28/07/2026
bendixen styrker trekantområdet med nyt kontor og stærke brancheprofiler!
Den 1. september åbner bendixen nyt kontor i Hedensted – centralt placeret lige nord for Vejle og tæt på motorvejen. Dermed kommer vi endnu tættere på vores nuværende og kommende samarbejdspartnere i Trekantområdet og resten af Syd- og Østdanmark.
Som en del af udvidelsen styrker vi samtidig vores projektorganisation med to erfarne profiler:
Pr. 1. august tiltræder Bjørn Elgaard som projektleder, og pr. 1. september tiltræder Bjarne Freisleben Hansen som projektchef.
Både Bjørn og Bjarne kommer med solid brancheerfaring, omfattende netværk og stærke kompetencer inden for blandt andet skilte, pyloner, wayfinding og indretning – særligt med fokus på domicilbyggerier, erhvervsvirksomheder og landsdækkende kæder.
På det nye kontor bliver de en del af et stærkt lokalt team sammen med vores nuværende projektleder Bjarne Rasmussen, der er bosat i Vejle og har været ved bendixen i +7 år.
Ambitionen er allerede inden for de kommende måneder at udvide teamet yderligere!
Etableringen i Hedensted sker samtidig med, at vi netop har færdiggjort en udvidelse på mere end 1.000 m² af vores produktion i Viborg, hvor vi nu samlet råder over 3.855 m² produktion og administration.
Her er vi nu i gang med at installere yderligere produktionsudstyr, bl.a. ekstra cnc-fræser og cnc-bogstavebukker, så kapaciteten kan følge med den stigende efterspørgsel vi oplever i markedet.
“Jeg glæder mig meget til at byde Bjørn og Bjarne velkommen hos bendixen. De tilfører os stor viden, erfaring og et stærkt netværk, som åbner helt nye muligheder. Med det nye kontor, en udvidet projektorganisation og mere end 1.000 nye produktionskvadratmeter står vi stærkere end nogensinde. Det betyder, at vi kan komme endnu tættere på kunderne og fortsat levere høj service med fokus på dansk produktion, kvalitet, ESG og fleksibilitet,” udtaler CCO og partner Morten K. Vammen.
Vi glæder os til at tage hul på næste kapitel i bendixens udvikling – og til at blive en endnu stærkere del af erhvervslivet i Trekantområdet.
For yderlige spørgsmål eller interesse kontakt CCO & Partner Morten K. Vammen på [email protected] eller 29757301.