13/10/2026
CARMINRØD
– et af verdens mest fascinerende røde pigmenter.
Bag hver farve gemmer sig en historie. I denne serie dykker vi ned i historien bag nogle af de mest fascinerende pigmenter. Fra fortidens naturmaterialer til nutidens farveteknologi.
Carmin kommer af det arabiske qirmiz, som betyder rød, og bag navnet gemmer sig en ret vild historie.
Det klassiske carminpigment blev udvundet af cochenillelusen (Dactylopius coccus), som lever på kaktusser i Mexico og Sydamerika. De små hunlus indeholder carminsyre, som efter tørring og forarbejdning giver den dybe røde farve.
Efter spaniernes erobring af Mexico blev cochenille et af verdens mest værdifulde handelsvarer. Kun sølv blev eksporteret i større mængder. Europas konger, kardinaler og adel klædte sig i den kostbare røde farve, som blev et symbol på luksus, magt og rigdom.
Kunstnere elskede carmin for dens usædvanlige dybde og glød, som var svær at opnå med andre røde pigmenter. Til gengæld viste det sig senere, at pigmentet ikke var særligt lysægte og kunne falme over tid.
Carmin bruges stadig og er det eneste animalske farvestof E120, der er tilladt i fødevare- og kosmetikindustrien. E120 fremstilles stadig af cochenille-lusen den dag i dag. Flere producenter er dog gået over til syntetiske alternativer, blandt andet fordi Carmin ikke er vegansk.
Cochenillelus opdrættes stadig i dag på cochenillefarme, primært i Peru. De lever på figenkaktusser indtil de ”høstes”, hvorefter carminsyren udvindes og anvendes som E120.
I moderne maling anvendes som regel syntetiske røde pigmenter, der giver langt bedre lysægthed og holdbarhed end det oprindelige carmin.
Historien bag farven minder os om, hvor fascinerende pigmenternes verden er.
Farver er meget mere end det, øjet ser!
De fortæller historier.
Næste gang i Pigmenternes verden: Ultramarinpigmentet, der engang var dyrere end guld.
Illustration: Delvist AI-genereret. Bearbejdet af Charlotte Schmidt Ludvigsen.
Tekst og research: Charlotte Schmidt Ludvigsen for B&J.