tegnet til Sorø Museum.

Erik Emune havde i 1135 støttet klosteret enormt. Efter borgerkrigen havde han brug for at styrke sin egen legitimitet som konge, og et vigtigt led i den strategi var at få sin myrdede bror, Knud Lavard, helgenkåret. Ringsted Klosters religiøse status gjorde byen til det naturlige centrum for denne indsats.

Kongemagten og kirken havde været tæt viklet ind i hinanden, men med reformationen i 1536 var det slut.

Ringsted Kloster mistede sin religiøse funktion, og kronen overtog klostrets enorme jordbesiddelser rundt omkring på Sjælland samt halvdelen af Ringsted Lund.

Senere kom godset på skiftende private hænder, og i begyndelsen af 1809 blev det købt af storkøbmanden Caspar Peter Bügel.

Klosteret og godset var placeret i et fideikommis (et latinsk ord), som dybest set betød, at store godser kunne holdes samlet inden for adelige slægter.

Bügels fideikommis kunne gives skattefrit videre til hans slægt. Ud over, at man måske med nutidens formueskat-øjne kan blive en smule forarget, var det et endnu større problem, at godsets enorme jorder lå som en ring omkring Ringsted. Byen kunne ganske enkelt ikke vokse.

I begyndelsen af 1900-tallet besluttede Rigsdagen at afvikle de danske familiefideikommisser. Formålet var at bryde de store godser op, så jorden kunne sælges fra i mindre lodder og forhindre, at enorme formuer forblev samlet i de samme slægter gennem generationer. For Ringsted fik det den afgørende konsekvens, at byen endelig kunne vokse.

Da jernbanen kom i 1856, ændrede Ringsted igen karakter. Byen blev et trafikknudepunkt midt på Sjælland.

I 1896 blev Ringsted Andelsslagteri grundlagt, og det udviklede sig hurtigt til en af egnens største arbejdspladser. Samtidig blev byen en del af Danmarks eksporteventyr med salg af bacon til Storbritannien.

Besættelsen blev et mørkt kapitel for Ringsted. I 1943 overtog tyskerne kasernen og anvendte den som uddannelseslejr for Schalburgkorpset. Korpset bestod af danske nazister og østfrontfrivillige.

I dag er Ringsted en rolig provinsby, som mange blot oplever gennem togvinduet på rejsen mellem landsdelene eller som et stop ved motorvejen. Men under gaderne og mellem de gamle bygninger gemmer sig sporene af en helt anden fortælling.

Her blev konger begravet. Her samledes rigets stormænd. Her blev lovgivning, magt og alliancer formet. I flere hundrede år var Ringsted et af Danmarks vigtigste politiske, religiøse og dynastiske centre.

Danmarks historie blev ikke kun skrevet i Jelling, Roskilde eller København.

Den blev også skrevet i Ringsted.

10/08/2026

Del 11: Når kongen er økonomisk analfabet

Var det smart, at kongen fik friere tøjler? At kirken ikke længere sad så tungt på økonomien, og at stormændene og Danehoffet stod svagere i forhold til kongemagten, der styrede rigets økonomi, forsvar og retsvæsen – var det en god og fremtidssikret løsning?

Nej!

De første syv år af Erik 6. Menveds regeringstid var det hans mor, dronning Agnes af Brandenburg, der var rigsforstander, eftersom en 12-årig pre-teenager trods alt ikke har styr på ret meget. Først da kongen fyldte 18 år, overtog han selv tøjlerne – og så gik det ellers løs.

Hans mor blev gift igen og fik endnu en søn, Johan af Holsten, som dermed blev kongens halvbror. Det kom til at spille en stor rolle i historien.

Ligesom sin far og farfar havde kong Erik et anstrengt forhold til kirken og Hvideslægten, som gennem pavedømmet forsøgte at lægge pres på ham ved at forbyde alle kirkelige handlinger i Danmark.

Det endte med, at kong Erik måtte betale en stor bøde til pavedømmet for at få konflikten bilagt.

Og det med at betale store regninger blev hurtigt hverdag for kong Erik.

Erik 6. Menved var en ødeland uden økonomisk overblik. Det, hans hjerte brændte for, skulle han have.

Han elskede kostbare ridderturneringer og drømte om at udvide riget ligesom Valdemar Sejr. Problemet var bare, at Erik var usædvanlig god til at tabe de krige, han selv satte i gang – og det var en dyr fornøjelse.

Han var elendig til at sætte tæring efter næring, og snart blev han nødt til at låne penge af sin halvbror, grev Johan af Holsten, og dennes fætter på fædrene side, grev Gerhard, den Kullede.

Lidt efter lidt blev næsten hele riget belånt eller bortpantsat.

Grev Johan og grev Gerhard overtog retten til at opkræve kongens skatter og afgifter i de områder, der var pantsat som sikkerhed for lånene. De pressede samtidig befolkningen med ekstra afgifter og hård inddrivelse, så det har næppe været nogen fornøjelse at være borger og skattebetaler.

