30/08/2026
Jeg burde måske ikke skrive dette opslag.
Scenen var sat. Og lilla. Placeret i udkanten af Klimafolkemødet. Ikke en scene, man tilfældigt kom forbi. Mere en scene, man fandt, hvis man havde noget på hjerte.
Klokken var 11.10 lørdag formiddag, og Mia og jeg kiggede på hinanden.
Der var ikke kommet et øje.
Vi var så småt begyndt at scrolle febrilsk i programmet for at se, hvem vi konkurrerede med, da en mor og hendes datter trådte lettere forpustede ind i teltet:
"Kan vi stadig nå at være med?"
Det kunne de i den grad. For vi var jo slet ikke begyndt.
Emnet for vores session var forbundethed – og hvordan relationer til andre kan være et værn mod afmagt og ensomhed i klimakampen.
Men med kun to deltagere i teltet blev det noget andet end den session, vi havde planlagt.
Det blev en samtale, hvor forbundethed pludselig ikke bare var noget, vi talte om.
Datteren fortalte om at insistere på sin veganske madpakke, mens resten af klassen spiser McDonald’s.
Moren fortalte om at få at vide, at grøn mad til en fest ikke var “fint nok”.
Begge fortalte om at række ud og invitere andre ind – og om, hvor svært det er, når invitationen ikke bliver taget imod.
Om at stå alene med noget, man oplever som vigtigt.
Og om det mod, det faktisk kræver at blive ved.
Vi kom for at holde en session om forbundethed.
I stedet fik vi selv lov til at opleve, hvorfor den betyder noget.
Det er en samtale, jeg kommer til at tage med mig.
Og måske var det netop pointen: Forbundethed kræver ikke nødvendigvis et fyldt telt.
Nogle gange begynder den med fire mennesker, der bliver siddende og lytter til hinanden.
Tak for samtalen💚
