07/10/2026
// Alssund-Skolen skal være en skole i bevægelse
I 2024 blev Humlehøj-Skolen og Ahlmann-Skolen samlet under et nyt navn: Alssund-Skolen. Nu skal de fysiske rammer være med til at samle skolen omkring en ny fælles identitet.
Blaavand & Hansson har sammen med NERD architects og Sønderborg Kommune udarbejdet en masterplan og et skitseforslag for den gennemgribende modernisering.
Projektet foregår inden for den eksisterende bygningsmasse – uden tilbygninger. Skolens arealer indrettes og forbindes på nye måder, så der skabes tydelige afdelinger, fleksible læringsmiljøer og bedre sammenhæng mellem undervisning og fritid.
En ny hovedindgang bliver skolens naturlige samlingspunkt, mens bevægelse tænkes ind i hele skoledagen – fra undervisningsrum og fællesarealer til multisal, fitnessfaciliteter og aktive udeområder.
Samtidig skabes der plads til både store og små fællesskaber, fordybelse og forskellige måder at lære på. Det skal understøtte Alssund-Skolens inkluderende skolemiljø og give alle børn mulighed for at trives og deltage.
En eksisterende skole får dermed en stærkere identitet og nye muligheder – fysisk, fagligt og socialt.
Projektet fortsætter nu i samarbejde med rum.as - et samarbejde vi ser frem til 😊