Erik 6. Menved fik 14 børn, men ingen af dem overlevede. Derfor overtog hans lillebror, Christoffer 2., tronen, da Erik døde i 1319 – ligesom lillebror Valdemar Sejr tidligere havde overtaget tronen efter sin barnløse storebror Knud 6.

Christoffer 2. overtog et stærkt forgældet kongerige, som gav ham meget begrænsede handlemuligheder. Han viste sig desuden at være en svag konge, hvilket betød, at Danehoffet igen fik større indflydelse – samtidig med, at der blev mindre og mindre land tilbage at være konge over.

Da Christoffer døde i 1332, stod Danmark uden konge frem til 1340.

Hans to ældste sønner var døde, og den yngste, Valdemar Atterdag, var kun 12 år. Der skulle derfor gå nogle år, før han var gammel nok til at begynde arbejdet med at tilbagekøbe og tilbageerobre riget.

Grev Gerhard blev dræbt ved Randers i april 1340, og få måneder senere blev Valdemar 4. Atterdag udråbt til konge. Han viste sig at være en hårdhændet og vedholdende hersker, som i 1364 endelig havde tilbagekøbt og generobret hele riget – og ovenikøbet udvidet det.

Erik 6. Menved er den sidste danske konge, der blev begravet i Skt. Bendts Kirke i Ringsted, i 1319. Med ham slutter Valdemarernes tidsalder – fra storhed til fald.

Fra Knud Lavard blev helgenkåret og skrinlagt i den nybyggede Skt. Bendts Kirke i 1171, til Erik Klippings datter, Margrete, dronning af Sverige, blev begravet dér i 1341, gik der 171 år.
Skt. Bendts Kirke i Ringsted symboliserer Valdemarernes dynasti og hylder den slægt, som samlede og udbyggede Danmark i middelalderen.

Sorø Klosterkirke symboliserer rigets sammenbrud med Christoffer 2. og dets genoprejsning under Valdemar 4. Atterdag.

Roskilde Domkirke symboliserer kongedømmet som institution.

I alt er 24 royale personer begravet i Skt. Bendts Kirke. Kun Roskilde Domkirke har flere med sine 108 begravede kongelige, og det er fortsat her, de danske regenter begraves.

Kong Christoffer 2., hans søn kong Valdemar 4. Atterdag, prins Oluf 2. og Margrete 1. blev alle begravet i Sorø Klosterkirke.

Margrete blev senere flyttet til Roskilde Domkirke.

Sorø Klosterkirke er omdrejningspunktet for friserne på Sorø Museum, som den næste fortælling på mandag vil handle om. Men først kommer seriens sidste afsnit – og afslutningen på Ringsteds historie – på onsdag i del 12.

05/08/2026

Del 10: Dronning Agnes – en dygtig strateg

Eftersom stormændene og kirken havde mistet deres tiltro til kong Christoffer 1., der ønskede at styre riget efter sine egne interesser, ønskede de en form for kontrol med kongemagten og den nye konge, Erik Klipping. Det resulterede i oprettelsen af Danehoffet.

Danehoffet var en tidlig form for demokrati – eller i det mindste en magtdeling – så kongen ikke kunne blive alt for egenrådig.

Danehoffet skulle rådgive kongen, beskæftige sig med lovarbejdet og fungerede samtidig som rigets højeste domstol.

Magten blev fordelt således:
• En kansler valgt af kirken (finans- og økonomiminister).
• En marsk valgt af stormændene (forsvarsminister).
• En drost valgt af stormændene (justits- og indenrigsminister samt kongens stedfortræder).

Nu kunne kirken og stormændene holde kongen i ørerne, når det gjaldt lovgivning og beskatning, så de ikke igen løb ind i de samme problemer, som de havde haft med Christoffer 1.

Kong Erik 5. Klipping var selvsagt ikke særligt tilfreds med denne håndfæstning – en slags kontrakt – som indskrænkede hans råderum betragteligt, men han var nødt til at indordne sig under den. Danmark var endnu ikke et arvekongedømme, så kongen blev i sidste ende valgt af stormændene og kirken. Erik måtte derfor acceptere jobbeskrivelsen.

Kong Erik var lidt af en scorekarl og havde svært ved at holde sig fra andre mænds koner, og rygtet siger, at fru Marsk var blandt kongens erobringer. Så kongen var selvsagt ikke lige populær alle steder. Det holdt ham dog ikke tilbage fra at tage på jagttur med en flok af sine mænd. En af dem var marsk Stig, som kunne have mange gode grunde til at ønske kongen sendt til de evige jagtmarker.

Marsk Stig tilhørte Hvide-slægten, som kongefamilien havde været allieret med siden de glade Absalon- og Valdemar-dage, men som kongemagten siden havde forsøgt at skubbe væk fra magt og indflydelse. Nu var Marsk Stig indsat i Danehoffet af stormændene, så kong Erik kunne ikke gøre ret meget ved ham … selvfølgelig lige bortset fra at knalde hans kone.

Kongen blev dræbt med 56 stiksår den 22. november 1286 i Finderup Lade.

