Mindernes Hus

11/06/2026

I medierne tales der ofte om ”ventesorg”.
Vi synes, at der mangler fokus på ”vennesorg” og den dobbeltkrise, som det kan medføre.
Når den, som du plejer at være fortrolig med i glæder og sorger forsvinder, mister du dobbelt – både din ven, og det fundament, som i stod på sammen til at hjælpe dig igennem dit tab.
Eftersom nære relationer ifølge litteraturen reducerer stress, modvirker ensomhed og sænker risikoen for depression, vil et tab af en ven omvendt øge risikoen for ensomhed, stress og depression.
Vennesorg kan opstå i alle aldre, og vil ramme de fleste på et eller flere tidspunkter i livet, og samtidig er det svært at få øje på hvilken støtte der er til dem, der oplever det.
I stedet ser vi en risiko for psykisk mistrivsel og tilknytningsbesvær til andre potentielle venner.
Det tillader vi os at konkludere efter at have talt med folk i 20´erne , 50´erne og 70´erne, der har mistet en eller flere venner.

Vi vil gerne sætte fokus på emnet, og har brug for dine erfaringer.

Vennesorg kan have flere udgangspunkter. '
Der kan være den ven, som du mister på grund af dødsfald og så kan der være det venskab, som går i stykker efter at du
selv har mistet.

Har du oplevet vennesorg, og hvordan håndterer du den?
Hvad har du brug for eller havde du haft brug for, da krisen var størst?

Svar gerne i kommentarfeltet eller send os en personlig besked.

At dele er at hele ❤️

07/06/2026

Vi taler i Mindernes Hus ofte om betydningen af at have gode daglige vaner, for at holde en god energibalance. De gode vaner kan handle om faste sovetider, at sørge for at spise regelmæssigt i løbet af dagen, at omgås mennesker, som gør dig godt, at bevæge kroppen og huske at holde pauser.
Hvis du bryder dem, kan det have en pris.
Det har jeg lige mærket på egen krop.
Det startede med at jeg kom alt for sent i seng efter en hyggelig social aften, og stod tilsvarende for tidligt op. Herefter havde jeg aftaler med dejlige mennesker, jeg fik også bevæget kroppen, men jeg fik ikke pauser eller spist og drukket ordentligt.
Det gik vældig fint det meste af dagen - indtil kl 16.30 hvor det også blev tydeligt for mig selv, at jeg var lav på alle parametre, pånær på sårbarhed…
Den var høj.
Jeg var nærtagende og indadvendt, jeg blev ramt af en sang i radioen og ked af det, jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg havde lyst til at spise eller lave.
Absolut ikke fremmende for noget eller nogen.
Jeg blev mindet om vigtigheden af at sørge for hele tiden at fylde strøm på sine batterier, for at undgå at de bliver helt afladet.
Det er det, de gode vaner kan sikre.
De fungerer som små boostere på batteriet.
For når først batteriet er helt afladet, tar det længere tid at få strøm på igen, og det er krævende at genoprette en ordentlig energibalance.

Kender du det?

Hvad giver dig energi?

31/05/2026

Mindernes Hus har holdt en pause, og nu har vi tændt mikrofonerne igen.

Vi har konstateret, at vi stadig har lyst til at dele det vi oplever, tænker og mærker.

I denne episode giver vi indblik i de seneste 6 måneder. Højtider, fester, mærkedage, fødselsdage og en forestående dødsdag er en del af livet, og hvordan håndterer vi det?

Forhåbentligt vil vores refleksioner give dig noget brugbart med til din sorg.

At dele er at hele.

Lyt til podcasten her: https://minderneshus.dk/62-vi-har-taendt-for-mikrofonerne-igen/

(Podcasten findes pt. kun på vores egen hjemmeside.)

31/05/2026

Mange kender min skæbne om at have mistet min datter.
Når jeg mødes af sætninger a la:
“…. og jeg tør slet ikke tænke på hvordan det må være for dig, som har mistet dit barn…”, svarer jeg, at jeg heller ikke ved hvordan jeg har overlevet det indtil nu.
I dag er jeg blevet ramt af en slags skam over at leve videre. Over at være aktiv, imødekommende og smilende.
Det blev udløst da jeg smilende hilste på en person imorges, og idet vores blikke mødtes, kom tanken om at vedkommende tænkte: “Det er UTROLIGT at hun kan smile. Hvis det var MIG, der havde mistet et af mine børn, havde jeg ALDRIG smilet mere”.
Jeg ved med min fornuft, at det er mine egne tanker, jeg projicerer over i andre. Og når det sker skal jeg bruge store mængder energi på at tale mig selv op igen.
Sker det fordi en del af mig inderst inde synes, at det er forkert, at jeg udadtil lever videre som om intet er hændt?
Kan du genkende situationer hvor du bliver ramt af skyld, skam eller dårlig samvittighed og hvordan håndterer du det?

19/05/2026

Der er mærkedage, som fødselsdagen.
Mindedage, som dødsdagen.
Familiesammenkomster på hverdage og i weekender.
Højtider hen over året.
Steder, begivenheder og oplevelser bundet op på minder.

Henover et år er der derfor mange situationer, hvor længslen efter mit "gamle normale liv" blander sig med frustation, savn og sorg - sammen med uforudsigeligheden over min krops reaktioner.

