29/08/2026
På mit køleskab har jeg fotografier af mennesker, som jeg elsker.
I sidste uge kiggede jeg på et billede af Sara, og konstaterede, at jeg ikke mærkede noget.
Det føltes tomt, stille, neutralt og selv kærligheden var pludselig en diffus størrelse.
Jeg så på det af flere omgange, og der var ikke kontakt mellem mit hjerte og min hjerne.
Hjertet var frakoblet, og hjernen fokuserede kun på at det uvirkelige, at personen på fotografiet – min datter – ikke længere lever.
Jeg har tænkt på, om det er en del af “en naturlig sorgproces”, hvor kroppen samler energi til at klare en følelsesmæssig lavine? Altså en slags “stilhed før storm”?
Noget er i hvertefald ved at ske. Jeg kan mærke følelserne er ved at vende tilbage.
De har nok aldrig været væk. I stedet har de ophobet sig, og nu er lavinen begyndt at rulle…
Jeg mærker det som en indre uro og sårbarhed. Jeg har dårlig søvn, koncentration og energi.
Nu giver teksten i sangen Jeg ka ik mærke noget, endnu mere genklang. Thomas Helmig, der mistede kort tid efter mig, sætter netop ord på følelsen af ikke at kunne mærke sine egne følelser eller sin smertes dybde.
Og sådan er det måske i perioder?
Kan du genkende noget af det ?
At dele er at hele ❤️