Retssagen foregik på Nyborg Slot i 1287, og her spillede kongens enke, dronning Agnes, sine kort godt. Hun vidste, at hvis hun ikke vandt retssagen, ville hun og sønnen – medkongen Erik 6. Menved – gå en usikker fremtid i møde.

Ni mænd, heriblandt marsk Stig, blev kendt skyldige i deltagelse i drabet og dømt til døden. Dommen kunne dog ændres til fredløshed. Det betød, at kronen overtog de dømtes besiddelser, så med ét snuptag blev kongemagten betydeligt rigere.

At dommen i den grad faldt ud til dronning Agnes' fordel, var ikke noget, hun var kommet sovende til.

1) Dronning Agnes havde fået flyttet Erik Plovpennings "helgengrav" fra gulvet op til en af søjlerne i kirkens kor, så den endnu ikke helgenkårede konges grav symbolsk blev en del af kirkens bærende søjler.

2) Dronning Agnes fik også sat gang i et loftsmaleri, som viser Erik Plovpenning siddende på en trone med glorie over for den helgenkårede Knud Lavard. Og tja … så blev der også plads til et maleri af hende selv. Forbindelsen mellem Erik Menved, hans far Christoffer, hans farbror Erik Plovpenning og oldefaren, den helgenkårede Knud Lavard, blev dermed slået fast.
= Gud er vild med denne gren af kongefamilien!

3) Op til selve retssagen var dronning Agnes særdeles innovativ og hyrede Meister Rumelant til at rejse land og rige rundt med smædeviser, der udpegede de skyldige. Det var Danmarkshistoriens første målrettede påvirkningskampagne. Det var ren spekulation og fake news, men det virkede, og enkedronningen fik vendt folkestemningen til sin fordel.

4) Under selve retssagen dukkede dronningens far, Otto, markgreve af Brandenburg, op for at støtte hende. Som markgreve var han blandt de mægtigste verdslige fyrster i det Tysk-romerske Rige, hvilket nok har fået koldsveden til at løbe ned ad ryggen på de stormænd, der ikke sad på anklagebænken.

Dronningen formåede ikke alene at vinde retssagen. Hun formåede også at bryde Hvide-slægtens mangeårige magtposition, få kirken og stormændene til at bukke nakken og afgive magt til kongen.

Men var det nu en god idé, at Erik 6. Menved fik langt friere tøjler, end hans egen far havde haft?
… mere om det næste gang i del 11 af historien om Ringsted.

03/08/2026

Del 09: Lobbyarbejdet for at få Erik Plovpenning helgenkåret af paven

I 1250 overtog Abel tronen på trods af mistanken om brodermord, for han var jo blevet "frikendt" af 24 agtværdige mænd ved den dobbelte tylvtered. I et land og en tid uden det, vi i dag kalder lov og orden, var man først nogenlunde sikker, når man sad øverst på kagen.

Hvis Christoffer kunne få Abel og hans slægt ud af kampen om kongemagten, ville hans egen familie være sikret tronen i flere generationer.

Det viste sig dog, at kong Abel kun sad på magten i halvandet år (1250-1252) – Danmarkshistoriens korteste regeringsperiode – før han faldt under et felttog mod friserne. Christoffer overtog kronen som Danmarks 23. konge og satte alle kræfter ind på at få sin dræbte storebror helgenkåret.

Men en helgenkåring kom ikke af sig selv. Der skulle samles vidnesbyrd, dokumenteres mirakler og føres en målrettet kampagne ved pavedømmet.

Christoffer indsamlede beretninger om undere ved Eriks grav i Skt. Bendts Kirke. En dreng skulle have fået synet og hørelsen igen, og flere havde set duer materialisere sig ved graven.

Christoffer skrev til paven, men den danske kirke støttede ham ikke. Den frygtede for sin uafhængighed, og både gejstlige og stormænd, især Hviderne, støttede Abel-slægten.

Samtidig ville Christoffer have kirken til at stille med mænd og midler – altså betale skat – til kampen mod Abel-slægten. Det nægtede ærkebiskoppen, som derfor heller ikke ville krone Christoffers søn, Erik Klipping, til medkonge.

Da Christoffer døde i 1259, var Eriks status som helgen stadig uafklaret. Hans enke, dronning Margrete Sambiria (den første dronning Magrethe!), førte sagen videre. Hun blev kaldt Sprænghest, fordi hun red en hest så hårdt, at dens hjerte brast. Som formynder for den kun 10-årige Erik Klipping kæmpede hun mod kirken og Abel-slægtens tilhængere. Hun tabte til sidst magtkampen og blev holdt fanget i Hamborg, men fik senere hjælp udefra og generobrede magten.

Den unge kong Erik Klipping fik en urolig start på livet, men det skulle snart gå fra asken til ilden. Mere om det, Danehof og mordet i Finderup Lade i del 10 af Ringsteds historie.

Erik Petri Illustration

02/09/2026

31/08/2026

26/08/2026

24/08/2026

19/08/2026

17/08/2026

12/08/2026

10/08/2026

05/08/2026

03/08/2026

Adresse

Telefon

Internet side

Underretninger

Kontakt Virksomheden

Genveje

Del

Type

Anmodning om at fjerne opslag