Jeg har lige gennemlevet Saras fødselsdag.
Det var hendes fjerde fødselsdag i himlen.
Den startede dog flere uger før i min krop og mit sind. Overvejende båret i stilhed for ikke at belemre omgivelserne.

Selvsnak om "at være med det" og "tage det som det kommer" opfattede jeg som min hjernes forsøg på at holde sammen på mig, og hjælpe på uroen op til selve dagen.

De forgående år har jeg haft brug for at styre hvad der skulle ske, og planlagt i detaljer hvordan hun skulle fejres. For at få ro på.

I år var modsat.

Jeg lod mig ikke fastlåse i forvejen, og markerede dagen uden særlig "festivitas".

Ved at jeg overholdt mit ønske om friheden til at vælge til og fra, og dermed følge mine egne behov, følte jeg dagen igennem et nærvær og en behagelig ro.

Derudover har jeg i år sørget for at holde fri i dagene efter, så jeg kan “restituere”.

Jeg markerede mærkedagen helt rigtigt - for mig!

Jeg erkender, at fordi min indre og ydre verden ikke længere er intakt, og mit nervesystemet for altid belastet, så kræver enhver situation i mit "nye unormale liv" en vurdering, en beslutning, en handling og en evaluering ud fra mine egne behov.

Det kan virke selvisk, men det handler om energiforvaltning , så jeg har noget at dele ud af til de levende omkring mig.

Sara. For altid 23.

🩷

Hvis du kan genkende eller afvise noget af det, jeg skriver, så del det gerne i kommentarfeltet.

12/05/2026

I går blev jeg interviewet af psykolog Mie Hansen.
Hun er i gang med et sorgprojekt, hvor
målet blandt andet er at skabe et lille hjørne på YouTube, hvor man kan søge hen, hvis man er sørgende og mangler nogen at spejle sig i.
Hun stillede gode spørgsmål til min sorg, som lige nu er påvirket af Saras forestående fødselsdag.
Det, jeg efterfølgende konkluderede var, hvor vigtigt det er at give sørgende mennesker taletid.
Jeg oplevede selv, at selvom det var krævende at genbesøge tiden fra Saras død til nu, blev der samtidig frigivet energi.

Du skal vide, at du altid er velkommen til at dele din historie her i Mindernes Hus eller ved at sende en pb.

🩷

26/04/2026

I weekenderne er kirkerne ofte optaget af gudstjenester, dåb, konfirmation, bryllupper og begravelser.
I hverdagen er det noget andet.
I Rudkøbing kirke i onsdags var der helt stille og lysgloben var helt tom, så det blev så smukt med et lys for Casper❤️ og Sara ❤️.
Det føles hver gang som en måde at give lidt omsorg.
Hvor har du senest tændt et lys og for hvem?

02/04/2026

Påske - en højtid der “kalder på” samvær.

Vi er mange, der mangler en ved bordet, på turen, i telefonen, til familietraditionen osv.

Skriv gerne i kommentarfeltet hvem DU mangler, og evt. hvordan du har ham/hende med i påsken.

At dele er at hele ❤️

03/03/2026

Der er kommet et borgerforslag om sorgorlov til forældre, der har mistet et barn over 18 år. Som forældre er det uden betydning, hvilken alder dit barn havde. Det vil altid være dit barn 💔

Du har mulighed for at støtte forslaget her.

Ret til sorgorlov for alle forældre på arbejdsmarkedet – uanset barnets alder Vi beder Folketinget ændre loven, så forældre på arbejdsmarkedet, der m

21/02/2026

Det er weekend. Natten er forbi. Mange mennesker vågner sikkert op med en god energi. Mange vågner op og skal bruge tid på at forholde sig til deres nye virkelighed, som ikke bare er en “ond drøm”.
Vi deler dette opslag, som beskriver sorgen genkendeligt.

Kan du også genkende det?

Vi ønsker alle en weekend med gode øjeblikke ❤️

Der findes en form for træthed, som sorgen bringer med sig, og som næsten ingen taler om.

Det er ikke bare det at være træt.

Det er tyngden af at bære en verden, der ikke længere føles som før.

Man kan sove en hel nat og alligevel vågne udmattet.
Man kan lave næsten ingenting en hel dag og stadig føle sig fuldstændig drænet.

For sorg er ikke passiv.
Selv på de stille dage arbejder den i dig.

Tankerne vender tilbage til minderne.
Hjertet forsøger at forstå et fravær, det aldrig har sagt ja til.
Kroppen lever med en spænding, den ikke kan lægge fra sig.

Det er arbejde. Hårdt arbejde.

Alligevel sidder mange i sorg og tænker:
“Hvorfor er jeg så træt?”
“Hvorfor kan jeg ikke mere?”
“Hvad er der galt med mig?”

Der er ikke noget galt med dig.

Sorg bruger energi.
Den kræver noget næsten umuligt af os:
At blive ved med at leve, mens vi savner et menneske, der betød alt.

Nogle dage ligner det styrke.
Andre dage ligner det tomhed.
At sidde og kigge ud ad et vindue.
At tage timerne én vejrtrækning ad gangen.

Begge dele er en del af samme vej.

Så hvis i dag føles tung…
Hvis drivkraften er væk…
Hvis selv små ting føles uoverskuelige…

Så vær god mod dig selv.

Du laver ikke “ingenting”.
Du bærer et tab.

Og det er noget af det hårdeste, et menneske kan gøre.

Det er en del af sorgen, jeg selv ville ønske, nogen havde forklaret mig tidligere.